I kølvandet på efterårets debat om kønskvoter i den danske kunstverden går Københavns Kommune nu foran. Fremover vil Rådet for Visuel Kunst indkøbe lige meget kunst af mænd og kvinder. Ikke mindst vil man bestræbe sig på, at der også bliver brugt lige mange penge på de mandlige og kvindelige kunstneres værker.
Baggrunden for efterårets debat – og dermed Rådets beslutning – er en amerikansk undersøgelse fra september 2019. Den viste blandt andet, at kvindelige kunstnere udgør blot 2 procent af salget på de sidste ti års globale auktioner. Selv om undersøgelsen havde et amerikansk fokus, fik den alligevel stor opmærksomhed danske medier. Det skyldes ikke mindst direktør på Kunsthal Charlottenborg, Michael Thoubers, udmelding om, at tallene var så deprimerende, at tiden var kommet til at tage kønskvoter i brug.
Debatten blev fulgt op af Organisationen Danske Museer, der i november offentliggjorde resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt sine medlemmer omkring kvindelige repræsentation i museernes udstillinger og indkøb.
Tallene viste, at selv om vi ikke har amerikanske tilstande, så er der alligevel lang vej til reel ligestilling i den danske kunstverden. Antallet af soloudstillinger af kvindelige kunstnere lå således på 29 procent, mens procentsatsen for indkøb af kvindelige kunstneres værker var 22 procent i perioden 2004-2019. Der var dog også grund til optimisme, mente organisationen. Ser man på tallene for de seneste fem år, er erhvervelser af værker af kvindelige kunstnere rykket fra 22 til 36 procent, og soloudstillinger med kvindelige kunstnere fra 29 til 34 procent. Dermed kunne det se ud som om, der er fremskridt at spore.
I Rådet for Visuel Kunst har ligestilling i indkøbspolitikken længe været et fokusområde. Over de seneste seks år er der således indkøbt værker af 109 mænd og 81 kvinder. I 2019 har man indkøbt lige mange værker af mænd og kvinder. Det viser sig alligevel ved nærmere fintælling, at der er brugt flest penge på værker af mandlige kunstnere. Det er blandt andet på den baggrund, at man nu indfører retningslinjer på området.
Kunstkritikk har talt med Michael Thouber, som er medlem af Rådet for Visuel Kunst.
Organisationen Danske Museer lavede fornyeligt en undersøgelse, som viser at tallene for dansk museumsindkøb af kvindelige kunstnere er støt stigende. Hvis det allerede er bevægelse på området hvad er så argument for at indføre kønskvoter netop nu?
Grunden til, at jeg synes, det har været en vigtig beslutning at tage, er at det er mit generelle indtryk, at det går for langsomt med balancen i kunstverdenen, både på de danske museer og på det internationale marked. Vi har også taget beslutningen for at inspirere vores kolleger på andre kunstinstitutioner og i andre kommuner og råd, til at åbne øjnene for, at der er lige så mange dygtige kvindelige kunstnere derude, som der er mandlige.
Organisationen Danske Museer fremlagde, at der var indkøbt omkring 22 procent kvindelige kunstnere i den periode, de havde undersøgt, og det synes jeg stadigvæk er for lidt. For mig handler denne her debat om repræsentation, og hvis vi har en kunstverden i dag, hvor der er nogenlunde lige mange kvindelige og mandlige kunstnere og der ikke er nogen faglig grund til at tro, at de mandlige kunstnere er væsentligt dygtigere, så er det besynderligt, at der stadig er så stor en skævvridning: Hvad enten det er to procent på auktioner, 11 procent på amerikanske museer eller 22 procent på de danske museer, så synes jeg, at udviklingen går for langsomt.
Jeg har selv været en af dem, der talte imod kvoter, da diskussionen var oppe for 15 år siden, hvor tallene fx viste, at kun 6 procent af de værker, der var indkøbt til Statens Museum for Kunst var skabt af kvinder. Dengang sagde jeg selv, at det tal ville blive bedre i fremtiden og at udviklingen var igang. Det kan man selvfølgelig også sige, at den var: Der er forskel på 6 procent dengang og omkring 22 procent i dag, men det går bare for langsomt.
