«Some ideas have to die», står der med hvide bogstaver på sort baggrund på et gigantisk banner, der er spændt ud på Overgadens facade. Selv om det foreløbigt er lidt uklart, hvilke ideer, der er tale om, sætter bannerets aktivistiske udtryk et vist forventningsniveau: Det må være en udstilling fyldt til bristepunktet med højtråbende politiske paroler, jeg er på vej ind at se.
Derfor bliver jeg overrasket, da jeg træder ind bag et forhæng i stueetagen og møder et nærmest tomt udstillingsrum. Et tæppe, fire plakater og en meget kort video er resultatet af et års arbejde for Dina El Kaisy Friemuth, som har været en del af Overgaden INTRO; et forløb, der foruden den lange produktionsperiode og kuratorisk sparing, også giver de involverede kunstnere et større udstillingsbudget end normalt.
Sloganet fra facaden går igen i den første plakat, en tegneserie med den egyptiske dronning Nefertiti – eller rettere hendes buste – som hovedperson. Busten, der i dag befinder sig på Neues Museum i Berlin, savner den friske luft og det brændende sand i Kongernes Dal, fortæller den, mens det oprulles, hvordan tyske arkæologer i 1912 bortførte den og nu holder den som en slags diplomatisk gidsel i en neoimperalistisk strid om, hvem busten tilhører. Siden 1924 har de egyptiske myndigheder nemlig forsøgt at få den repatrieret med henvisning til, at den blev ført ud af landet på et ret tvivlsomt grundlag – et krav Tyskland indtil videre har afvist. Fra tysk side nægtede man endda at udlåne busten til åbningsudstillingen på det nye Grand Egyptian Museum i 2012, officielt fordi den idag er for skrøbelig til transporten, men ifølge avisen The Times også, fordi man i Tyskland var bekymrede for, om det egyptiske museum ville returnere den. Gad vide, hvad der har givet dem den tanke?
I videoværket House of KA følger vi Friemuth og tre familiemedlemmers besøg i netop Neues Museums ægyptiske samling efter lukketid. Filmen klipper fra et nærbillede af en egyptisk buste til en af de unge kvinders ansigter og etablerer derved en identifikation imellem de to, som er svær at blive helt klog på. Hendes uudgrundelige ansigtsudtryk røber ikke, hvilke tanker, der løber igennem hovedet på den, hvis kulturelle artefakter står fanget, adskilt fra hendes liv, bag det tykke museumsglas, men man fornemmer en vis fremmedgjorthed.
I videoens anden halvdel sidder familien på et gulvtæppe ikke ulig det, der dækker udstillingsrummets gulv, og lytter til den ældre kvinde – Dinas mor – der fortæller den makabre detalje, at man fjernede den afdøde krops hjerne gennem næsen, når man balsamerede kroppen. I det gamle Egypten var det altså ikke intellektet, men derimod KA – livsenergien eller sjælen – man bragte med sig videre til efterlivet. Det er igennem oral historiefortælling i hjemmet – og netop ikke på et museum, der ikke alene defineret af vestlig historieskrivning, men som også udstiller artefakterne på en måde, der udelukkende reflekterer Vestens vidensidealer og etnografiske begær – at den yngre generation i Friemuths film går i dialog med deres kulturelle baggrund.
De unge mennesker morer sig, da moderen forklarer, at KA har lagt navn til slangen i Junglebogen; en suspekt figur, der gennem hypnose søger at skade helten Mowgli. I Vesten har vi ikke alene misforstået, hvad KA står for; gennem Junglebogsreferencen antydes det også, at der foregår en bevidst mistænkeliggørelse og dæmonisering af den ægyptiske kultur.
Det vestlige bliks Indiana Jones-agtige forståelse af det gamle Egypten som en mystisk og faretruende kultur, hvor pyramidernes gravkamre gemmer på skjulte fælder, gennemsyrer hele udstillingen. Fra udstillingsrummets dystert-røde lyssætning, over filmens gyserfilm-inspirerede ambient lydside til de katte, der smyger sig om familiens ben, mens moderen fortæller, fornemmer man en underliggende vrede. Men det er nok næppe så meget de gamle faraoers raseri, som det er den unge generations aktivistiske opråb. «I am here because white people were in my country», står der på tæppet med et citat fra den antiislamofobiske aktivist Houria Bouteldja, og det er ikke til at sige, om det er personerne på tæppet eller artefakterne i montrerne, der taler.
Uanset hvad genåbner No History at All en stadig aktuel debat om, hvad vi i Vesten stiller op med alle de kulturgenstande, vi har slæbt hertil fra kolonialiserede folkeslag rundt omkring i verden. Skulle man repatriere dem alle, ville vores institutioner stå tomme hen, og måske er det også derfor, Friemuths udstilling er så absolut minimal. Man kunne godt have ønsket sig mere; flere værker, en uddybelse af de mange citater og paroler, og måske også et indblik i, hvad den unge kvinde egentlig føler, når hun spejler sig i busten bag museumsglasset. Dertil ville Friemuth nok indvende, at det er på tide, at Vesten selv fylder sine institutioner – ikke med stjålne genstande fra andres kultur, men med indhold vi selv producerer. De skylder os ikke mere.
