Ler og skabelsesmytologier hører sammen. Bum! Gud former Adam af en klump ler. Det samme gør Prometheus; former mennesket af ler og giver det endda også ilden og dermed også muligheden for selv at arbejde med leret og brænde det i ovnen. Inkaernes gud Wiracocha også kaldet Kon-Tiki skulle bruge to forsøg på sine lermennesker, og har man nogensinde forvildet sig ind i et keramikværksted kan man godt sætte sig ind i det med de flere forsøg. Det er naturens genstridige kræfter, man holder mellem sine hænder og resultatet bliver sjældent, som man havde forestillet sig.
Den danske kunstner Rose Eken (1976), der er uddannet i London fra Royal College of Art har gjort det til sit vartegn at skabe genkendelige genstande i glaseret keramik. Det begyndte med en undersøgelse af rockmusikkens objekter som en art fandrevet tilegnelse og en sirlig materialeoversættelse af alt fra instrumenter til cigaretskodder – fra scenen til backstage og tourbus.
På soloudstillingen Tableau på V1 Gallery på Vesterbro har Eken kastet sig over kunstverdenens backstage, atelieret, som hun behandler på samme måde: med keramiske genskabninger i forholdet 1:1 af de ting og sager som kunstnere har i deres atelierer. Resultatet er krøllet og sympatisk, ikke stramt. Forlæggene er – forstår man hvis man læser galleriets pressemeddelelse – en række udvalgte kunstneres atelierer. Disse kunstnere tæller både levende og afdøde blandt inspirationskilderne, fra lokale aktører som Maiken Bent, Michael Kvium og galleri-fællen HuskMitNavn til Jackson Pollock og Joan Miró.
I pressemeddelelsen omtales Tableau endvidere som en «keramisk storskala installation» (sic.) og de fleste af figurerne er da også centreret i rummet omkring en podie-konstruktion – eller et bord, om man vil. Her er de placeret side om side i et kaotisk tableau, som jo rimer meget godt på, i hvert tilfælde, klichéen om kunstnerens værksted: rodet. Men at kalde udstillingen en samlet installation er lidt af en tilsnigelse og netop tableau-delen – altså fremvisningen af de enkelte objekter – fungerer mindre overbevisende.
Udstillingen er som sagt fuld af disse, i og for sig meget poetiske, hverdagsobjekter i keramik såsom skruer, en håndvask, kunstnerens egen malingplettede jakke, men i den materielle oversættelsesproces kommer alt det i gallerirummet, som ikke er fremstillet i keramik til at stå endog meget tydeligt frem: stikkontakterne, den reol som nogle af objekterne fremvises på, podiernes bemalede mdf.
Disse materielle sammenstød mellem keramikobjekterne og alt det andet fremstår ganske simpelt uovervejede. Og hvordan forholder Ekens glaserede keramik sig til galleriets vægge beklædt med Kødbyens genkendelige hvide fliser? At man i galleriets salgs-ringbind, finder ud af, at det heller ikke er udstillingen og altså installationen som helhed som sælges, men enkeltdelene – hver for sig, objekt efter objekt – hjælper ikke på den manglende oplevelse af et samlet installatorisk greb. Og det er her, i den kommercielle kunsthandels klør, at Ekens projekt rent betydningsmæssigt kommer til at fremstå en kende todimensionelt: som attraktive keramiske objekter til salg for overkommelige priser.
V1 Gallery har fra begyndelsen for over 10 år siden haft en helt klar profil og befinder sig i en konceptuel bermudatrekant (som de ikke kan – eller givetvis ikke vil ud af) mellem street art, fashion og figurativt inklinerede kunstnere. Ekens kunst er som skabt til denne fortælling, hvor keramik-skateboards går som varmt brød. Og apropos varmt brød, så er en anden af de ting jeg savner ved Ekens projekt generelt et Claes Oldenburg’sk engagement, hvor den skulpturelle 1:1-fremstilling af verden trækker sig ud af en todimensionel forståelseshorisont og, i stedet i kraft af overdrivelse, humor og måske lidt mani, fyrer den af i tredje og fjerde dimension.
