Torsdag 12. november 2020 indstillede en enstemmig komite i Senatet på De Amerikanske Jomfruøer et lovforslag om at nedtage bronzebusten af danske Kong Christian IX (1818-1906) fra sin sokkel i centrum af Emancipation Garden i byen Charlotte Amalie på St. Thomas.
Efter mange års debat ser det ud til, at kongeportrættet skal vige plads for Freedom (1998) af den ghanesiske billedhugger Bright Bimpong. Bronzeskulpturen der afbilder en sort mand, der blæser i en konkylie, mens han hæver en sukkerkniv, blev i forbindelse med 150-årsmarkeringen for slaveriets afskaffelse i kolonien Dansk Vestindien 3. juli 1848 opsat i udkanten i af den lille mindepark.
På trods af at anlægget i 1998 skiftede navn fra Frederik’s Park til Emancipation Garden forblev busten af Christian IX tronende i centrum af parken, der er anlagt på det tidligere åsted for auktionerne af slavegjorte afrikanere. Som den St. Thomas-baserede historiker og aktivist Michael Vante formulerede det i den underskriftskampagne han startede i 2019 for at flytte busten: «Af alle de steder, dette levn fra fortiden kunne stå, er det i bedste fald foruroligende og i værste fald uhyggeligt, at Kong Christian IXs buste kaster den længste skygge i Emancipation Garden. Når vores sønner og døtre fra diasporaen kigger op i en park dedikeret til deres frihed, er det ikke deres refleksion, de ser hæve sig over dem, men deres undertrykkers ansigt».
Selv om slaveriet officielt var ophævet, da Christian IX blev kronet i 1863, var han Danmarks overhoved under det store arbejderoprør i 1878 på St. Croix – ofte omtalt som Fireburn – hvor de afrocaribiske plantagearbejdere gjorde modstand mod deres fortsat slavelignende arbejdsvilkår. Bronzebusten af Christian IX, lavet efter billedhugger Vilhem Bissens (1836-1913) marmorbuste fra 1897, blev opført tre år efter kongens død, og blev ved afsløringen i 1909 det første officielle mindesmærke på øerne.
At Christian IX, som aldrig selv havde besøgt kolonien, blev hædret på en så historisk betydningsfuld plads i Charlotte Amalie siger noget om kongeportrættets symbolpolitiske funktion i det transatlantiske danske imperium. Som Vante udtalte til St Thomas Source handler ønsket om at flytte busten ikke om at «slette» den danske historie, men derimod om «at korrigere et historisk narrativ, der har sat en dansk konge i centrum, snarere end at fokusere på og fejre fortællingen om vores folks rolle i befrielsen og udvidelsen af vores historie på Jomfruøerne».
Også i Danmark har aktivister på det seneste forsøgt at adressere og problematisere et historisk narrativ ved at fjerne en buste af en dansk konge. Den 6. november lagde en gruppe med navn Anonyme Billedkunstnere en video ud på hjemmesiden Idoart.dk, der viser hvordan en gipsbuste af Det Kongelige Danske Kunstakademis grundlægger, Kong Frederik V, bliver afmonteret fra sin sokkel i akademiets festsal og smidt i havneløbet, lige overfor det sted hvor en anden udgave af netop Bright Bimpongs bronzeskulptur Freedom for nylig er opført.
I den medfølgende tekst forklarer aktivisterne, at de kastede busten i vandet «i solidaritet med alle de kunstnere, studerende og mennesker over hele verden, der har måtte leve med efterdønningerne af den danske kolonialisme i US Virgin Islands, Indien, Ghana, Grønland, Island, Færøerne og Danmark».
Kunstneren bag busten af Frederik V, Jacques François Joseph Saly (1717-1776), kom til Danmark for at lave en rytterstatue af Frederik V, som Det Asiatiske Kompagni betalte for, men han blev også udnævnt til direktør for Kunstakademiet kort efter dets officielle indstiftelse på Frederik Vs fødselsdag 31. marts 1754. Når aktivisterne valgte at smide netop denne gipsbuste i vandet var det, motiveret af et ønske om at «italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og udenfor Kunstakademiet». Aktionen havde derfor som udtalt mål «at få kunstinstitutioner – og andre, hvis fundamenter består og er skabt af denne kolonitid, i tale».
At dømme på den enorme medieopmærksomhed, som aktionen har fået i Danmark, kan intentionen om at få folk i tale siges at være opfyldt. Noget andet er spørgsmålet om hvem som er kommet til orde, og hvilke typer af samtaler, som aktionen indtil videre har givet anledning til i offentligheden. Den mediespektakulære aktion fik hurtigt opmærksomhed fra danske politikere, ministre, museumsledere, kunsthistorikere, historikere, journalister, chefredaktører og kunstnere, som ikke har holdt sig tilbage for at udtale sig om – og primært fordømme – aktionen.
