Om to uger åbner afgangsudstillingen på Kunstakademiet i København. Også denne gang foregår det i Kunsthal Charlottenborgs store sale. Sådan har det været de sidste 15 år, hvilket giver mening. Institutionerne har til huse i samme bygninger og kunsthallen er en del af akademiet med rektor som øverste leder. Det nye er en publikumspris, som deler vandene.
I år vil publikum, som indløser billet til udstillingen, også få udleveret en stemmeseddel. Efter besøget kan man afgive sin stemme i kunsthallens reception. Kunstneren, bag det værk, der har fået flest stemmer, honoreres med en pris på 40.000 kroner, som uddeles ved en officiel prisoverrækkelse i kunsthallen. Midlerne er doneret af Birgit Vibeke Tofts Mindefond, og med prisen følger også et interview med mediet Art Matter. Også kunstnerne på anden- og tredjepladsen vil få et interview.
Da afgangsudstillingen i 2010 indtog Charlottenborg for første gang var Lea Porsager, Alexander Tovborg og Inuk Silis Høegh blandt dimittenderne. «De professionelle» lød rubrikken på Kunstkritikks anmeldelse dengang. Det var positivt ment, dimittenderne havde fået mere plads, værkerne var for engang skyld ordentligt installeret og der var taget hensyn til individuelle behov. Men måske professionalisering i dag har fået et nyt ansigt. Grundet en stigende opmærksomhed omkring afgangsudstillingen, men også omkring unge talenter og talentshows i det hele taget. Mange danske kunsthaller har efterhånden et talentprogram for unge kunstnere. Selv Statens Kunstfond har et «karriereprogram for den unge kunstneriske elite».
Da Kunstkritikk anmeldte Afgang i 2010, skrev ingen dagblade om udstillingen. Sådan var det en god del år frem. I dag, hvor de fleste dagblade har skåret ned på kunstkritikken, er afgangsudstillingen en af de udstillinger, som stadig prioriteres. Hypen er ikke til at komme udenom. Og kritikken af den nye publikumspris skal givet ses i forlængelse heraf.
Mens kunsthallens leder Helene Nyborg Bay ser prisen som en mulighed for at inddrage publikum og give kunstnerne synlighed, er to tredjedele af årets 27 dimittender kritiske over for prisen. En af dem er Maria Lindeblad, som tager afgang fra billedhuggerskolen på akademiet:
– Prisen fremstår som et symptom på en retning, som bliver mere og mere almindelig. Hvor kunstinstitutionernes interesser bestemmer, hvordan kunsten fremstår og formidles. Afgangsudstillingen markerer afslutningen på en mangeårig uddannelse, og der er noget underligt ved at gøre den til en konkurrence. Det giver en dårlig dynamik i en uddannelsessammenhæng, som burde handle om at tage afsked med kolleger i en god ånd og med fokus på det faglige. Selvfølgelig er de fleste studerende glade for synlighed og støtte, men vi er også mange, som er bekymrede for, at en publikumspris kan komme til at diktere den kunst, der blivet lavet. Prisen vidner om en ny kurs for kunsthallen, som både jeg, andre studerende og professorer, hverken synes er respektfuld overfor os eller overfor publikum.
Afgangsudstillingen har allerede andre priser, som er uddeles efter votering af en fagjury. Hvorfor er det værre med en pris, der udpeges af publikum?
– Fagjuryer blander sig ikke i, hvordan udstillingen skal opleves og uddeles fra en fond med en tydelig afsender. På stemmesedlen skal publikum skrive et kunstnernavn, men de skal også svare på to spørgsmål. Det bliver en underlig undervisningssituation, som ingen har bedt om, og som dikterer oplevelsen. Det vidner også om en manglende tillid til sit publikum – en manglende tro på, at gæsterne formår at opleve kunsten på deres egen måde og stille deres egne spørgsmål. Desuden kommer prisen hurtigt til at handle om social og kulturel kapital. Hvis man har familie i København, har man så en fordel i forhold til dem, som kommer udefra? Kunsthallen forsvarer prisen med, at man appellerer til det såkaldt brede publikum. Men hvad vil det overhovedet sige ’at stemme på kunst’? Hvem er det, der stemmer? Og for hvis skyld laver man overhovedet denne udstilling?
Kunsthalsleder Helene Nyborg Bay anerkender, at dem med større netværk ville have en fordel, hvis prisen var baseret på en online deltagelse. Derfor har kunsthallen gjort stemmesedlen fysisk. Den fås først, når man køber en entrébillet og kan først kan købes dagen efter ferniseringen.
