Begivenheder i det danske kulturlandskab som har Kulturministeriet, Kunstakademiet og Kunsthal Charlottenborg på rollelisten er nærmest umulige at nærme sig fra en objektiv vinkel. Siden kulturministeriets overraskende pressemeddelelse tikkede ind 8. marts, som under den lidt spegede overskrift «Mere ung kunst på Kunsthal Charlottenborg» meddelte at Kunsthal Charlottenborg skulle fusioneres med Kunstakademiet (som har til huse i samme bygningskompleks ved Kongens Nytorv) har historien udviklet sig, sådan som den ofte gør når Kunsthal Charlottenborg er involveret.
Charlottenborg er – i lighed med den danske folkeskole og Danmarks Radio – en af de institutioner, som alle har en mening om. Der er de gamle kunstnersammenslutninger, som er fortørnede over ikke længere at kunne regne med en fast årlig udstilling i kunstinstitutionen, sådan som de havde kunnet i årtier, før den forrige direktør og bestyrelse gjorde en ende på det privilegium. Der er kulturministeriet, som ønsker sig flere besøgende, mere synlighed, mere dansk, mere international, mere ungt, ja faktisk mere af alt – også selvom pengene ikke følger med. Sådan er det tilsyneladende også på dagbladene, hvor det nærmest er en hovedregel at anmeldelser fra Charlottenborg tager udgangspunkt i stedets historie. Især dagbladet Politiken har kastet sig over sagen med artikler, der fortæller om stedets tumulte forhistorie og problematiserer kunsthallens umulige økonomi (600.000 dkk årligt til udstillinger før sponsorindtægter) – også selvom det er et faktum som stedets direktør Mark Sladen aldrig har forsøgt at skjule og som han selv refererer til i en kronik 19. marts i Politiken.
Det er efterhånden blevet klart, at fusionen længe har været under udarbejdelse af Sladen og kunstakademiets rektor Mikkel Bogh. Men med ministeriets pludselig bekendtgørelse så det i første omgang ud som om at kulturministeriet igen havde haft grund til at vise handlekraft overfor en kunsthal, hvis ringe besøgstal de seneste par måneder var kommet i offentlighedens søgelys – hvilket videre fik det til at se ud som om Charlottenborgs turbulente historie alligevel ikke var slut. De sidste par ugers mediehistorier har da nærmest også haft som implicit underhistorie at Charlottenborg atter var dødsdømt. Men lad os lige slå en ting fast: Mark Sladen er ikke en fortsættelse af Bo Nilsson – den forrige direktør som blev fyret på grund af svig og uansvarlig økonomistyring og som heller ikke evnede at skabe en interessant kunstnerisk profil.
Jeg ved godt, at det er svært at vurdere en kunstfaglig profil – og har også efterhånden lært at spørgsmålet om en institutions kunstneriske profil er et af de lavest prioriterede emner, der kommer langt efter besøgstal, når man skal vurdere en institution, også selvom institutionen uomtvisteligt har været underfinansieret i udgangspunktet. Alligevel synes jeg det er vigtigt at fremhæve selve kernen, kunsten og det kunstfaglige arbejde – hvilke udstillinger har der været vist og på hvilken måde.
I mine øjne har vi under Mark Sladens korte ledelse faktisk fået et Kunsthal Charlottenborg, som er kommet rigtig godt på vej i forhold til det, som man i sin tid ansatte ham til og som vi i den grad tørster efter i København, sådan som jeg efterlyste det i en kommentar for to år siden, da det blev officielt at Sladen skulle være stedets nye direktør. En international kunsthal «med seriøst kuraterede udstillinger, hvor kunsten ikke blot bruges som mere eller mindre tilfældige illustration af et bredt emne (af typen klima, tid, Kina etc.) – men intelligente udstillinger, der sætter kunsten i spil på dens egne præmisser, hvor der er en stærk kurateret idé bag gruppeudstillinger såvel som retrospektive soloudstillinger».
Kunsthal Charlottenborg åbnede, efter ombygning og redesignet profil, i marts 2011 med et brag af en åbningsweekend Palace Party med performance, musik og udstillinger for enhver smag og sikkert også med et publikumstal – i hvert tilfælde med en mangfoldighed i publikumsskaren – som ikke efterlod noget tilbage at ønske. Op til tyve forskellige danske og udenlandske kunstnerbidrag tog hele det gamle slot i brug (som udover kunsthallens egne lokaler inkluderede akademiets festsal, kuppelsalen, kunstbiblioteket, kunstnerboligen etc.). På kunstnerlisten var blandt andre Karl Holmqvist og Simon Fujiwara, nogle af tidens mest interessante kunstnere, som man normalt skal til udlandet og alverdens internationale biennaler for at møde. Det var magisk at sidde i mørket på læsesalen på Danmarks Kunstbibliotek og lade sig forføre af Fujiwaras legendariske forelæsnings-performance. Som Kunstkritikks Jacob Lillemose bemærkede i sin kommentar om åbningsweekenden: «var der ikke en fælles fornemmelse af at noget var lykkedes, af nyt liv i og et nyt tilhørsforhold til Charlottenborg?»
Senere fulgte Corso Multisala – en storstilet gruppeudstilling med New Jerseyy, et kunstnerkollektiv fra Schweiz, og et af de sidste par års mest «hypede» initiativer på den internationale kunstscene, som ikke alene viste at det nye Charlottenborg i den grad var på «beatet» men at man også havde mod til at gå ind i et gennemresearchet udstillingsprojekt og satse stort på noget som vi først om flere år rigtig vil se betydningen af. Andre udstillinger, performanceaftener, researchprogrammer og talks kunne fremhæves, hvor undertegnede har følt den dér gnist af at København endelig kunne være med. Men jeg vil gerne frem til efteråret 2011, hvor Charlottenborg åbnede med den unge, danske kunstner Nina Beier og den britiske, herboende kunstner Simon Starling. For det var i den forbindelse at det gik op for mig, at man måske slet ikke kan have – eller vil have – en international kunsthal i København.
Under overskriften «Har Charlottenborg virkelig råd til at være så modig?» problematiserede Politikens kritiker Peter Michael Hornung i november 2011 Charlottenborgs «eksklusive kurs» i forhold til valget af disse kunstnere. For de fleste som følger med i samtidskunst på internationalt niveau vil britiske Simon Starling ikke være et udtryk for smal kunst. Starling har udstillet på de fleste af verdens mest respekterede kunstinstitutioner. Desuden har han boet i København i en årrække og uomtvisteligt inspireret en stor del af den danske yngre scene, hvilket også burde være med til at gøre denne udstilling relevant i det nok så efterlyste hjemlige/danske perspektiv. Samtidig var der ingen kredit til Charlottenborg for at udstille det ellers meget eftertragtede «ung, dansk kunst» repræsenteret ved Nina Beier, en ung dansker, som lige nu nyder stor international succes. En helt igennem ejendommelig anmeldelse/kommentar, som gjorde det sørgeligt klart, hvad Charlottenborg er oppe imod. En ting er, hvad kunstnersammenslutningerne eller kulturministeriet forstår eller forventer sig. Noget andet er hvordan kunstredaktøren på Politiken (den avis i Danmark, som bryster sig af at være landets kulturavis) forholder sig, ikke til udstillingernes kvalitet, men til selve valget af kunstnere/udstillinger, der præcis lever op til forventningen om international/etableret og ung/dansk – eller sagt med andre ord: som netop lever op det hellige princip om såkaldt kolde og varme udstillinger, som de fleste danske kunstinstitutioner sværger til som opskrift på et udstillingsprogram med succes.
Tilbage står et Charlottenborg uden ret meget opbakning og en forestående fusion, som det er svær at gennemskue betydningen af, udover at afgangsudstillingen fremover har til huse på Charlottenborg. Man kan være bange for om de implicerede institutioners autonomi bevares og at sammenlægningen vil rumme besparelser, som vil gå endnu mere ud over udstillingsbudgettet. Faktum er, at hvis denne sammenlægning overhovedet skal give mening og blive en succes, så skal Kunsthal Charlottenborg vedblive med at være et sted for den internationale samtidskunst. Hvis kunsthallen ender med at blive den tunge lillebror bag Kunstakademiet med «billige» danske gruppeudstillinger giver det ingen mening. Kunstakademiet har kun brug for at knytte sig til – eller trækkes med – så stort et udstillingssted, hvis det kan kaste et skær noget internationalt over akademiet, som det til gengæld har så meget brug for.
Spørgsmålet er i virkeligheden om København overhovedet er interesseret i en international kunsthal, som den Charlottenborg har været godt på vej til at bygge op og som – trods fodfejl og startvanskeligheder – har formået at være et sted, som pirrer min nysgerrighed og som jeg stadig venter med spænding på at se hvad næste træk bliver. For som kommentaren fra Politikens kunstredaktør bekræfter, så er der noget i folkestemningen der ikke rigtig svinger. Hvad er det man siger? Med den slags venner behøver man ingen fjender. Når ikke engang det kunstfaglige miljø ønsker sig en international kunsthal med højt kunstfagligt niveau, så virker det lidt op ad bakke.
