Just har det været den tid på året, hvor modeugen fylder byen med ekstra velplejede mennesker i nyt tøj og gode lyse hestehaler, afvikler nogle pseudo-eksklusive fester (selv befandt jeg mig pludselig til en halvforladt Dazed x Pandora-fest hvor ihærdige dj’s spillede Safri Duo og en meget høj lagkage udgjorde dekadencen). Det vil også sige den tid på året, hvor mode og kunst mødes i udlejningsbaserede transaktioner, der giver kunstinstitutionerne penge og formodet runway-glam, mens moden henter noget formodet højæstetisk tyngde.
I mulig forlængelse af denne tid på året, som et tilfældigt sammenfald eller bevidst afstandtagen til modeugens skamkommercielle ukreativitet, åbnede der på dens sidste dag en lille udstilling inklusiv modeshow i det kunstnerdrevne udstillingssted Jennifee-See Alternate. Stedet har eksisteret en rum tid, i skiftende lokationer og konstellationer, men befinder sig nu på Otto Busses Vej i det støt gentrificerede Banegårdsområde på tærsklen til Sydhavnen. Malene List Thomsen, Berlinbaseret kunstner og designer bag showet og showet, præsenterer en serie latexværker i udstillingsrummet – og på åbningsaftenen præsenterede hun nogle af latexværkerne som det tøj de er eller ligner, som ni looks båret af ni mennesker, der gled gennem det frosne mørke på en udendørs catwalk med hårdt spotlys i øjnene.
Når disse looks ikke hænger på levende, gående kroppe, hænger de i udstillingsrummet og ligner alt andet end det stangtøj, scenografien lader til at mime. List Thomsen er uddannet designer fra Central Saint Martins i London, men har de seneste år haft en billedkunstpraksis, og meget kan der jo siges om sammenstødene og slægtskaberne og de gensidige længsler mellem kunst og mode, men i denne sammenhæng føles hidsig skelnen overflødig. Her deler «kunsten» og «moden» bare materiale og teknik, sådan ser det i hvert fald ud: der er tale om latexafstøbninger, om silkematte aftryk af læder, nogle ligner tøj og andre gør ikke. Nogle bliver momentant båret af mennesker, andre gør ikke.
Fire abstrakte latexværker hænger smeltet og til-tørre-agtigt over de stænger, som skærer rummet over, og de stykker latex, der var skjorter og bukser og kåber i et par eksplosive runway-minutter, er derefter fritsat fra deres anvendelse og klipset fast i sorte bøjlehoveder. Det kan være mode eller ikke: tempoet og gangen, skuldrene og halsene, dramalyset og Matilda Tjäders catwalkmusik, der lyder som havet og starten på en sexet fest, gør absolut de støbte ting til noget andet end skulpturer. Men når de hænger som en pastelgiftig og sammensunket parade af latex i udstillingsrummet, bliver de en variation af rummets øvrige objekter, der, måske via abstraktionen, uden videre genkendes som værker.
Jeg tror ikke, Malene List Thomsen er specielt interesseret i at udviske eller udfordre førnævnte grænseflader mellem kunst og mode. Arbejdet lader til at være teknik- og materiale- og farvefokuseret – om end med et måske designbetinget blik for hvordan den slags fokus virkelig kan eleveres af krop, bevægelse, lys, skygge. Og også af den grund er udstillingen interessant: de som regel banale sondringer mellem tøj(funktion) og værk(ånd) ophæves i ro og mag, fordi bearbejdningen af materiale i æstetisk ret unisone former gør det underordnet for værkoplevelsen om materialet draperes om en torso eller glinser i den hvide kube.
