En ram lugt af gamle skodder og støv rammer ens næsebor idet man træder ind i magikerens bolig i x-rummet på Statens Museum for Kunst. Der er i første instans noget paradoksalt ved titlen på denne udstilling med brasilianske Laura Lima, Den nøgne magiker, for aldrig har jeg oplevet så mange ting ophobet i dette rum, der er blevet omdannet til et veritabelt Wunderkammer af rod, ragelse, skrammel, ting og sager, og henvisninger til levet liv som fyldte askebægre og halvtomme whiskyglas. Med andre ord har det utæmmede indtaget x-rummet i en grad, så det bliver et statement i sig selv. Og så igen, for dette tilsyneladende virvar er minutiøst iscenesat, og endda manipulerende gestaltet.
Udstillingen er, trods dette tøjlesløse, helt i tråd med den konceptuelle linie fra tidligere x-rummet-udstillinger, særligt fra det sidste års program om display og samlinger, med eksempelvis Haim Steinback (der også inkluderede folks private ejendele i udstillingen), og Henrik Olesens også meget genstands-omfattende udstilling. Alt sammen udstillinger der omhandler en særlig iscenesættelse af ting, og deres indvirkning på både hinanden og på aflæseren.
Udstillingens rum er bygget op som en bolig for den magiker, der altid er tilstede i udstillingen, med entré, køkken, værksted, systue, sovekammer, toilet, og hvor selv loftet fungerer som display for flyvende reoler med bøger, der magisk hænger dér til skue, og hvor en tandem er på vej mod de øvre luftlag, og fodspor på mystisk vis ses på væggen mod loftet – her, i de øvre lag, er tyngdekraften som ophævet og den virkelige magi hersker. Nede på gulvplan rammes kroppen til gengæld i hele sansespektret: gennemtrængende lugte fornemmes – af cigaretskodder, gammel whisky, værksted, af levet liv.
Øjet farer vild i virvaret, kroppen bliver gennet rundt i gemmerne, og føler sig lidt beklemt ved tilstedeværelsen af den anden krop, magikerens, der ikke er helt nøgen (skuffende nok), men blot har bare arme – et symbol på at tryllekunstneren her er uden for sin scene. Og det er med en blanding af både lyst og pine, at man således oplever det magiske blive blotlagt, mens man invaderer en privatsfære.
Når man iscenesætter så vildt et rum – så fuldstændig omstændeligt et udtryk – så er det klart at man som «læser» af værket, kan snuppe enhver dims eller genstand og gøre den til reference til det, man nu selv ønsker at læse ind i værket. Det er på én og samme tid værkets force og det modsatte. De store stakker bøger i kombination med en pludselig række af ophængte pølser, som hænger og dingler fra en snor; er det ikke en hilsen til Dieter Roths famøse Literaturwürste (1961) – hvilket ville give den fineste konceptuelle mening? Og den smukke samling af halvædelstene som ametyst og fluorit – der ligger fint ordnede på en hylde – er det en reference til den geologiske fetich, der hersker i samtidskunsten lige nu? Og tandemmen i loftet, er det en lille henvisning til Goodiepals cykel-værk ude i museets såkaldte Skulpturgade? Og sådan kunne man blive ved, for rummet er vitterligt spækket med sager, der understøtter enhver tænkning, reference og teori.
Og så er der alligevel noget i dette magiske rum, der føles temmelig styrende. I det interview, der ledsager udstillingen, siger Lima, at hun tænker beskueren som en «indtrængende», og installationen som et animeret billede. Dermed er værket som sådan et tableau, hvor det private og sociale kolliderer, og hvor levende mennesker gør værket til mere end et stagneret udtryk. Mellem mennesker er der altid mulighed for at noget opstår, og det vel dette noget, der i virkeligheden gør Limas installation magisk – og lidt pinefuld. Fordi man føler, der bliver manipuleret med ens tilstedeværelse i rummet – selve den påtrængende gestus at træde ind i denne «privatsfære» er indkalkuleret og yderst tilstede i selve oplevelsen af værket; man er med andre ord klar over det dobbeltperspektiv med hvilket kunstneren hermed iscenesætter sit projekt.
Det er samtidig dette, der også gør min oplevelse af konceptet dobbelt: på den ene side bliver man utrolig forført af dette magiske rum, på den anden side opleves hele installationen som en anmassende organisme, der kræver noget ret bestemt af én, og som endda lukrerer lidt på en kulturel kliché om tryllekunstneren som en art sigøjner, eller værre; selve kunstneren, som en entartete sjæl, der har adgang til en særlig grad af magisk tænkning.
