«Why waste breath talking smack about something?»; «Anyone pissing in the very small and fragile ecosystem that is the literary world is mucking it up for everyone.»; «Are you going to put your time into something that’s not going to share well?»
Disse citater – udtalt af forlæggere og redaktører ved store amerikanske forlag – indgik fornyeligt i en artikel af litteraturkritikeren Christian Lorentzen, som kunne læses i Harper’s Magazine. Under den klik-venlige overskrift «Like This or Die», hævder han, at seriøs kritik, og i særdeleshed anmeldelsen som journalistisk format, er blevet kvalt af markedets krav.
Artiklens hovedfokus er litteratur. Billedkunst og film ordner han i en enkelt sætning: «Film and art writing were corrupted so long ago by slavish fixations on the box office and the auction price that it’s now hard to imagine them otherwise.»
Som kunstkritiker er jeg ikke blind for manglerne inden for feltet, men ikke desto mindre vil jeg stadig sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også er helt rigtigt. Jeg oplever, at billetsalg og auktionspriser spiller en mindre rolle i kunstens verden end de mediestrategiske forskydninger, som de indledende citater vidner om. Alligevel bliver jeg ofte bedt om at stå på mål for en kunstkritik, som mange opfatter som langhåret og svær. Okay, alle bruger stabler af Artforum og Texte zur Kunst som sokler for deres potteplanter, men hvem læser dem rent faktisk?
Lige netop Texte zur Kunst lover at tage kunstkritikken i kraven på samme måde som Lorentzen hudfletter litteraturkritikken. Det seneste nummer, der har temaet «diskrimination» – her forstået som både sondring og udelukkelse – har til hensigt at undersøge grundlaget for, hvordan ting vurderes som inde eller ude, gode eller dårlige, og hvordan sådanne domsafsigelser altid er forankret i de udelukkelsesmekanismer, der præger samfundet i øvrigt. Således introduceres hele problematikken i et essay af bladets grundlægger, Isabelle Graw, og kunsthistoriker Sabeth Buchmann under titlen «Critique of Art Criticism».
Graw og Buchmann tegner et billede af en kritik, der sidder fast mellem en anti-empirisk «hermeneutics of suspicion» (med reference til Bruno Latour), og det, som Kerstin Stakemeier har kaldt «system-immanent value-creation», en kunstkritik, der simpelt hen er for tæt sammenflettet med kunstmarkedet til, at den har nogen værdi i sig selv.
De beskæftiger sig således, omend i et langt mere akademisk sprog, med nogle af de samme problemer som dem, der er beskrevet i artiklen fra Harper’s Magazine. Samtidig eksemplificerer deres akademiske tilgang det, de betegner som kunstkritikkens grundlæggende problemstilling: «participation in the production of value is one of its defining features, yet it needs to articulate a distance from these values of the market.»
Kunstkritikken er rent faktisk i stand til at udtrykke en sådan refleksivitet, skriver forfatterne, men den må gå hinsides en simpel signaltilkendegivelse for virkeligt at «destabilisere» sin position. «Critics do not, as they like to think, survey the scene from above. The seemingly secure, system-stabilising judgement becomes vulnerable through recognition of one’s own particularity,» lyder det fra Graw og Buchmann.
Jeg kender ingen kritikere, der ikke er meget opmærksomme på deres dybe indlejring i scenen. Men selv hvis man ser bort fra dette punkt, forekommer det at sige, at man skriver ud fra en særlig partikularitet mig at være lige så selvindlysende som at anføre, at man skriver inde fra kapitalismen og ud. Hvad i alverden kan man ellers gøre?
Heldigvis diskuterer andre bidrag til Diskriminierung / Discrimination-temanummeret problemstillingen på mindre desorienterende vis. I en samtale med Jenny Nachtigall fortæller kunstneren Hannah Black om oplevelsen af at hænge fast i en slags dødvande «as someone who has been marked in my career with a certain set of political and ethical expectations, … [yet having to] articulate the problem of value from inside one of its spectral expressions … I don’t want that difficulty to totally subsume my work. But on the other hand it feels more generative to just go with that than to resist it. I’m scared of lying to myself.»
Det handler om ikke at lyve for sig selv, hvad angår éns egen position og moralske renhed, og samtidig blive ved med at arbejde. At være åben over for destabilisering betyder, at man på en eller anden måde er på gale veje, og om at lade denne forskydning give anledning til en værdifuld samtale, der kan tænkes at række hinsides værdien af éns arbejde (hvad enten man er kunstner eller kritiker).
I en rundbordssamtale ledet af Texte zur Kunsts redaktør Colin Lang om marginaliseringen af globale perspektiver i den tyske kunstkontekst, udtrykte forfatteren Max Czollek et behov for at arbejde «not only the from the position of the marginalised, but also the position of privilege, the point where we have resources we can use … If being left[-wing] means being free of guilt, I am not interested in it.»
Det, som Czollek synes at kredse om her, er faren for at en kritisk gestus som «destabilisering» bliver til en form for tilbagetrækning eller selvsabotage. Kunstens verden kan, som det blev bemærket i Lorentzens artikel, sagtens fremstå skrøbelig nok som den er. Som Black også sagde: «I don’t want that difficulty to totally subsume my work».
Som en del af samme rundbordsdebat gør Suza Husse, fra udstillingsstedet District Berlin, sig også sine overvejelser: «if you take the position of criticism, how much do you contribute to the progressive logic of the capitalist democracy of critique – improvement – critique – improvement?» Men er det ikke netop tabet af denne logik, som Lorentzen sørger over? Hvis det at bidrage til denne logik også skal være et problem for kunstkritikken, kan man få den tanke, at refleksiviteten har taget overhånd.
Men Husse refererer rent faktisk til Districts forskning i modstandsbevægelser i DDR – ikke i kapitalistiske demokratier. «The way that marginalisation is organised in democratic capitalism is that the political space assigned to alterity is constructed in such a way that people and groups isolate and exhaust themselves within it.» Hun nævner i den forbindelse en tidligere DDR-aktivist, der var så frustreret over dette forhold, at hun holdt helt op med at lave politisk arbejde.
Husse tilføjer: «I think there is something to say for non-participation also as a way of decolonising myths of political emancipation.» At være «isoleret» og «udmattet» må siges at være ret nyttesløst i sig selv, så her argumenteres der egentlig til fordel for en ikke-deltagelse, som man i det mindste kan kontrollere.
Det er den slags problematiske spørgsmål, der gør dette «Discrimination»-nummer til en temmelig dyster udsigelse om kunstkritikken i dag. I det filosofiske essay, der afslutter temaafsnittet, erklærer kunsthistorikeren Helmut Draxler, at «a place of criticism that isn’t articulated from beyond contradictions but from within them» – såsom det, der er beskrevet gennem hele temanummeret – «is utterly marginal and ultimately impossible.» Det eneste, Lorentzen beder om i «Like This or Die» er at få lov til at tale “un-sharable smack”. Men her har vi så Texte zur Kunst: perifer, umulig, ofte nærmest uforståelig og tæt på de tredive år. Jeg skulle mene, at det er gode nyheder for kunstkritikken.