Du nævner en manglende ligeløn for mandlige og kvindelige kunstnere som en af begrundelserne for, at det er en god ide at kvotere. Kan du forklare, hvorfor man i Københavns Kommune har købt lige mange værker af mænd og kvinder de seneste år, men betalt mere for værker af mandlige kunstnere?
Det kan der være to forklaringer på: Enten har vi købt mere omfattende – og dermed dyrere – værker af de mandlige kunstnere, eller også har de kvindelige kunstnere fået en lavere pris for deres værker.
Kunsthal Charlottenborg, som jeg er direktør for, ligger sammen med Kunstakademiet, hvor de unge kunstnere bliver uddannet. Jeg synes, det er sørgeligt, hvis det signal, der bliver sendt til de unge kvindelige kunstnere er, at de aldrig kommer til at leve af deres kunst.
Vi er kommet et sted hen i kunstverdenen, hvor de kvindelige kunstnere sagtens kan klare sig kvalitativt. Nu skal de også kunne klare sig økonomisk. Og jeg er med på, at det også er vanskeligt for mange mandlige kunstnere at klare sig økonomisk – kunsten er et svært fag at overleve i –- men det kan ikke være sådan, at det som udgangspunkt er sværere at klare sig økonomisk som kvindelig kunstner på grund af ens køn. Den bias synes jeg ikke, at vi skal give videre til den nye generation.
En forklaring på skævheden i indkøb på såvel museer som i kommuner, kan jo være, at de kvindelige kunstnere udgør en ret lille procentdel af kunstnere repræsenteret af de toneangivende, kommercielle gallerier (i 2014 var det omkring 27%). Hvordan forholder Rådet for Visuel Kunst sig til denne skævvridning? Køber I fx direkte fra kunstnerne?
Kønskvoterne handler egentlig ikke om, hvad der sker i salgs- og købsøjeblikket. Det handler om, at man laver en ordentlig research fra starten af. Når Rådet for Visuel Kunst planlægger en indkøbsrunde, så er vi opmærksomme på, at vi får set nok kvindelige kunstnere til, at vi kan lave en kunstfaglig vurdering af, hvilke værker vi synes er relevante at indkøbe. I sidste ende er det altid værket, vi vurderer, men det er klart, at hvis vi kun besøger kommercielle gallerier, hvor der er en overrepræsentation af mandlige kunstnere, så vil det ende med at afspejle sig i Københavns Kommunes samling. Derfor besøger vi også en del af de kunstner- og kuratordrevene steder, hvor der ofte er en noget bedre balance imellem udstillinger af mandlige og kvindelige kunstnere end på de kommercielle gallerier.
Vores opgave er at købe den bedste kunst ind til Københavns Kommune, og det er min faglige vurdering, at det ikke kommer til at ske, hvis vi kun køber kunst, der er skabt af mænd. Vi vil gerne inspirere andre, der køber ind til at åbne deres udsyn for, at skævvridningen måske er et udtryk for, at man ikke får set nok kunst. Måske får man ikke opsøgt de udstillingssteder, hvor de kvindelige kunstnere faktisk udstiller. Jeg opfatter denne her kønskvotering som en reminder til os selv om, at vi skal gøre vores research ordentligt, have et bredt nok udsyn, når vi foretager vores valg, og inspirere andre til at gøre det samme.
*
Rådet for Visuel Kunst (tidligere Københavns Kommunes Billedkunstudvalg) består af otte medlemmer, heraf tre politisk udpegede og fem kunstfaglige, der sidder for en fireårig periode. Over de seneste seks år, har Rådet købt kunst for 720.000 kr. Københavns Kommunes samling består af omkring 4.000 værker, der installeres på kommunalt ejede institutioner og kontorer.
Udover Michael Thouber består det nuværende råd af Gyda Heding (medlem af Bogerrepræsentationen for Enhedslisten), Hari Prasad Neupane (Medlem af Borgerrep. for Socialdemokraterne), Niko Grünfeld (Medlem af Borgerrep. for Alternativet), Mette Sandhoff Mansa (Museumsleder på Kastrupgaardsamlingen, repr. Organisationen Danske Museer), Hannibal Andersen (Billedkunstner, repr. Billedkunstnernes Forbund), Torben Ribe (Billedkunster, repr. Akademiraadet) og Kristian Poulsen (Billedkunstner, repr. UKK – Organisationen for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere).