Kan jeg byde på en Fanta?

Pressen har ædt det råt. Med sans for lige dele sensation og skandale har de interviewet, fotograferet og skrevet. Og man kan ikke fortænke dem i det. Historien er simpelthen for god til at lade være. Den 10-årige Cato J. Dibelius har på sin fars – kunstneren Robert Barta – anledning kurateret udstillingen Daddy you can’t make a cactus … This has already been done! (hans første) på Grimmuseum, som ikke bare et hvilket som helst sted, men et ambitiøst kunstnerdrevet udstillingsrum. Om kunstverden kaster sig over Cato som den nye Hans-Ulrich Obrist må tiden vise, men avisen Tagespiel har allerede kaldt ham «den lille König» og en ven overhørte fornyeligt en kunstner sige, at han nu skulle til at gøre sig til hos unge Cato. Det var kun halvt i spøg. Det presserende spørgsmålet var, hvad bestikkelsesmidlet skulle være. En Fanta?

Og med en sand kosmopolitisk opvækst i San Francisco, München og Berlin samt en mor der er redaktør for et kunstmagasin, har Catos hidtidige tilværelse da også alle ingredienserne til en kometkarriere i kunstverden. Som der står i pressemeddelelsen har han oplevet «intense konfrontationer med kunst i en ung alder». I et interview har han således fortalt, at han har set over 400 udstillinger. Og for det ikke skal være løgn så har Cato faktisk haft udstillingen på Grimmuseum i tankerne i to år (siden han var 8!). Det er det stjerner er lavet af. Man kan se ham som kunstverdens svar på en ung tennisstjerne. Hvis Boris Becker kan vinde Wimbledon som 17-årig så kan Cato også kuratere Documenta inden han fylder 20!

Udstillingens titel er en reference til Catos – i følge faderen – helt unikke evne til at huske kunstværker. Da faderen sagde, at han ville lave et værk med en kaktus svarede Cato prompte, at det kunne han ikke lave for det var der allerede en anden kunstner der havde lavet (Simon Starlings Kakteenhaus). De fleste forældre er nok bekendte med børns særlige evne til at huske, men alligevel. Imponerende.

Hinsides teoretiske overvejelser er de 14 værker på gruppeudstillingen «intuitivt» udvalgt blandt Catos favoritter. Det der binder værkerne sammen er, at de «stimulerer sanserne: de er højlydte, de bevæger sig, de lugter, de er farverige, nogle kan endda spises». Derudover er den unge kurator – eller «barnet» som han omtales af den person, der viser rundt i udstillingen – interesseret i procesværker, der «demonstrerer teknisk præcision og håndværksmæssig kunnen». Alt dette samt overvejelser omkring ophængning og værdien af børns perception står at læse i pressemeddelelsen, der vel sagtens kan ses som et kuratorisk manifest for en ny generation af kuratorer, som ikke lader sig strømline af akademisk lingo og institutionel korrekthed, men frit følger deres uspolerede instinkter. I den forstand repræsenterer Catos udstilling en mulighed for at genfinde et oprindelig forhold til samtidskunsten før det blev gennemmedieret af diskurs og økonomi og politik. Smukt. Og i følge besøgstallene også noget der resonerer med det brede publikum.

Hans instinkt er ikke desto mindre spot on i forhold til samtidens smag. Når man ser udstillingen er det ikke til at se at den er lavet af en 10-årig. Den kunne være lavet af enhver opdateret kurator med sit personlige blik på den eksploderede samtidskunst. Fra titlens selvbevidste leg med kunsthistorie til blandingen af skulptur, video, maleri (med elektrisk lys), installation, foto og objekter, har udstillingen alt hvad man kunne ønske sig. Ingen formalistisk eller politisk dagsorden, men en demonstration af en åben identitet og sand mangfoldighed. Han er barn af Youtube-generationen, laver udstillinger som var det en playliste. Det hele er desuden lækkert installeret med sans for rummenes kvaliteter og tilsat en anelse uformel skødesløshed, så det ikke bliver for pænt. Det er et greb, som er på pensummet kuratorskoler verden over, men som Cato altså har lært sig selv med home schooling. Indrømmet, Cato er en ener. Det er dog svært ikke at se en radikal institutionel kritik i udstillingen eller i hvert fald en anledning til dyb selvrefleksion hos alle fra Bard College til de Appel.

Alt dette kunne være interessant og relevant, hvis ikke det var fordi udstillingen fremstår som en kalkuleret iscenesættelse. Jovist, pressemeddelelsen giver indtryk af et rørende og respektfyldt forhold mellem far og søn, men det er svært at abstrahere fra det nulpunkt af mening og ambition, som udstillingen med en blanding af ironi og nostalgi kredser om. Er kuratoren blevet så ligegyldig en karakter af han/hun kan erstattes af en 10-årig? Er det der kunstverden er kommet til i sin jagt på det nye, på whatever? At besøge udstillingen er som at være med i en kunstverden-version af Robert Altmans Pret à Porter. Catos talenter og værkernes kvalitet uforsagt er det som at være vidne til en imploderet virkelighed i form af en joke som alligevel ikke er en joke og så alligevel er det. Eller? Det er ikke til at afgøre og det sørgelige er, at det i sidste ende også er lige meget. Man befinder sig midt i en postmodernistisk malmstrøm af retorik, en forvrænget spejling af det modernistiske frigørelsesprojekt, hvor alt kan lade sig gøre, fordi ingenting rigtigt betyder noget længere. Eller rettere; man har opgivet at insistere på mening men forsætter ikke desto mindre fuldt bevidst om dette meningstab med at producere mens man foregiver, at der stadig findes mening. Udstillingen fremstår således som et produkt af en form for oplyst kynisme, hvor man gennem «barnets» uspolerede blik på kunsten mimer en institutionel kritik samtidig med at man synes at have opgivet troen på og ønsket om at udfordre og ændre kunstinstitutionens kulturelle økonomi. I sidste ende fordi man ikke ser kunstinstitutionen som andet end netop kulturel økonomi. The show must go on.

En ting man bemærker er ved udstillingen er, at den udelukkende viser værker af mandlige kunstnere eller rettere af faderens venner. Måske er det for meget at forvente af Cato, at han går sine egne veje endnu. Men som en anden ven bemærkede: Man kan altid sætte sin lid til puberteten og håbe på, at han gør oprør og bliver feminist.