Forleden indviede Copenhagen Business School (CBS) deres nye Art Initiative. Det blev markeret ved en festlighed, hvor direktør for Moderna Museet i Stockholm Daniel Birnbaum holdt en lille forelæsning og blev udnævnt til adjungeret professor. Den første af flere kunne man forstå. På en t-shirt, som Birnbaum fik overrakt sammen med diplom og champagne, stod der: «Where to start? Start with art!» Start, i betydningen, udgangspunkt for innovation. For CBS og den managementfilosofi, som udgør universitetets omdrejningspunkt, er perspektivet i Art Initiative og dets målrettede integration med kunstverdenen klart. Det er en nærliggende udvidelse af spillerummet, fordi den giver øget adgang til de immaterielle ressourcer af kreativitet, som er så afgørende for den neoliberalistiske økonomi. Det er med andre ord klassisk kapitallogik. Ikke noget overraskende i det. Business af usual.
For kunstverdenen ser situationen imidlertid noget anderledes ud og perspektivet tegner sig ret uklart, hvis ikke ligefrem problematisk. Kunstverdenen har selv over en længere periode arbejdet på at integrere ledelsesprincipper fra erhvervslivet i sin infrastruktur. Museer styres i dag i stigende grad efter markedsstrategier, der minder om dem man kender fra andre entreprenante virksomheder, der ligeledes sælger oplevelser, og som museerne i stigende grad ser sig selv som værende i konkurrence med. Derudover har enhver museumsdirektør og -inspektør med respekt for sit fag og sin karriere gået på ledelseskurser. Administrative kompetencer er afgørende, hvis man vil sidde for enden af bordet og træffe beslutninger i kunstverdenen. At være en faglig kapacitet med visioner er ikke længere nok. Man skal først og fremmest være leder. Manager.
Det er en udvikling som ligger i forlængelse af en general professionalisering af kunstverden, der har fundet sted de seneste godt og vel ti år. Efter de vilde 90ere – i entreprenant og ikke ekspressionistisk forstand – hvor der blev eksperimenteret visionært med institutionelle formater, kom de ordentlige 00erne, hvor institutionernes udvikling gik i retning af at skabe en stabil identitet med en konsolideret position indenfor det eksisterende (kultur)politiske system.
Snarere end at tænke ud af boksen tænkes der ind i systemet. Argumentet er at det er nødvendigt for at sikre institutionens overlevelse, politisk og økonomisk. Men uanset at dette argument har substans så er spørgsmålet om det ikke er en kortsigtet løsning eller i hvert fald en løsning, som på sigt kan give bagslag. For inden for systemet handler det ikke så meget om skabe indhold som om at holde på formen, om at opstille og afregne i forhold til fastlagte modeller.
At tænke ind i systemet vil i yderste konsekvens betyde, at der ikke længere er noget argument imod, at professionelt uddannede ledere – fx fra CBS – er de bedst kvalificerede til at lede museer, kunstakademier og udstillingsinstitutioner. Den forskel som kunstfaglige ledere repræsenterer vil til sidst ikke kunne måles ud fra de parametre for succes som systemet opererer med, og derfor vil den forskel ikke blive anerkendt. Det ses allerede i den stigende prioritering af ledelseskompetencer og administrativ erfaring i forhold til ansættelser på museer og øvrige kunstinstitutioner.
Således synes et skisma at tegne sig på horisonten. Det managerial turn, der nu anses som en positiv – eller som fortalere ofte formulerer det «nødvendig» – udvikling for kunstinstitutionens fremtid kan vise sig at bidrage til at undergrave samme institutions faglige integritet. Kunstverdenen synes med andre ord at befinde sig midt i en brydningstid, hvor den eksperimenterende og visionære institution, som er samtidskunstens arnested har indgået en uholdbar og foruroligende alliance med krav om professionalisering og systemdisciplin. Uholdbar fordi den forsøger at sammentænke to fundamentalt modsatrettede størrelser, som ikke kan eksistere sammen i et ligeligt forhold. Foruroligende fordi den skaber illusionen om, at det kan de godt.
Godt nok er kunstens institutioner en mangfoldig størrelse, men alligevel:
Lederen af en kunstinstitution bør have en akademisk grad inden for kunst eller nærtbeslægtede områder, da personalegruppen, der typisk leverer kerneydelsen, også har det. Det vil give en fælles forforståelse i samarbejdet omkring institutionens formål. At der af lederen så også kræves kompetencer inden for management, er en anden sag.
Opgaven er at sikre institutionens kunstneriske succes samt politiske og økonomiske overlevelse. Her har institutionerne været under et stigende politisk og økonomisk pres, f.eks. i form af krav vedrørende besøgstal, public service, økonomisk omsætning og det at finde økonomiske samarbejdspartnere.
Presset har fået konsekvenser i form af f.eks. den valgte udstillingsvirksomhed og den valgte markedsføring, kommunikation, formidling og læring.