– Vi sigter mod det neutrale publikum og ikke dem, som kan mønstre flest venner og familie på åbningen, som vinder. Desuden er det en fejring af kunstnerne, som også giver dem synlighed.
Når man overlader evalueringen af en seksårig uddannelse til et bredt publikum, er man så ikke med til at underminere den faglighed og de akademiske kriterier, som uddannelsen er baseret på?
– Publikumsprisen har ikke sammenhæng med den faglige bedømmelse af de studerendes afgangsprojekt. Jeg tror, det er vigtigt, at de nye kunstnere har øje for, at kunsten appellerer til mange forskellige målgrupper. Ja, Afgang er et eksamensværk, men det er også en transition. Der er en overgang fra arbejdet i atelieret til udstillingen i den professionelle kunsthal, og vi bestræber os på at gøre den oplevelse så autentisk som muligt. Det er en ilddåb med alt hvad dertil hører, lige fra pressemeddelelse, formidling og fernisering til mødet med et stort publikum.
Hvis I behandler dem som alle andre kunstnere, kan man så også forestille sig en publikumspris til den næste gruppeudstilling, som kunsthallen selv kuraterer og selv har udvalgt kunstnere til?
– Hmm, det ved jeg ikke. Der er uddeles jo også en pris på Forårsudstillingen. Publikumsprisen giver en bredere og mere umiddelbar eller intuitiv respons, fordi vi beder publikum om aktivt at tage stilling til den kunst, de oplever – fx hvilke stemninger, følelser og tanker, værkerne har sat i gang.
Er der ikke en risiko for en skævvredet kamp om opmærksomheden. Omkring det mest shiny eller købeklare værk. Har kunsthallen ikke også et ansvar for, at afgangsudstillingen, som jo er kunstnernes svendestykke, sker på deres egne betingelser og også er en god oplevelse for dem?
Opmærksomhed vil altid være skævt fordelt, for alle kunstnere kan forskellige ting. Nogle er gode til at netværke, andre er gode til at skrive ansøgninger eller til at tale om deres kunst. Man skal heller ikke undervurdere publikum. Det kan lige så godt være et lille undseeligt værk, som vinder, fordi det appellerer til noget i publikum, som de måske ikke umiddelbart forstår, men gerne vil længere ind bag. Men jeg lytter også til kritikken og har lovet de unge kunstnere, at vi evaluerer den nye pris bagefter.
Publikumsprisen kan ses i forlængelse af en stigende opmærksomhed omkring afgangsudstillinger det sidste årti. Nogen vil sige, en nærmest opkørt stemning. Hvad siger du til det?
– Det er rigtigt, at interessen for Afgang er steget, men det er et godt tegn. Det betyder, at omverdenen interesserer sig for den nye generation af kunstnere. Der er også mange måder at skabe kunst på og skabe sig en karriere på. Det lader sig ikke afgrænse af form eller medier.
Selvom Maria Lindeblad medgiver, at økonomisk støtte er vigtig for en nyuddannet kunstner, så mener hun, at den nye pris kunne være tænkt på mange andre måder.
– Kunsthallen har aldrig spurgt os studerende, hvad vi synes om konceptet, og har heller ikke taget det op, efter der er blevet rettet kritik mod det. Man kunne tænke sig andre modeller, som lå mere i tråd med en uddannelsessituation og med en mere respektfuld, professionel ramme. For eksempel kunne pengene gå til flere gratis åbningsdage, så flere mennesker kunne se udstillingen.
En pris er vel også udtryk for den konkurrence om rampelyset, som alle de nye kunstnere møder det sekund, de træder ud af akademiet. Er det ikke naivt at forestille sig, at afgangsudstillingen ikke er en del af det?
– Selvfølgelig er afgangsudstillingen en del af offentligheden, ligesom vores uddannelse er det. Men det betyder ikke, at vi ikke kan tale om, hvordan rammerne omkring udstillingen bør være. I forvejen er opmærksomheden omkring Afgang på Charlottenborg kørt meget op. Mere end i resten af Skandinavien, er mit indtryk. De fleste, som er kritiske overfor prisen, fokuserer i virkeligheden også mere på den som et symptom på kunsthallens nye kurs, hvor kommunikationen med de studerende er sparsom. Og hvor stedets nye vision, som handler om at gøre alting tilgængeligt for et «bredere publikum», sker på kunstens bekostning. Det er den dialog, vi gerne vil starte. Vi har en stemme lige nu, fordi vi tager afgang i år. Næste år er vi videre og prisen er måske allerede en tradition.
