Hvis man så Nanna Debois Buhls udstilling Stellar Spectra ude fra himmelrummet igennem en stjernekikkert, ville den ligne et kvadratisk, konkret maleri: Tre bjælker – en gul, én der changerer fra gul til blå og én, der lyser op i flere farver – ville opdele billedet i en stram komposition. Imellem disse en række geometriske figurer, cirkler og kvadrater i gråt og gul. Stringent, geometrisk og helt abstrakt.
Går man ind i Fotografisk Center fra den smalle gade i Den Brune Kødby, derimod, bliver man mødt af en mur med en vægtekst. To forskellige perspektiver, to forskellige abstraktioner over den udstilling, vi er på vej ind til.
Stellar Spectra består af to installationer, omgivet af to vægge og adskilt af et gardin.
I den første møder vi en kort og meget minimalistisk video, der med hvid tekst på sort baggrund fortæller om den britiske astronom Annie Maunders (1868-1847). I lighed med mange andre kvinder med videnskabelige ambitioner var Maunders ansat på The Royal Observatory i Greenwich til at foretage målinger og lave matematiske beregninger og analyser ud fra astronomiske observationer.
På observatoriet kaldte man disse kvinder for «The Lady Computer Scheme» – en pudsig betegnelse, der både peger på, at begrebet computer har en forhistorie, der er noget ældre end vi normalt forestiller os og på, at man ikke regnede disse kvinder for meget andet end en slags regnemaskiner. For selvfølgelig blev Maunders bidrag til astronomien ikke anerkendt i hendes samtid. Da hun blev gift, måtte hun opgive sit arbejde som «human computer» og specialiserede sig i stedet i at fotografere solpletter og solformørkelser.
Nogle af disse fotografier ligger på tre klapborde i udstillingen, hvor de er parret med mere moderne fotografisk materiale af den samme type fænomener. Kvadratiske billeder med en sort cirkel i midten omgivet af en hvid strålekrans. De nyere fotografier er mere detaljerede og i farver, men ellers ligner de hinanden, og jeg går ud fra at pointen er at fremhæve, hvor tæt Maunders kornede fotografier – taget med forældet udstyr af en kvinde, der længe har været skrevet ud af astronomiens historie – er på de moderne billeder.
Udstillingens anden installation består af en video, som dækker hele bagvæggen med nogle abstrakte bånd af farver – rød, gul, grøn og blå – og diagram-agtige streger, der langsomt skiftes ud med andre farver og diagrammer.
Jeg forstår ikke umiddelbart, hvad det er jeg kigger på, men læser mig frem til, at videoen viser en stjernes kemiske sammensætning, som det ser ud gennem et spektroskop – et optisk instrument, der spalter lys fra solen og andre stjerne ud i deres komponenter. I samme vægtekst kan man læse om Margaret Huggins (1848-1915), en pioner indenfor spektroskopien, der har det tilfælles med Annie Maunders, at hendes arbejde ikke blev rigtig anerkendt i samtiden.
Stellar Spectra retter generelt et tiltrængt fokus mod de to kvinders bidrag til astronomiens visuelle historie. Man bevæger sig fra det helt deskriptive i en video, der består af en lang rulletekst og Maunders gråtonede stjernefotos, til det helt abstrakte farvespektrum i spektroskopien og mimer derved på et formelt plan udviklingsforløbet i astro-fotografiet fra de første kornede billeder af, hvordan et fænomen så ud til moderne analyser af, hvad samme fænomen består af. Ændrer vi metode og udstyr ændres vores perspektiv altså også. Og ser vi universet fra et andet perspektiv, får vi øje på nogle nye ting – måske endda på de kvinder, hvis arbejde ellers har været underkendt.
Måske ligger der en pointe i, at vi uanset metode og udstyr ikke rigtig kan begribe universet. Stjernetåger, fjerne galakser og astronomiske skalaforhold forbliver fuldstændig abstrakte størrelser, ligegyldigt hvordan vi forsøger at visualisere dem. Stellar Spectra fremstår for mig lidt sådan: Som en helt abstrakt fysisk model af astrofotografiets historie, tilsat to kvindeskæbner, som vi kun får et meget overfladisk kendskab til, og hvis arbejde, måske lidt ironisk, bliver reduceret til geometriske figurer og farver. Cirkel, kvadrat, rød, gul, grøn…
