Visse mennesker, formentlig mange, mener, at det er sprogets opgave at give menneskeøjnene og menneskehovedet adgang til kunstværkerne. Ord kan snitte sig vej gennem den stædige tåge som i særlig grad samtidskunst kan ligne. De kan brede sig udover en tilgængelig firkant – det kunne være en væg eller et stykke papir – som en brugsanvisning. Beklageligvis er det nærmest i kraft af ordene, at kunstværkerne får lov at findes, sådan kan det føles: fondsansøgningernes ord, pressemeddelelsernes ord, der skal facilitere anmeldelsernes ord, formidlingsordene, der skal sikre bredt publikum og støttekroner.
Det er svært at placere ansvaret for disse mekanismer et bestemt sted, velsagtens deles det mellem et rindalistisk politikervælde og artige akademikere, der skal have noget at lave, men sikkert er det, at kunstværker sjældent selv beder om ordene. Jeg lever til dels af at beklæde kunst med sprog, naturligvis er det min holdning, at sproget og kunsten kan noget med hinanden, men det er også min holdning, at det kun sker, hvis der ikke er en afhængighed på spil.
FOS’ udstilling hos galleri Nils Stærk er sådan set fyldt med sprog, men som det ofte er tilfældet, når udstillinger fungerer bedst, bliver ordene ikke rigtig sagt. De findes i titlen – Words for Works – den her brede sætning, der også lyder som forstadiet til en gåde, de findes i figurerne og i den scenografiske rumlighed. En arkitektur af stof rejser sig og skaber en mere labyrintisk ufremkommelig gemakstemning, end de høje gallerivægges hvidhed som regel er i stand til (wwww oooo rrrr dddd ssss ffff oooo rrrr wwww oooo rrrr kkkk ssss, 2024).
Der er døråbninger og vindueshuller i disse tekstilvægge, som både har lærredets stive robusthed og en chillet batiklignende indfarvning i sig. Nuancer af lyserød hen mod magenta og dybere lilla, forskellig slags fersken, plamager af blåligt, grønligt, gråligt, brunligt, lærredets kalket staldagtige grundfarve, et par gule stænk. Ikke skyggen af psy-trance-ironi eller hippie, bare fugtigt smukke gradienter gennem det midlertidige hus i huset, der rammer de øvrige værker ind.
Fire stole omkring et bord (30 Minutes Table, 2024 og 20 Minutes Chair, 2024) i et af rummene, på bordet en bronzeskulptur (()., 2024): fire mennesker i en støbt stabel, de fire middagsgæster der ikke sidder i stolene. Et muligt forbehold overfor disse dygtigt designede møbler som skulpturer føles obligatorisk, men egentlig hurtigt underordnet. Mon ikke vi er færdige med at problematisere, hvorvidt ubetinget funktionelle objekter (stolene har lækre uldne hynder!) kan stå i et galleri og være kunstværker. Eller stå i et galleri og være møbler fordi who cares.
Stofkonstruktionen og dens aparte interiør ligner ingens hjem, men ligner dog en form for bolig, måske skabelonen til et hus. Hjemmets sprog er herinde – møbler, døre, dimser, billeder på væggene – men det er som om, det bare blafrer og hvisker lidt i udkanten af, hvad vi mener et hjem er.
En glascylinder med strenge af neon-lysdioder indeni er næsten en lampe, som den hænger og lyser i hjørnet (The Present is the Past Factory, 2024). En aluminiumskasse på væggen er praktisk talt en lille reol, men dens indhold ser ikke umiddelbart ud som pæn stue: lidt orange reb, en figur i bøjet glas, en emaljeret kobberring, en valnød klistret til undersiden (Enamel, glass and walnut, 2024). Det teater- eller legehusagtige ved interiør og lærredsarkitektur er mættet af sprog, men hvad der bliver sagt er mildest talt tvetydigt. Den slags gakkede idiosynkrasier, som kan opstå, når man som FOS arbejder med tilsyneladende hvad som helst, men ikke på måder, der ser slaskede eller ubeslutsomme ud.
At der i et hjørne står en række jesmonite-sten som på samme tid har noget Stonehenge og noget stilladsagtigt over sig (Ruin, 2024), at der i et andet hjørne ligger en menneskearm i gummi på en bund af hårdt, skiveskåret sand (Hands Smooth by Coins, 2019), det hele ligner den slags højst uigennemskuelige men overbevisende selvfølgeligheder, som visse kunstpraksisser af en eller anden grund emmer af. Måske netop når de befinder sig så tæt på sprog og historie og afkodelighed, som udstillingen Words for Works gør, men stadig formår at undvige det hele ganske eftertrykkeligt. Her er det følelsen af næsten at forstå, der gør uforståeligheden fed.
Jeg ved ikke, hvad der foregår mellem stofkorridorerne hos Nils Stærk. Hvilken slags scenarie, der kunne udspille sig rundt om det bord, hvorfor der pludselig hænger to sirlige bronzesløjfer på de vægge (Scissor, 2024), hvad den gennemskårne arm skal med halvdelen af en tom Pellegrino-flaske, som den aldrig kan nå. Men jeg ved, at blikket kan falde lige ind gennem en lavtplaceret vinduesåbning, så det ser ud som om gummifingrene i sandet er fjernsyn eller dukketeater, at et blåt sted i lærredsarkitekturen har samme blege luftighed som aftener, der er ved at blive lyse. Jeg ved, at svejsningerne og syningerne og indramningerne ligner grundighed og præcision og stolenes snoede metalben ligner et flot dyr fra en tid, vi ikke rigtig er ankommet til.
Hvis figuration hører sammen med sprog og abstraktion med ordløshed, tror jeg den her udstilling sludrer lige så meget, som den er tavs.
