Hovedpersoner

Jos de Gruyter og Harald Thys' spøg og skæmt-æstetik går ikke op i hat og briller, men gør at alle kan være med.

Jos de Gruyter & Harald Thys, Christine & Léa Papin, 2018. Gips, akrylmaling og kunstigt hår. Foto: Kåre Viemose.

Jeg blev ordentlig glad over at høre, at belgiske Jos de Gruyter og Harald Thys skulle udstille i Kunsthal Aarhus – kunstnerduoens første institutionsudstilling på dansk grund. For mig er de eksponent for en sjælden kunst som, uden at forfalde til simple platituder, er både sjov og skør.

De er også et par garvede gutter. Med tredive års samarbejde bag sig har kunstnerduoen udviklet en kompleks praksis og udstillet vidt og bredt, som de næste år topper, når de indtager Den belgiske pavillon på den 58. Venedigbiennale. Men først Konkurs Eksperten i Kunsthal Aarhus.

Jos de Gruyter & Harald Thys, Darya Nikolayevna Saltykova, 2018. Foto: Kåre Viemose.

Vi skal ned i kunsthallens kælderetage. Her møder vi et ekstensivt persongalleri. 43 hoveder placeret på hylder med navn i en lige linje langs væggene. Rummet er sparsomt belyst og belagt med et gråt væg-til-væg-tæppe. Hovederne er 3D-printet i gips og bemalet og besat med kunstigt hår og hovedbeklædning. Nogle af ansigterne kender vi. Andre er ukendte. Persongalleriet er en sammensat gruppe af diktatorer, politikere, mordere og ofre, forretningsmænd, B-skuespillere og opdigtede figurer.

Et hæfte med foto og tekst ledsager portrætterne. En slags blå bog. Heri kan vi læse de portrætterede personers usædvanlige historier. Alt fra rædslerne, som nogle af disse personer har ført med sig, til de mærkeligste små anekdoter om karaktererne.

Jos de Gruyter & Harald Thys, Konkurs Eksperten, 2018. Foto: Kåre Viemose.

Men hvad har eksempelvis en figur som den humørsyge danske entreprenør-kunstnertype Konkurs Eksperten, ulvemanden Fredor Jeftichew, den belgiske brand marktingsfantast Erik Saelens og en moderisk adelskvinde fra 1700-tallet med hinanden at gøre? Blot for at nævne nogle få ud af de 17 nye portrætter, der er lavet til nærværende udstilling. Svaret er: ikke en dyt andet end at de er sammenførte i denne udstilling.

Kunstgrebet består slet og ret i at smaske personer sammen, der overhovedet ingen forbindelse har til hinanden. Og det, at portrætterne er opstillet sideordnet, gør, at der ikke hersker et udtalt hierarki imellem dem, hvilket tvinger os til at skænke alle lige stor opmærksomhed.

Denne non-hierarkiske og parodiske portrættering, som både er urovækkende og latterlig, gør at vi må se udover og bagom banale binariteter, såsom godt og skidt, både i moralsk og æstetisk forstand. Sidestillingen mellem historiske og opdigtede personer minder os desuden om, hvorpå personportrættet normalvis konciperes, om hvordan enkeltpersonen i offentlighedskulturen skabes og hvor forligeligt, hvis ikke identisk, karakteristikken er mellem fiktion og dokumentarismen. En sådan reminder opleves først svimlende, men sætter sig snart bevidstgørende.

Faren for at denne spøg- og skæmt-æstetik går op i hat og briller er en risiko, som denne kunstnerduo er vant til at løbe. Også denne gang formår de ikke at løbe i fælden. I stedet lykkes de med at lave en udstilling, hvor alle kan være med og hvor gys og grin ledsager hinanden i lige mål.

Jos de Gruyter & Harald Thys, Jacobina Bienebol, 2018. Gips, akrylmaling og kunstigt hår. Foto: Kåre Viemose.

Læserindlæg