Mediestormen tog yderligere til efter lederen for Institut for Kunst, Skrift og Forskning ved Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld, i Politiken 13/11 tog det fulde ansvar for hændelsen, som hun beskrev som en «kunstnerisk happening». Debatten har siden været præget af en ekstrem hurtighed, heftighed og hårdhed, godt hjulpet på vej af de mange proportionsløse paralleller mellem destruktionen af gipsbusten og terrorgrupper som Taleban og ISIS’ sprængninger af henholdsvis Buddha-statuer og oldtidsbyen Palmyra.
Imens busteaktionen er blevet kritiseret for at importere amerikanske problemer og strategier til en dansk kontekst, har meningsdannere ikke stået tilbage for at hente retorisk ammunition fra den amerikanske højrefløj i sine skarpe angreb på aktionen. I en lederartikel i Berlingske 15/11 beskrev for eksempel chefredaktør Tom Jensen aktionen som udtryk for en «ekstremistisk magtovertagelse [af Kunstakademiet] med rod i identitetpolitikkens intolerante tankegods», og foreslog at en «vandal» som Dirckinck-Holmfeld burde «underkastes følgende magtstrukturer: politi, håndjern, dommer og fængsel».
Kunstakademiets rektor Kirsten Langkilde har da også bortvist Dirckinck-Holmfeld fra sit arbejde på ubestemt tid. Og efter flere politianmeldelser, inklusiv fra Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, har politiet igangsat en efterforskning af aktionen under kategorien «groft hærværk» med strafferamme på op til seks år. Dertil har busteaktionen været medvirkende til, at kulturminister Joy Mogensen har iværksat en uvildig undersøgelse af undervisningen, studiemiljøet og organisationsstrukturen på Kunstakademiet.
Det er for tidligt at vurdere hvilke egentlige effekter busteaktionen vil få for forståelsen af Danmarks koloniale fortid såvel som for kunstuddannelsens fremtid. Efter en måned med diskussion og debat har bustesagen, desværre, endnu ikke formået at flytte fokus væk fra danske perspektiver og narrativer. Flytningen af busten af Christian IX på St Thomas har ikke fået meget medieopmærksomhed, til trods for at sagen bringer vigtige nuancer til diskussionen af kongeportrætters funktion i den transnationale koloniale erindringskultur. Når alt fra politikere til museumsdirektører rammesætter busteaktionen på Kunstakademiet som et forsøg på at «slette historien» i bestemt form ental, er Michael Vantes påmindelse om, at en buste aldrig kan bære en kollektiv historie, men snarere bør forstås som et erindringspolitisk værktøj vigtig.
Det paradoksale ved gipsbusten af Frederik V på Kunstakademiet er, at det først er ved aktivisternes indgreb at denne specifikke buste for alvor er ved at få en historie. Afstøbningen, der siden sidste omfattende renovering af festsalen har stået på en piedestal i en niche bagerst i rummet, har nok mest af alt fremstået som en integreret del af arkitekturen. Det er også sigende, at ingen med sikkerhed vidste, hvor gammel busten rent faktisk var, da der skulle gøres regnskab for tabet efter dens bortgang.
I medierne blev den på dramatisk vis udråbt til at være et uvurderligt og originalt forstudie til Salys rytterskulptur af Frederik V. Selv Akademiraadet, som har ansvar for busten, udtalte i en pressemelding kort efter aktionen, at den var af særlig høj værdi, senest anslået af Bruun Rasmussen til omtrent kr. 200.000. Efterfølgende måtte ejerne dog moderere sit ståsted, efter det kom frem at arkiv- og materialestudier havde vist at denne specifikke buste er af nyere dato, skabt en gang efter 1950.
At selv Akademiraadet ikke var klar over værkets proveniens eller værdi er sigende for den manglende kunsthistoriske status som traditionelle gipsafstøbninger har haft i de seneste mange år, hvor de i kraft af at være reproducerbare kopier af kopier længe har befundet sig i randzonen af kunstinstitutionens værkbegreb. Ironisk nok har aktionen sålædes bidraget til at frembringe ny viden om de mange versioner, der findes af Salys buste i forskellige materialer og afstøbninger og sikret, at en 70år gammel gipsudgave er blevet indskrevet i dansk kunsthistorie en gang for alle.
Da busten stod monteret i Kunstakademiets festsal havde den altså en altoverskyggende symbolpolitisk funktion, som repræsenterende nærværet af institutionens grundlægger. En funktion som aktiveres årligt, som Merete Jankowski har påpeget her på Kunstkritikk, i den årlige fest på grundlæggelsesdagen af akademiet, hvor Dronning Margrethe kommer på besøg og uddeler medaljer. Hvis vi skal forstå de stærke reaktioner, som aktionen mod denne 70 år gamle gipsafstøbning har vækket, kan den ødelagte buste ikke bare afskrives som banal vandalisme eller som et angreb mod dansk (kunst)historie. Sådanne perspektiver slører for forståelsen af de politiske og symbolske dimensioner i angrebet mod kongeportrættet, og ikke mindst hvorfor reaktionerne på dette har været så følelsesladede.
I overskriften på offentliggørelsen af aktionen skriver Anonyme Billedkunstnere specifikt at «Det Kgl. Danske Kunstakademis grundlægger er smidt i havnen» – ikke en gipsafstøbning eller et kunstværk, men altså Frederik V selv. I videoen udstilles overgrebet mod «kongen», som får en sort pose over hovedet inden han bortføres og vippes ned i vandet. Dommen blev afsagt af de Anonyme Billedkunstnere, og som dommer og bøddel i én eksekverede de det symbolske fald fra tronen uden rettergang. Det er aktionens voldelige ikonografi, der har stået centralt i forskellige kritikers sammenligning af Anonyme Billedkunstnere med Taleban og ISIS.
Historisk set skriver busteaktionen sig dog snarere ind i traditionen for målrettet ødelæggelse af portrætter, som kan spores tilbage til den antikke, romerske praksis, populært kaldet Damnatio Memoriae, hvor portrætter af romerske kejsere og andre politiske og sociale vigtige personer blev ødelagt, skamferet eller omarbejdet til nye portrætter. Hvad vi især kan lære af disse tidligere tiders omgange mod skulpturelle portrætter er, at vi skaber dem, lever med dem, flytter dem og, ja, ødelægger dem, og at alt dette i retur kan hjælpe os til at få indblik i de opbrud, som har været med til at forme vores fælles fortid og nutid. Man behøver blot besøge den aktuelle særudstilling Ansigt til Ansigt. Thorvaldsen og Portrættet påThorvaldsens Museum i København, der lige præcis omhandler det skulpturelle portræt, for at forstå, hvor sammenfiltret vores politiske historier er med dette tredimensionelle medie.
Det faktum, at skulpturer og monumenter i disse dage gøres til genstand for såvel ikonoklastiske aktioner, som intense mediedebatter bør i det hele taget inspirere til flere overordnede refleksioner over den funktion, som billeder indtager i det offentlige rum. I bogen The Idols of ISIS: From Assyria to the Internet (2020) argumenterer kunst- og religionsforsker Aaron Tugendhaft netop for vigtigheden af at forstå det offentlige rum som et billedpolitisk rum, der må reflektere samfundets pluralitet: «For at være en fri borger, bliver vi nødt til at tænke over hvordan vores politiske billeder opstod, hvorfor de blev udvalgt, og hvad de udelader».
Busteaktionen udstiller mere end noget nødvendigheden af at udvikle mere frugtbare former og formater for at diskutere, hvorvidt og hvordan sågar nye som gamle offentlige monumenter kan afspejle dagens samfund. En sådan diskussion kan ikke reduceres til hvilke nye statuer, der eventuelt bør sættes op, og hvem eller hvad de skal repræsentere, men må nødvendigvis også adressere, hvordan og hvorfor enkelte statuer bør tages ud af funktion. I Berlin har man for eksempel dedikeret en historisk bygning til at huse problematiske historiske monumenter, som ikke længere egner sig til det offentlige rum. På Zitadelle Museum er de gamle monumenter ikke udstillet på ophøjede sokler men bogstavlig talt i øjenhøjde, og de besøgende inviteres til at tilgå skulpturerne på en hands-on måde, som artefakter der fortæller historier om magt.
I Danmark har man rig mulighed for at etablere noget lignende. Tænk bare på Kongernes Lapidarium i Christian IVs Bryghus i København. En unik samling på op mod 400 skulpturer skabt til de danske konger i 1600- og 1700-tallene – ikke mindst fra Frederik Vs regeringstid – der af forskellige årsager er blevet taget ned fra deres sokler i offentlige parker, pladser og slotte og placeret på et slags ’plejehjem’ for skulpturer med stærkt begrænset besøgsret. Et andet eksempel er den Kongelige Afstøbningssamling i Vestindisk Pakhus i København, der huser flere tusind gipsafstøbninger, blandt andet en gipsbuste af Frederik V fra 1926, der er identisk med den, som for nylig blev smidt i havnen. I dag er begge disse samlinger dog de facto lukket for offentligheden, som direkte resultat af de politiske besparelser, som skiftende regeringer har pålagt kunstinstitutioner i Danmark over de sidste mange år.
Det kræver økonomiske investeringer at sikre bevaringen af kunst og kulturarv, og det kræver politisk vilje at skabe og sikre offentlige platforme, der kan kvalificere de historiepolitiske debatter, som presser sig på. Sænkningen af gipsafstøbningen af Frederik V har om noget vist, at den brede offentlighed kærer sig om denne type spørgsmål. I stedet for at bruge denne passion til at skabe splittelse, kunne danske politikere sætte handling bag deres nylig erklærede kærlighed til gipsafstøbninger og skulpturelle portrætter, og i stedet investere i institutioner og initiativer, der netop tager kulturarven så alvorligt, at der også gives plads til de ubehagelige, uskønne og problematiske historier. Der er behov for platforme, der kan løfte samtalerne om kunst- og kolonihistorie ud af den nationale kamparena, og give plads til transoceaniske diskussioner om kolonialismens ringvirkninger ikke bare i København, men også i Charlotte Amalie, Nuuk, Accra eller Tarangambadi.
– Mathias Danbolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet, og leder for forskningsprojektet «The Art of Nordic Colonialism: Writing Transcultural Art Histories» (Carlsbergfondet, 2019-2022). Amalie Skovmøller er klassisk arkæolog og har været postdoc på forskningsprojektet «Powerful Presences – det skulpturelle portræt mellem nærvær og fravær, individ og masse» (Velux-fondet, 2017-2020). Sammen er Danbolt og Skovmøller ved at udvikle et forskningsprojekt med arbejdstitlen «Moving Monuments: The Material Afterlife of Sculpture from the Danish Colonial Era».
Enig i dette indlægs udlægning af Busteaktionen på Kunstakademiet i København. Jeg har for nylig haft et indlæg med på Den socialdemokratiske platform PIO. Omkring Busteaktion. Kritik af tidligere kulturminister Joy Mogensen og et forslag til et nyt sen kolonial modernistisk værk. Nemlig resterne af gipsbusten af Frederik V der endte sine dage i Københavns havn. Dette kunstværk burde i dag stå på Statens Museum for Kunst i København og være os alle en reminder om Danmarks koloniale fortid. Som Racister. Udbyttere og slavehandler og ejere. Skyldige i tortur og fratagelse af 100 tusinde af sorte menneskers identitet og nationalitet. Se link til netavisen PIO. https://piopio.dk/danmarks-racistiske-fortid-skal-paa-museum
`Et lille hjertesuk . Jeg kan se at der er to indlæg`på norsk. Fint for kolonitiden er jo også norsk indtil 1814
Ja nu er statuen af Frederik V rematerialiseret og den burde nu stå udstillet på SMK eller et andet museum for moderne kunst som et stykke vigtig senmoderne kunst. Et værk der kunne fungerer som udgangspunk i debatten og forståelsen af Danmarks tid som Kolonimagt over en periode på 250 år. Jeg håber ikke at havnemyndighederne i København har smidt resterne af af Frederik V buste ud . For så har de gjort sig skyldig i ødelæggelse af er stykke sen moderne kunst ! Her skulle man måske sætte detektiver i spil for overhovedet at finde ud af hvad københavns kommune har gjort af værket.
Med hensyn til debatten omkring andre værker der har relevans til kolonitiden så kunne man med fordel starte med at nedtage ridderstatuerne af henholdsvis Frederik V på Amalienborgs slotsplads og statuen af ChristianV på kongens Nytorv. Disse værker kunne man placerer på et kommende kolonicenter for læring og udstilling af kolonikunst. Frederik V har fejlagtigt fået æren af at overdrage Charlottenborg til Akademiet . Hvilket ikke er historisk korrekt. Frederik V var i virkeligheden et meget svagt menneske og led hele sit liv af trangen til for meget alkohol og havde trang til voldlig sex. Han besøgte jævnligt Københavns bordeller. Frederik V havde næsten ingen uddannelse og var overhovedet ikke kulturel interesseret. Han var i sin ungdom ved at blive udsat for formynderi og få frataget kongeværdigheden.. Det var i realiteten Frederik V Hofmarshal Molhke der sad på magten sammen med hoffets ministre. Disse ledte og drev Danmark. Statuen på Amalienborg Slotsplads af Frederik V er lavet af den franske billedkunstner Saly . der senere blev Rektor på Det Kongelige Danske Kunst Akademi. . Rytterstatuen viser et forkert billed af en konge der i virkeligheden var slave af alkohol havde trang til voldelig sex og næsten ingen uddannelse havde . Statuen blev skænket og lavet på opfordring af Molhke og co og blev betalt af et af handelskompagnierne. Der tjente store penge på handel med slaver og bomuld, rom og krydderier fra Dansk Vest Indien. Andre kulturelle tiltag lavet i Frederiks V navn er også et resultat af Molhke og co. Således blev Charlottenborg givet til Akademiet på opfordring af Molhke og co i Frederik V navn. Stiftelsesfesten på Akademiet bliver hvert år fejret med besøg af Dronningen . Akademiråd. Proffesorer og Kunstnere der skal modtage hæder. Stiftelsfesten er i virkeligheden Frederik V fødselsdag der hvert år fejres. Man fejre her i virkeligheden en konge der har stået med ansvaret for at være en af de værste slavekonger i Dansk kolonihistorie, Det var i Frederik V navn at Molhke og co opkøbte hovedmarioteten af aktierne i Handelskompagniet. De Dansk Vest Indiske Øer blev hermed til Kronkolonier. Ejet af Den Danske Krone.
Statuen af Frederik V på Amalienborg slotsplads må efter min mening tages ned og opstilles på et koloni og læringscenter. Her må den sande historie om Frederik V fortælles og kolonitiden i hans levetid må belyses. Her blev nemlig begået mange rædselsfulde ting mod sorte mennesker fra Afrika. Mennesker der blev handlet for våben med høvdinge i Afrika . For herefter at blive fragtet på slavegalajer i 3 til 4 måneder til De Dansk Vest Indiske øer. Turen var hård og mange døde. Salg af slaver foregik ved ankomsten og de brændemærkede sorte mennesker kom til deres fremtidige distinationer. Her trællede de hele deres liv. Blev udsat for Racisme, Tortur og fik på alle måder frataget deres oprindelige identitet. Danmark gjorde herefter slaverne kristne . Efter at i mange år at have udsat dem for denne behandling ! De oprettede kristne skoler og kirker i Dansk Caribien. Danskens syn på de sorte mennesker hvorfra mange kom fra høvdingestammer og var stolte krigere kunne ligge på et meget lille sted. Og de sorte mennesker bliver nogen steder omtalt som mennesker der er født til trældom. Er vilde med en religion som er farlige for den hvide mand og den kristne tro.
Christian V var den kolonikonge der sammen med handelskompagnierne grundlagde kolonierne som slavekoloni . Han oprettede slaveforter i Ghana hvor handlen med sorte stammekrigere havde kronede dage. Her var fængsel og handelsstation. Og her blev krigerne. Deres kvinder og børn brændemærket før afrejse til Caribien . Et af forterne på guldkysten hed Christians Gave.
Christian V og hans hustru Charrlotte Amalie lægger også navn til byen Christiansstad og byen Charlotte Amalie . Frederik V lægger navn til byen Frederiksstad i Dansk Caribien.
Christian V fik succes som konge af Danmark for at have været med til at oprette kolonierne. Hans hustru Charlotte Amalie lagde ligeledes navn til slottet på Kongens Nytorv. Hun opkøbte nemlig slottet fra en adelsmand og navngav det efter sig selv, Charlottenborg .
Som man kan se hænger Det Kongelige Danske Kunst Akademiet . Charlottenborg og kolonimagten meget tæt sammen . Og dette må erkendes og arbejdes med . Ikke kun i kunstnerisk sammenhæng . Men også filosofisk og eksistentielt. Historien må skrives om . Og vi må som Danskere arbejde med identitet og historisk belastende dna.
Rytterstatuen på Kongens Nytorv er den første rytterstatue i Norden . Den forestiller Christian V der på sin hest træder en nøgen og skrigende mand under hestens hov medens han holder en slange i hånden.
Den statue må efter min mening tages ned og anbringes på et koloni og læringscenter. Her kan rytterstatuen være med til at debatterer og lærer fra sig omkring emnerne racisme. slavegørelse. tortur og Danmarks deltagelse i dette.
For øjeblikket kan man på Rosenborg slot se en stor anlagt udstilling omkring Christian V. Man kan B.la se en stor kongetrone lavet af elfenben ! og et maleri hvor man ser Kong Christian V af Danmark forlyste sig med at skyde til måls efter en statue. Statuen forestiller et sort kvinde hoved.
Jeg vil med min undersøgelse omkring kolonitiden gerne være med til at støtte op omkring debatten Busteaktion. på Akademiet. Også set i en global kontekst. Sådanne aktioner sker over hele verden. Hvor mennesker gør oprør imod racisme og kolonial udnyttelse.
Danmark bør have et koloni og læringscenter hvor disse problematikker kan debatteres og hvor læring omkring vores kolonihistorie kan foregå. Det var en periode på 250 år der ikke må blive forbigået i tavshed.
Innleggsforfatternes referanse til Damnatio meoriae er ganske relevant. Dette fenomenet, som vi kjenner fra romersk keisertid, var i mange tilfeller forsøk på total mnemonisk utslettelse. Caracalla ville ikke akseptere at hans far hadde utpekt broren Geta som medkeiser og fjernet systematisk alle portretter av ham; Vespasian ville fjerne Nero fra folks minne (ikke bare hans portrett, men alt hva han hadde bygd i Roma!), og Nerva sørget for at bilder av hans forgjenger, Domitian, ble omgjort til bilder av seg selv. Man kan godt se Dirckink-Holmfelds tilintetgjørelse av Frederik V i lys av den gamle romerske tradisjonen. Hva som er vanskeligere å forstå, er forfatternes omtale av aksjonen som en nesten naturlig (ja sågar positiv) prosess, hvor portretter som vi skaper senere flyttes og noen ganger ødelegges. Erindringskultur må jo også inkludere formidling og bevaring. Destruksjon er ikke det samme som å sette bilder bort og bevare dem for ettertiden. Det er nettopp ødeleggelsen av verk som aksjonister som Dirckinck-Holmfeld ønsker. I hennes handling utvises det en likegyldighet overfor bevaring av objekter; det man ønsker er oppmerksomhet om selve aksjonen. At aksjonen er en form for ødeleggelse (symbolsk sett en henrettelse), er ingen tilfeldighet.
Takk til Amalie Skovmøller og Mathias Danbolt for betimelige refleksjoner i en ellers opphetet debatt. Den teoretiske manko som har begrenset diskusjoner om monumenter og offentlig minnekunst siden en god stund før de mye omtalte kontroversene i årene rundt Black Lives Matter, bidrar de her til å avhjelpe.
Imidlertid tror jeg man med fordel kunne gjort en litt tydeligere grenseoppgang for rekkevidden og generaliserbarheten av Skovmøller og Danbolts bestemmelser om skulptur i mer eller mindre offentlige rom. Riktig nok har vi som forfatterne viser å gjøre med en problematikk med historiske forgreninger tilbake til antikken. Men nettopp derfor har vi også behov for å beholde historiske og kulturelle nyanser om betydningsdannelsene i det “billedpolitiske rom”, forskjeller mellom hva slags rom Romerrikets imperiale monumenter konstituerte, det som skjer i en park på St. Thomas i dag og det som er aktuelt i de forskjelligste lokaliteter i dagens Vesten.
Det er ingen tvil om at det fins monumenter i det offentlige miljø i dag som ville passe bedre i slike nye museale sammenhenger som det innleggsforfatterne anbefaler. Men nettopp for å danne grunnlag for gode vurderinger, og for at ikke slik relokalisering skal bli til en fristelse til for kjappe omveier om den ladete historiske gehalten: Man må også beholde bevissthet om at i en god del tilfeller er det som dagens mer eller mindre endrings-engasjerte blikk vil betrakte som “erindringspolitisk værktøj” faktisk også er det vi kaller kulturminner. Som Alois Riegl skrev omkring 1900 blir uvegerlig “gewollte Denkmale” stadig til “ungewollte”, snare spor etter fortid og estetiske komponenter i miljøet enn menings- og holdningsdirigerende påvirkere.
Det misforhold som kan være tilstede mellom en Christian IX og folks realiteter i en liten tidligere koloni, har ikke lineær overføringsverdi til ulike urbane situasjoner for eksempel i Danmark eller Norge i dag. Ganske særlig bør det advares mot å la overilt tro på “woke” klarsyn skape skråsikkerhet om at alt vi tidligere enten har kalt kunstverker i friluft eller regnet som gammel kuriosa i kunstbegrepets utkant plutselig er kommet i sitt rette lys når vi kaller dem “erindringspolitisk verktøy” og vil gå dem etter i sømmene som sådan. Her må teoretisk innsats på feltet beholde kontakt med sin egen faghistorie.
Parallellen innleggsforfatterne trekker mellom Christan IX i offentlig rom i Amerika og Fredrik V innendørs (og utendørs) i København er interessant og polemisk treffende, men på grunn av det teoretiske behovet for differensieringer i et større tema om minnekunst ikke uten behov for tilførsler. For eksempel trengs så vidt jeg kan se, som allerede antydet, ikke bare en relativisering av de ofte nokså instrumentelt trimmede begrepsdannelsene av typen “minnepolitikk”, “historiebruk” og “erindringspolitiske verktøy” som i dag plutselig viser tendenser til hegemonisk intervensjon i eldre men nokså refleksjonsrik kunnskap av estetisk-historisk slag. De beklagelige prosessene omkring minnekunst etter 22. juli 2011 står som ett av eksemplene på ulempene og feilkildene i full insistering på at kunst i det offentlige rom skal defineres som en slags remedier for bevissthetsstyring, en slags teoretisk flukt fra den materielle gestaltningens sanselig-historiske natur til fordel for en tro om at kunst er pedagogikk eller terapi. Differensiering fra den klassiske doktrinens definisjon av kunst i det hele tatt som i bunn og grunn monument og minnesmerke, har vært et hovedanliggende i vestlig estetisk tenkning og kunst siden den tidlige romantikken, og kan ikke uten vrange konsekvenser nulles ut av en ny, aktivistisk iver etter å revidere den fysiske overleveringen betraktet som “verktøy”.
Videre trenger vi også så vidt jeg kan se å skjerpe blikket for forskjellen mellom nødvendig revisjon av det som faktisk med rette kan betraktes som rommets “billedpolitikk” og det som snarere institusjonell eller sosial omdømmebygging, i realiteten med sterkere eller svakere preg av historieforfalskning. En innendørs portrettbyste, eller et gullinnrammet maleri ,over en grunnleggingsfigur i en representativ bygnings historie er sant å si noe helt annet enn et monument over for eksempel Cecil Rhodes med en utålelig plassering. Det som er harmløst som “billedpolitikk” kan være viktig som erindring, og motsatt. Kanskje er det godt å huske de føydale mønstrene en utdanningsinstitusjon sprang ut av for å kunne forholde seg bevisst til de asymmetriske relasjonene som uvegerlig den dag i dag preger all skolering? Man må også huske at det det å flytte en offentlig skulptur på museum etter debatt er noe helt annet enn å rydde bort i nattens mulm og mørke en grunnstein til en college-bygning som ble nedlagt av kong Leopold av Belgia. Det å ha et ikke-fornektende forhold til vår brokete historie i dag, må erkjennes som noe helt annet enn å være i forkjøpet av enhver anklage eller ubehagelig ny innsikt. Snarere enn dette er vel historisk bevissthet å selv stå i várhet for at både fortid og nåtid er mer enn det som kan bokføres om både nye og gamle intensjoner, betydninger eller gruppe-identiteter.
At folk i Charlotte Amalie på Skt Thomas ikke ønsker en buste af Christian d. 9 centralt i Emancipation Garden og indsamler en underskrifts indsamling for at flytte den er deres sag. Danmark forlod Jomfruøerne i 1917. På en skammelig måde. Jeg tror egentligt mest det er danske turister, der går op i den danske historie på øerne.
De herskende tanker er den herskende klasses tanker skrev Marx.
Mangler der ikke en vigtig dansk koloni i artiklen fra den periode, Norge ( Grønland, Island og Færøerne var norske bilande) Ligesom Shetland og Orkney, der jo kom ind under Skotland. Er de så skotske kolonier.
Tharangambadi er en lille fiskerlandsby, der ligger som et arkæologisk mindesmærke over handelskompagniernes svundne tid. Der står en buste af den (dansk) tyske missionær Ziegenbalg der ligesom en hel statue på toppen af et monument. Missionæren grundlagde TELC (The Evangelistic Lutheran Church) Derfor er der en biskop af Tharangambadi den dag i dag. Der er også både muslimer hinduer og katolikker i landsbyen. Tharangambadi såvel som Serempore (Frederiksnagore), der var den anden større danske handelsstation i Indien har fået restaureret bygningerne fra den danske tid de sidste 20 år. Indiens første vestlige universitet, der stadig har 3000 studerende årligt blev grundlagt af danskerne.
Nuuk hed engang Godthåb, og tyske missionærer gav grønlænderne et skriftsprog. Ligesom missionærer fra Danmark systematiserede det tamilske sprog, der er et af verdens ældste talte sprog.
Selvom dansk vestindien ikke er større end Mors var det den største af de danske troppekolonier. I Ghana havde danskerne nogle handelsforter på en mindre del af Kysten. Englænderne og hollænderne var også tilstede på kysten i nuværende Ghana. Et af folkene i nuværende Ghana er Ashantierne, der var allieret med danskerne og solgte slaver til de danske købmænd. Der var uendeligmange folkeslag og bystater i Vestafrika og de gik indbyrdes i krig og tog slaver som de så solgte til europæerne da efterspørgslen opstod. I Indien er der også meget indbyrdes diskrimination mellem de forskellige folkeslag og kaster.
Først var der tale om en original buste fra 1750. Derefter en langt senere kopi. Der blev rematerialiseret og nedsænket i saltvand. Den sorte sæk over hovedet giver mig associationer til en henrettelse af kongen. Ligesom under Den franske revolution. Men jeg kommer også til at tænke på væltede statuer i østeuropa. USA’s hær der vælter Saddam Hussein statuen i Baghdad. Men Også Hans Martin Schleyer , der jo blev henrettet af RAF, men som jo også havde været SS mand selv under Anden Verdenskrig. Hvis man siger øje for øje og tand for tand ender man jo selv med at være et uhyre, og det er derfor vi har et retssystem. Den transatlantiske slavehandel ophørte for mange år siden. Vi kan ikke forhindre de lidelser som er sket. Allerhøjst kan vi forhindre slaveri og racisme i dag.
Kongens Lapidarium er opmagasinering af originale ornamenter og statuer fra Kongens slotte. Når de har stået på facaden i 200 til 300 år dematerialiseres de langtsomt. Der bliver lavet en kopi som bliver udskiftet med originalen, der derefter bliver opmagasineret i Kongernes Lapidarium
Et led i en udvikling. Mennesker bliver klogere af de diskussioner de har. Der sker en stor udvikling ikke mindst inde i folks eget hoved. En enfoldig, naiv aktivist. Fra at være et ungt menneske, der ikke helt ved hvad de vil, men måske mest af alt vil gøre oprør mod deres egne forældre og hele den repressive opdragelse som de måske har oplevet at de selv har fået. Også et oprør mod mislykkede forløb som vi alle sammen har haft dels det ene sted dels det andet sted osv.
Det er onde ting og tider at tænke tilbage på. Nu er de jo startet på kunstakademiet og det er vel en eksplosion i kreativitet , i vidensforøgelse, i forbedring af deres livskvalitet. Pludselig er der et perspektiv i livet. Et formål. De kan bruge deres evner. Bruge deres kreativitet. I den forbindelse forstår jeg Anonyme billedkunstnere og deres venner. Jeg vil ikke påstå at det var særligt genialt. Man kan få indlæring og modenhedsforøgelse på mange måder fx en rejse langt bort, efterskole, højskole der er måske mange andre muligheder. Jeg ved det ikke. Men meget sympatisk at alle unge mennesker ikke ønsker at være F16 piloter og et eller andet sted kan jeg godt lide dem der gør oprør og stå på de undertryktes side. Hvis nogen prøver at rematerialiserer rytterstatuen af F5 ved at sænke den i havnen tror jeg de får problemer. Kamilla Harris har allerede været ude at sige at danskerne skylder vestinderne en kompensation. Jeg var på en byvandring om emnet og folk sagde ikke særligt meget ikke fordi det var en dårlig byvandring. Jeg tror simpelthen at deltagerne fik dårlig samvittighed over emnet.
110.000 mennesker sejlede Dansk, norske og slesvig holstenske købmand over Atlanterhavet i løbet af godt 100 år.
Anonyme kunstneres happening blev altså sådan at gennem deres adgang til kunstakademiet (går jeg udfra for de er jo netop anonyme), der kom efter en optagelsesprøve og et forudgående livsforløb. Først havde de en barndom og en ungdom derefter blev de optaget på kunstakademiet ( går jeg udfra) og her lærte de en masse ting og dannede anonyme billedkunstnere, og efter at være kommet gennem denne udvikling lavede de bustehappeningen. De holdninger de lærte på det udenrigspolitiske område er anti imperialisme, og på det indenrigspolitiske eller moralske område er anti racistiske. De holdninger kan de tage med sig. Alle bøger og ideologier , og mennesker har fejl så om der skal ske en revolution, at arbejdeerne, minoriteterne, kvinderne. Den ide at der ikke er en magt , der skal styre hele jordkloden ved at undertrykke tror jeg på mennesker skal være frie og nationer skal være frie. Det er vel den moral som Anonyme kunstnere har lært. Livet går hurtigt når man er ung. Desværre eller heldigvis går det ikke ligeså hurtigt for alle senere.
Jeg har ikke de samme opfattelser af hvordan målene skal nås, men jeg tror stadigvæk på målene. Personlig frihed. Fællesskab. