En flok store teenagere, en voksen lærer og en lidt mindre voksen gæstelærer om et bord, strikketøj og åndsfraværende tegneri i kladdehæfter, termokandekaffe og rod, håndholdt kamera: dette ligner virkelig virkeligheden. Skarpt institutionslys over forsamlingen, den lidt søvnige aftenskole- og hverdagsstemning er ikke til at tage fejl af. Sara Sjölin – situationens gæstelærer – klapper overlagt ubehjælpsomt med et legetøjslignende klaptræ, de unge mennesker og læreren fra Fyns Laboratorie for Ung Kunst (FLUK) sættes i gang med et filmprojekt, der nu har fået en snert af fiktiv dokumentarisme over sig.
Sammen med Sjölin, skal eleverne lave en film, der udspiller på det lokale (og, forstår man, temmelig legendariske) spisested Jettes Diner i Svendborg, og under de hvidtlysende lamper om det store skolebord løbes manuskriptet igennem. En slags dokusoap går således i gang: rigtige ansatte side om side med FLUK-elever, rigtige gæster og naturligvis også Sjölin selv tonser rundt på dineren og 12 scener af mere eller mindre grotesk karakter udspiller sig.
Det regulære kælderrum, som er Lagune Ouests, er i udstillingens anledning mere en biograf end et galleri, intet andet end akustikplader og en stolerække foran den endevæg, hvor Jettes Dinerskole screenes, og dejligt er det jo altid, når videoværker får lov at stå alene. «Speech» bliver nævnt som en af de primære bestanddele i Sara Sjölins praksis og dette værk er ingen undtagelse. Hvis man kan tale om et trademark hos en kunstner, der for de fleste udenfor en københavnsk/centraleuropæisk yngre kunstscene formentlig er ukendt, må Sjölins ganske rigtigt være snak og stemme.
Med karakteristisk og næsten perfid langsomhed akkompagnerer kunstnerens egen stemme som regel hendes videoværker, monotont som en mark, der pløjes med formfuldendte svenske sætninger, men virkelig aldrig kedeligt. Det er muligt, at det har at gøre med min egen så godt som ubetingede kærlighed til det svenske sprogs spidse artikulation og fantastiske ordforråd, men for mig at se er svensk altid en (humor)kvalitet i sig selv. I særlig grad hos Sjölin: Ordene gennemtygges, serveres som kunstfærdige retter og bliver straks en slags hovedroller.
På sin vis er det også tilfældet i Jettes Dinerskole, men lidt anderledes fordi det ellers exceptionelle svenske er fordansket en anelse, så de skoleelever, kunstneren instruerer, kan følge med. Derudover er der bogstaveligt talt mange kokke i spil. Eleverne har tilsyneladende udformet deres egne scener i grupper, og det begrænser Sara Sjölins hovedperson-hed og gør filmen markant mere smadret-hjemmevideo-agtig end tidligere værker, der trods potentiel håndholdthed og grynede billedsider har virket mere konsekvent konceptuelle.
Tilsyneladende mødes eleverne en aften på Jettes Diner, for at instruere og spille deres respektive scener sådan rimelig lemfældigt oveni hinanden. Sjölin både filmer og spiller med og instruerer, hele tiden denne følelse af et kollektivt foretagende, der maxer ud på kollektiviteten men som en bogstavelig bunkesituation snarere end et pseudoteoretisk kunst-buzzword. Det er usmukt og fedt.
Først skal der laves klamme burgere, sådan helt barnligt med rejer og majs og andre nederen ingredienser, siden udspiller sig den arketypiske teenagesituation, hvor mad (i dette tilfælde elendige nachos) bare under ingen omstændigheder deles med vennerne. På et tidspunkt skal dinerens ansatte underskrive en såkaldt ‘release contract’, og efterfølgende går noget, der både ligner fødevarekontrol og cinematografisk ekspedition i industrikøleskabene i gang. Sara Sjölin giver sig til at fortære de to klamme burgere på toilettet, en skoleelev kigger forbi til sen fyraftensbajer, en Sarah Lucas-reference i form af spejlægsbryster kastes afslutningsvis ind (og i sin helt sikkert intentionelt uelegante tydelighed ligner det en måde at både understrege og punktere, hvordan Jettes Dinerskole er et værk). Det ene åndede optrin efter det andet, igen og igen må man fnise over, hvor knaldet alting er.
Værket er vel så at sige båret af sin sjovhed, af Sara Sjölins sjovhed, hvis måske største kvalitet er at den virker uimponeret over sig selv. Og det handler ikke om Jantelov, men om at humor fungerer bedst (for ikke at sige kun), når den holder sig selv i skak, når selve grinet aldrig rigtig er der, men erstattes af den næsten dovent tørre deadpan-timing, som Sjölin virkelig mestrer. Og naturligvis er humoren også en slags visuelt element, spektakulære billeder er der ikke rigtig nogen af, men det er ikke ensbetydende med at både kamera og klipning ikke er bemærkelsesværdigt.
Tre-fire forskellige kameraer vælter rundt i det – måske til lejligheden – ret uappetitlige køkken, kaotiske spring mellem elevernes (mobil)optagelser, kunstneren, der skyder og snakker – og selv filmes mens hun skyder og snakker af en tredje fotograf. Dokusoap-følelsen, når Sjölin med alvorsmine oplyser denne tredje fotograf om, at «this is an international documentary«, mens hun og en håndfuld elever afdækker tilstedeværelsen af pastaskruer og frossen kylling i dinerens kølerum.
Og det skægge bliver på en måde også tematisk eftersom vældig autentisk teenagestemning gennemstrømmer alting: en rødmende plat begejstring ved klam mad og fjol og fællesskabet, følelsen af skoleprojekt på frie og tillidsfulde måde, som ret smukt spejler den Waldorf-tankegang kunstneren selv er vokset op med.
«Education is not the filling of a pail, but the lightning of a fire«, står der med klassisk Waldorf-font i begyndelsen af filmen. Og udover at være en fniseren sætning i lyset af, hvordan Dinerskolen herfra gakker ud, er det også en oprigtigt fin antydning af den vilje til fri kreativitet, som vel er en af Steinerfilosofiens søjler – i hvert fald hvad angår skolegang. Først senere går det op for mig, at Jettes Dinerskole jo simpelthen, når det udtales, lyder som Jettes Steinerskole.
