Prognoser for en sårbar tid

Ung dansk kunst åbner fredag på Arken. Den tegner billedet af en politisk orienteret generation. Men hvordan portrætterer man den tid, man står midt i?

Nanna Abell, See through/no secrets, 2016; Untitled (sunset), 2016. Courtesy Galleri Susanne Ottesen.

I takt med at 2010’erne lakker mod enden, begynder de at pible frem; alle de forskellige bud på, hvordan vil skal forstå det forgangne årti. Hvilke tendenser har været dominerende og hvad fortæller det nye kuld af kunstnere om vores samtid?

Allerede sidste år fik vi de første bud på, hvordan snittet kan lægges i en dansk sammenhæng. Lisbeth Bonde lagde i publikationen Dansk Kunst i 10’erne særligt vægt på maleriet og på en tilbagevenden til det håndværksmæssige, mens ARoS’ store oversigtsudstilling over de seneste 15 års danske kunstscene, Cool, Calm and Collected, fremhævede en generation af kunstnere med køligt overblik, internationalt udsyn og glatte, blanke overflader.

I denne uge åbner Arkens bud på et portræt af den yngste generation på den danske kunstscene, nemlig udstillingen Ung dansk kunst – Samfundsprognoser. Den unge generation består her af blot ti kunstnere – Nanna Abell, Hannah Toticki Anbert, Kirsten Astrup, Benedikte Bjerre, Silas Inoue, Mo Maja Moesgaard, Astrid Myntekær, Tabita Rezaire, Masar Sohail og Marie Thams – og er kurateret af Dea Antonsen, der udover at være inspektør på Arken også er medstifter af udstillingsplatformen og forlagsvirksomheden Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

Hvilke overvejelser har du overordnet gjort dig omkring at skabe en overbliksudstilling over den aktuelle samtid, mens vi står midt i den?

Udgangspunktet for denne udstilling på Arken har været et ønske om, at lave en udstilling, der handler om forholdet mellem individ og fællesskab. Jeg oplever, at der er et kald mod fællesskab i vores samfund lige nu, som også er synligt i samtidskunsten: Et modspil til den individualisme, som ligger i vores tid og i den kapitalismelogik, der fremdyrker det konkurrencestærke individ på bekostning af forskellige fællesskaber. Ud fra det oplæg har jeg lavet tre tematiske nedslag, nemlig henholdsvis arbejdskultur, tilhørsforhold og klimakrise – tre temaer, som overlapper og skubber til hinanden på en interessant måde.

Ti kunstnere er en forholdsvis lille gruppe til at præsentere en hel generation. Hvilke udvælgelseskriterier har været vigtige for dig?

I denne kontekst har det været vigtigt, at det var sanselige, åbne og legende værker, som på en eller anden måde kommer folk i møde. Det kan være Kirsten Astrup og Maria Bordorffs filmkabareter, der rummer meget kritisk tænkning, men som også er både folkelige og forførende i deres udtryk. Det kan også være i Silas Inoues mugkulturer, der har noget finurligt og meget sanseligt over sig, selv om de måske umiddelbart kan være vanskelige at afkode. Jeg har ledt efter værker, der inviterer til undren og opdagelse hos et publikum, der måske ikke nødvendigvis er helt vildt godt hjemme i samtidskunstens verden.

Dea Antonsen. Foto: Tina Agnew.

Dertil kommer, at flere af kunstnerne har mere end et værk med, så man som besøgende får et bredere indblik i hver kunstners arbejde. Måske kan det lette aflæsningen af udstillingen, at der for det første ikke er et hav af forskellige praksisser at forholde sig til, og at der for det andet gives plads til et bredere indblik i de kunstnere, der så er med. Det har aldrig været meningen at det skulle være en større survey-udstilling, men derimod en lille, men god, bouillonterning til det brede publikum.

Udstillingen har undertitlen «Samfundsprognoser». Opfatter du den unge generation af kunstnere som særligt politisk orienterede?

Det gør jeg i høj grad. Titlen henviser til en række spørgsmål om, hvor vi er på vej hen: Hvad er det for en verden, vi er i gang med at bygge op eller nedbryde, hvad er det for nogle fællesskaber, vi danner og hvem har adgang til de fællesskaber?

Der er en gennemgående strømning i hele udstillingen, der spørger til, om der er nok omsorg i vores tid: Omsorg for de sårbare, for minoriteter, for de ikke ressourcestærke i samfundet over omsorg for fællesskabet og for alle de andre arter, vi deles vores verden med. Omsorg på trods af forskelligheder. Det handler grundlæggende om fællesskab: Fra det menneskelige fællesskab til det større planetariske fællesskab. Dermed er der også en bevægelse fra det helt nære, der handler om kunstnerens egne arbejdsvilkår til det helt store fællesskab, der handler om økosystemets sammenhængskraft og vores allesammens fremtid.

Læserindlæg