At udstillingsstederne under de nye betingelser, ind imellem bliver nødt til at udvide området for deres udstillinger, er vel en naturlig konsekvens. Det kan f.eks. være i retning af det populærkulturelle (om kongehuset) eller de øvrige museers område (om Grønland). Til gengæld skulle dette så gerne muliggøre nogle “smallere” udstillinger.
Hvad jeg finder uacceptabelt er f.eks. markedsføring og kommunikation på niveau med rejsebureauernes, en indretning af udstillingsstederne med brug af stormagasin æstetik, kunstformidling på kulørt billedugeblads niveau og læring, der ligestiller de besøgendes og institutionens tilgang til værkerne, fordi kunden altid har ret.
Pernille Skov har fat i sagens kerne, for hvordan kan det være, at man taler om en fagligt stærk person, som nyder respekt i kulturlivet, versus en driftsikker administrator, som er fortrolig med tidens managements principper.
Hvorfor ser man altid de nævnte kvaliteter som kontraster, der ikke kan være tilstede i én og samme profil?
Der findes faktisk kunsthistorikere, som føler glæde ved Excel og Lean Six Sigma. Ligesom der findes CBS-folk med forståelse for innovation og kreativitet.
(Se også blog på Børsen om udnævnelsen af ny direktør for SMK mv. http://borsen.dk/opinion/blogs/7351391/line-rosenvinge.html “Ja tak til leder med personlighed”… aktuelt pågår en dansk debat på ministerielt niveau, hvor selvudnævnt kulturelsker og business woman Stine Bosse fik fyret direktøren for Det Kongelige Teater fordi hun tilsyneladende ønsker en mere karismatisk og fagligt funderet ledertype. Filmskolen i København har også lige fået ny direktør, det blev en fagligt velfunderet tidligere producent af bl.a. Lars von Trier film).
Artiklen giver en meget præcis beskrivelse af, hvorledes markedstænkningens indtog i kunstens institutioner har fundet sted. Til gengæld står der ikke så meget om de internationale økonomiske, kulturelle og politiske ændringer, der er baggrunden for, at denne udvikling har fundet sted (med et tydeligt angloamerikansk aftryk), og hvordan dette har ført til, at kunstens institutioner i dag på mange punkter ses som institutioner for oplevelsesøkonomi, både i den brede befolkning og fra politisk hold.
Det er også klart, at denne udvikling går ud over institutionernes faglige integritet og kan skade det visionære og eksperimenterende.
Spørgsmålet er så, hvad der kan gøres for at modarbejde de negative tendenser? Ud over politisk lobbyvirksomhed og en åben offentlig debat om problemerne, er der ikke så mange andre, der kan gøre noget ved det, end kunstnerne og kunstens institutioner selv.
Svaret må være en kamp for større åbenhed og en kritisk selvreflekterende praksis på alle niveauer. Jeg ser artiklen som et positivt bidrag i den retning.
jeg vil mene at en person der kun har en afgangseksamen fra f.eks CBS. er uegnet til at være leder og kurator på en gang. Hvor er kunstneren , ” personen der skaber ” i en sådan sammenhæng !
Istedet skulle man efter min mening sætte ind på kunstakademierne hvor kunstnerne går i en lang årrække ” i danmark 6 år “.
Eller også skulle der iværksættes et konstruktivt sammenarbejde mellem f.eks CBS og kunstskademierne , således at der skabes en konstruktiv dialog og et sammenarbejde. Jeg er enig med Pernille Skov i at partnerskabet og sammenarbejdet må være vejen frem ellers graves kløften mellem de der skaber og de der Kuraterer bare endnu dybere. De fleste kunstnere idag kuraterer deres egne udstillinger eller gør det i sammenarbejde med en person der har fagligheden iorden og som har et indblik i kunsten på et højt fagligt niveu.
Til A K Dolven:
Kan du utdype og konkretisere ditt utsagn om at “fagligheten bestemmer ikke linjene lenger”?
Takk fra
Dag Solhjell
Jeg er delvist enig – men jeg synes der mangler den vinkel, hvor samme person faktisk magter at overkomme begge dele. Altså både at udfolde det kunstneriske potentiale og samtidig være i stand til at håndtere forretningen og det administrative. Det kan jo i øvrigt også finde sted i partnerskaber – ledelsen af kunstinstitutioner kan også finde sted fra en position delt mellem to personer, der har et godt samarbejde og er kompetente på hver deres område.
Som vi vet, dette har skjedd allerede i kunstakademiene. En utdannelsen som skal være på topp kunstnersik nivå.. Faglighten bestemmer ikke linjene lenger. Fagligheten har ikke egne finansielle midler lenger. Faglighten blir ikke verdsatt i denne modellen. Endringen har skjedd raskt og merkes allerede tydelig. Nylig lagt bak meg 6 år professorat i Oslo.