De, som følger Kunsthal Aarhus på Instagram vil måske have bemærket, at profilen har taget en drejning det sidste døgns tid. I stedet for billeder af kunsthallens aktiviteter er der close-up af Jorn-malerier, en frisk havbader og et sæt træårer. Det er kunstnerne Laetitia Paviani og Camilla Wills, som står bag Insta-takeover’en før åbningen af aftenens udstilling, parallelt med at den nye kunstfaglige direktør Jacob Fabricius foretager et takeover af kunsthallens udstillingsprogram.
Siden Fabricius i 2015 måtte forlade direktørstolen på Kunsthal Charlottenborg har han boet på en husbåd i Paris med sin familie, lavet en række udstillinger til Centre National Edition Art Image (CNEAI), som er en lille institution lige udenfor Paris dedikeret til editioner, samt skabt en ny monografisk serie, Series Series, på sit eget forlag Pork Salad Press. Kunstnere som Trevor Shimuzu, Henriette Heise, Keren Cytter, Eva Barto, Basim Magdy og Scott Reeder er blandt de allerede udgivne titler. I slutningen af maj kuraterer han udstillingen #iwillmedievalfutureyou4 på Museet for Samtidskunst i Roskilde med blandt andre Agnieszka Polska, Cécile B. Evans og Mark von Schlegell. Og så er han tiltrådt som medlem af Statens Kunstfonds legatudvalg for billedkunst for de næste fire år.
Spørgsmålet er, om vi nu kan forvente, at Kunsthal Aarhus kommer til at have landets mest markante udstillingsprogram. Kunstkritikk stak mikrofonen indenfor for at høre, hvordan det står til i Aarhus.
Kan du fortælle lidt om Body Body, dit første program som kunstfaglig direktør på Kunsthal Aarhus?
Programmet var lagt for 2016, da jeg tiltrådte 1. januar, men alligevel tænkte jeg det kunne være sjovt at klemme fire mindre udstillinger ind. Det blev til fire meget forskellige positioner indenfor samtidskunst. Der er cross-over temaer, men de er alle unikke selvstændige udstillinger. Jeg ville gerne have haft en dybt original, sjov, intelligent og interessant titel, men den kom ikke til mig. Men når det er sagt så er fordoblingen, kroppens flertydighed, spejlingen af krop generelt spændende, og tanken om vore fysiske kroppe i den fysiske her-verden kontra den ikke-fysiske krop i den dér-verden (Fabricius peger på telefonen, selvom Themsen og Albrethsen ikke er tilstede) interesserer mig en del. Bare jeg var mere digital, tænker jeg nok.
Hvorfor åbner dit program med netop Laetitia Paviani og Camilla Wills?
Jeg har det sidste års tid boet i Paris og lavet otte små soloudstillinger på museet CNEAI. Wills lavede en af dem, og jeg ville gerne tage lidt af det jeg allerede havde gang i med til Aarhus. Jeg synes, de har en rigtig sjov spraglet måde at gå til kunst- og vidensproduktion på. Jeg ønskede ikke at første udstilling skulle være en super præcis æstetisk eller politisk udmelding. Det måtte gerne være et projekt, som spiller på mange facetter, skaber forvirring fremfor afsluttede fortællinger. Camilla er egentlig kunstner og Laetitia er egentlig kurator, men de blander blod og bytter roller, morfer sig ind i hinanden og gør deres magasin Baby Doc til udstilling og omvendt deres udstilling til magasin. Det kan jeg selvfølgelig godt lide – deres roller er ikke lette at sætte i bås og det spiller de bevidst på. De har været inspireret af Mother Theresa’s Dark Letters, der blandt andet udtrykker hendes mangel på tro, en misten sig selv, tvivl og fornemmelse af tomhed. Baby Doc på kunsthallen er også et projekt, hvor man ikke er sikker på om det er udstillingen, der afføder magasinet, eller omvendt? Det er proces. Et magasin, et symbiotisk partnerskab, der hele tiden udvikler sig. De er frodige i deres deling af viden og æstetik.
Som direktør for først Malmö Konsthall og siden Kunsthal Charlottenborg i København blev du særligt kendt for markante solo-udstillinger med internationale store navne. Sideløbende kørte du også disse projektrum med mindre kendte, men ligeså interessante kunstnere. Er det en programstil, du vil fortsætte i Aarhus?
Ja da. Og så vil jeg igen arbejde ude i byrummet. Der er allerede planlagt flere ting. Banalt, men jeg vil gerne forsøge at nå andre og flere gennem projekter, alternativ formidling og kurateringsstrategier. Jeg glæder mig til at vi kan udbygge vore lokale samarbejder og public program. Vi har et godt stampublikum, men vi arbejder på nye projekter i det offentlige rum … Fortæller gerne mere hvis Kunstkritikk spørger mig igen om 54 dage.
Hvordan vil du karakterisere kunstscenen i Danmark lige nu?
Jeg synes der de seneste år har været en virkelig god energi på den danske scene. Mange nye projektrum og udstillingssteder popper op i København. Det er positivt, men desværre kan man ikke sige, at det spreder sig så meget udenfor hovedstadsområdet. Det er den dér public service-DSB-ting, der ikke rigtig spiller … For når man står og skal vælge mellem London, Berlin eller Holstebro, så taber Jylland. Det tager samme tid og koster det samme at tage til/fra Jylland, som derfor ofte bliver fravalgt når kunstnere, kuratorer og skribenter skal vælge hvor de skal slå sig ned og have deres virke, projektrum og praksis. Dermed bliver det ofte svært at skabe mange nye spændende steder og projektrum for kunst. Aarhus Kommune – og andre kommuner udenfor hovedstadsområdet – bliver nødt til at gøre noget ekstra for at holde på de unge eller igangsættende kræfter for at beholde et stærkt, attraktivt uddannelses-, udstillings- og kreativt miljø. Aarhus Kommune har lige lavet en rapport om dette, og som følge af den ville det være helt naturligt hvis kommunen skabte flere vækstmuligheder for eksempel Det Jyske Kunstakademi, Rum46, Spanien19C, Piscine og andre af byens udstillingssteder.
Miljøet omkring Kunsthal Aarhus er dog super godt. Vi har et ungt publikum, der ofte er udøvende kunstnere eller fra universitetet, som vi også samarbejder med. Så til vores foredrag, musik- og filmaftener er der stor interesse og et fantastisk fremmøde. Det er fedt at mærke. Aarhus Universitet er i gang med interessante tiltag indenfor kuratering, og det tror jeg kan bidrage til lokal diskurs, miljø og vidensproduktion indenfor dansk udstillingsvirksomhed.
Hvad ser du som det mest uudnyttede potentiale ved Kunsthal Aarhus? Kan man gøre det samme dér, som i Malmø, København eller Paris?
Kunsthal Aarhus har været inde i en interessant og meget positiv udvikling igennem over flere år. I Malmø prøvede jeg formater af og undersøgte nogle kuratoriske og institutionelle yderpoler med super interessante resultater til følge. Det seneste var realiseringen af Mike Nelsons værk 408 tons of imperfect geometry (produceret til Malmö Konsthall i 2012) og som endelig kom op og blev permanent i Limhamns kalkbrud her for en måned siden. Det ser fantastisk ud. Charlottenborg var en god pakke, jeg aldrig rigtig fik chancen for at åbne op eller lad os sige det sådan, at administrationen på Det Kgl. Danske Kunstakademi fik lukket muligheden for at åbne pakken op.
Aarhus er noget helt andet og kan ikke sammenlignes med det ene eller andet. Jeg synes skala og placering er fantastisk og energien i huset er i top med et ungt og godt hold. Der er gode relationer til universitet og andre partnere, som man kun kunne have drømt om i København eller Malmø. Jeg har allerede fundet sjove nye partnere, som er interesserede i at udvikle publikum, formidling og kunst sammen med os. Jeg tror, vi kan nå langt.
