Når åkanderne blomstrer

Det danske kunstforår er lastet med blockbustere – med glimt af eksperiment og modstandspoesi.

Jens Haaning og Superflex, Number of Visitors (Besucherzahl), 2005. Opsat på facaden af Frankfurter Kunstverein, som del af Populism,  2005, kurateret af Lars Bang Larsen, Cristina Ricupero og Nicolaus Schafhausen. Foto: Superflex.

81.000, lyder det runde tal fra Nikolaj Kunsthal. «Mere end 486.197», forkynder Glyptoteket med pudsig specificitet. Mens Statens Museum for Kunst trutter i den store trompet og bekendtgør at have slået egen rekord med mere end 600.000 gæster. Det er den tid på året, hvor museer og kunsthaller skal skrives i mandtal. «Nu er der flere, der går på Kunsten end stadion», fremgår det af mediet Nordjyske, som rapporterer om årets 119.000 gæster på museet i Aalborg.

Der var engang, hvor vi ikke talte så meget om disse tal. Eller vi talte om dem på en anden måde. Det ser man fx af et værk af Jens Haaning og Superflex, en digital publikumstæller, som indtil fornyeligt hang på facaden af Lunds konsthall, så handlende og korv-spisende unge på torvet kunne følge kunsthallens besøgstal fra minut til minut.

Number of Visitors blev oprindeligt skabt i 2005 til gruppeudstillingen Populism, der fandt sted i Oslo, Frankfurt, Amsterdam og Vilnius. Det handlede om den gryende populisme, som i dag er standard i Europa. Tælleapparatet var en kommentar til institutionernes levebetingelser og kriterier for succes; jo flere besøgende, jo flere muligheder for økonomisk støtte. Den del har ikke ændret sig. Men det er som om, det lille blink med øjet, som var en vigtig bestanddel i værket, ligesom er fordampet. I dag har man nærmest indtryk af, at nutidens museumsdirektører ønsker sig værket i julegave, ikke fordi det er et fedt værk, men fordi besøgstal er alt.

Det er de jo også, i hvert tilfælde anskuet fra et særligt synspunkt. Nemlig den nye museumsreform, som har været ventet i flere år og under skiftende kulturministre. Nu foreligger et udkast til en ny tilskudsmodel, som politikerne forventes at behandle færdig i år. Det kan resultere i store omrokeringer af de offentlige tilskud, især for de største kunstmuseer. Ifølge nyhedsbrevet Søndag Aften står en håndfuld museer, deriblandt Louisiana, ARoS og Glyptoteket, til at miste store summer.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at museerne opruster fra blockbuster-hylden. ARoS, som har registreret 535.804 gæster i 2023, har netop meddelt, at man, med henvisning til den kommende udstilling med Ron Mueck, forventer endnu flere besøgende i år. Museet ejer allerede den kæmpestore Boy (1996) af samme kunstner, og nu får drengen selskab af A Girl (2006), en fem meter lang baby, og Woman with Shopping (2013), en mor med barn i lidt mindre end menneskelig skala. Det er bestemt ikke usandsynligt, at tælleapparatet vil tikke i Aarhus. Efterårets Mueck-udstilling på Fondation Cartier i Paris slog alle rekorder, som den også gjorde, da samme institution viste ham i 2005 og 2013.

Det er sjovt med sådanne blockbuster-typer. Mueck var oprindeligt dukkefører og modelbygger i film- og TV-branchen, før han begyndte at lave de arbejdskrævende skulpturer, som han selv formgiver i ler i hånden, før de støbes i blandt andet silikone og resin. Ofte tager de mange måneder at lave. Til dato består hans oeuvre af 48 værker, de fleste i stor skala, som i øvrigt gerne er en grundkomponent i blockbuster-genren. Det kan man smile af, men det er vel også så banalt, at udgangspunktet for oplevelsen af kunst endnu er den kødelige menneskekrop, vi alle slæber rundt på. Det gælder også for Anish Kapoors storskala-værker, som kan ses på Arken i april, og også plejer at skabe lykke og billetsalg, hvor de bliver vist.

På den anden side må man som kritiker også kigge sig selv i spejlet og betragte det landskab, som institutionerne ser ud på: Landsdækkende dagblade såsom Jyllands-Posten og Berlingske skærer for tiden radikalt i kulturstoffet, især kunstkritikken er ramt. Selv en baby kan se, at chancerne for at få spalteplads i den ørken er bedre med, ja, en nyfødt kæmpebaby. Først eller størst, det er et ræs mod bunden.  

Installation view, Ron Mueck, A Girl, 2006, Fondation Cartier pour l’art contemporain, Paris, 2023. Scottish National Gallery of Modern Art, Edinburgh. Foto: © Marc Domage.

Enhver, der følger danske kunstinstitutioners programmer vil desuden nikke genkendende til formuleringer såsom «internationalt anerkendt kunstner», «en af de mest betydningsfulde kunstnere i det 20. århundrede» eller «en ener i samtidskunsten». Det hænger også sammen med de populistiske strømninger og medier, der bløder. Noget skal man jo også sige, selvom det ind imellem er lidt mærkeligt, at sproget i pressemeddelelser til fagfolk ofte ikke adskiller sig stort fra generisk markedsføringslingo. Man kan selv placere Statens Museum for Kunsts kommende udstilling med Alberto Giacometti og Louisianas udstilling med Roni Horn i maj i de behørige kategorier.

Så er det sværere at placere Rønnebæksholms program. Kunsthallen i Næstved, der holder til i en tidligere herregård, har dedikeret hele 2024 til at «afsøge tematikken HEST». Yihaaa!, får man lyst til at svare, når man ser det ambitiøse årsprogram, som rummer hele tre gruppeudstillinger og inkluderer totalt 45-50 kunstnere, deriblandt Agnes Slott-Møller, Nina Steen Knudsen, Mohamed Bourouissa og Mathias Dyhr. Hestetematikken ligger på en måde i interessant forlængelse af Soil.Sickness.Society, kunsthallens store udstillingssatsning fra 2021. Det er også nogle af de samme folk, som er involveret, deriblandt Ida Bencke fra Laboratoriet for Æstetik og Økologi samt kritiker og kurator Maria Kjær Themsen.

I segmentet af kunsthaller, der har til huse i tidligere herregårde og opulente landsteder, finder man også Ordrupgaard og Gl. Holtegaard. Ordrupgaard spiller hårdt ud, med Ai Weiweis «største legoværk til dato», installationen Water Lilies #1 (2022), der er en 15 meter lang parafrase over Claude Monets åkandemalerier opført i 650.000 legoklodser. Imens holder Gl. Holtegaard fast i stedets nye profil; unge kunstneres første institutionelle soloudstilling. Denne sæson gælder det Iselin Forslund Toubro, som viser en totalinstallation, der handler om naverne, de omrejsende håndværkere, som i århundrede har rejst «på valsen» og udført arbejde rundt omkring i verden.

Ai Weiwei, Water Lilies #1, 2022. Foto: Ela Bialkoskwa og Okno Studio. Courtesy the artist & Galleria Continua.

Gl. Holtegaard er langt fra den eneste kunsthal i københavnsområdet, som er glad for unge talenter. Det er selve kernen i Overgaden, som til marts viser et samarbejde mellem Apolonia Sokol og Zahna Siham Benamor. Sidstnævnte leverede fornyeligt en cool og forførende performance – halvvejs digt-recitering, halvvejs sang og dans – som del af Eliyah Mesayers Illiyeen Presents på Art Hub. Bevarer man noget af samme åbne, eksperimenterende nerve på Overgaden, er der meget at glæde sig til.

I den mere etablerede ende viser Den Frie en duoudstilling med Marie Lund og Rosalind Nashashibi. Kunsthal Charlottenborg præsenterer vietnamesiske Thao Nguyen Phans filminstallationer, lakmalerier og lysskulpturer i en soloudstilling, der åbner samtidig med CPH:DOX, mens Statens Museum for Kunst præsenterer en udstilling med Yvette Brackman, som har gennemtrawlet museets samling for dansk, jødisk kunsthistorie. Med en udstilling opbygget over fire kvindelige kunstnere med hver deres jødiske identitet – den besejrede (Juliette Meyer Willumsen), den eksilerede (Ville Jais-Nielsen), den moderne (Chana Orloff) og queer (Marie Henriques) – ligner det umiddelbart et mere eksperimenterende udstillingsgreb, end vi er vant til på nationalgalleriet.

Før sommeren åbner Kunsten i Aalborg en udstilling med fotografen Vivian Maier (1926-2009), som først blev kendt efter sin død, hvor det viste sig, at hun parallelt med sit arbejde som barnepige havde dokumenteret amerikansk gadeliv i mere end fire årtier. Kunsthal Charlottenborg åbner dørene for en midtkarriere-præsentation af Simon Dybbroe Møller, kurateret af Krist Gruijthuijsen fra KW i Berlin. Og så ankommer kunstnerduoen Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme til København med deres lydbaserede værker, som de selv refererer til som modstandspoesi, ikke mindst forankret i duoens ophav i den palæstinensiske diaspora. Det er atter et samarbejde mellem Glyptoteket og Copenhagen Contemporary, og det første – med Abbas Akhaven – var blandt sidste års mest interessante udstillinger, så forventningerne er høje.

Og så er vi fremme ved den tid på året, hvor de ægte åkander blomstrer.

Installation view, Basel Abbas and Ruanne Abou-Rahme, May amnesia never kiss us on the mouth, 2022. Digitalfotografi.