Med under en times mellemrum ankom denne morgen to pressemeddelelser, som besegler skæbnen for et par betydelige danske institutioner i mellemstørrelsen, henholdsvis Kunstforeningen Gl. Strand i København og Museet for Samtidskunst i Roskilde.
Nanna Hjortenberg bliver direktør for Kunstforeningen Gl. Strand, den snart 200-årige kunsthal i centrum af København med en profil indenfor samtidskunst og moderne kunst.
Hjortenberg er uddannet mag. art i kunsthistorie med en master fra Goldsmith College i London. På kunstscenen er Hjortenberg mest forbundet til den kommercielle del af scenen som direktør for kunstmessen CHART. Under hendes ledelse, siden 2018, er messen vokset til at være platform for både samtidskunst, arkitektur og design. Hjortenberg har tidligere været forretningsudviklingschef i Golden Days Sekretariat og programchef i Dansk Arkitektur Center.
Nanna Hjortenberg tiltræder stillingen 1. oktober, efter afviklingen af næste udgave af CHART.
Mens den foregående direktør på Gl. Strand, Helle Behrndt, har siddet på posten de sidste 33 år, har situationen på Museet for Samtidskunst de sidste par år været mere ustabil. Den nye direktør Christian Skovbjerg Jensen overtager således efter Milena Høgsberg, som forlod posten efter et halvt år.
Skovbjerg har siden 2014 drevet Inter Arts Center (IAC), et tværdisciplinært center for kunstnerisk forskning, udvikling og samarbejde i Malmö under Lunds universitet. Skovbjerg er uddannet cand. mag i Moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet, og hans interesse for stedsspecifikke projekter og kunst i det offentlige rum virker oplagt for den udvikling, museet er igang med.
Museet for Samtidskunst flyttede i foråret 2021 ud af Det Gule Palæ i byens centrum, hvor det havde haft til huse siden institutionens etablering i 1991. Med udgangspunkt i et mindre administrativt kontor er tanken, at man fremover fokuserer kræfter og driftsmidler på at intervenere det offentlige rum og bringe kunsten ind i nye sammenhænge. Det er videreudviklingen af ideen om et museum uden mure, som Christian Skovbjerg fra 22. august skal stå i spidsen for.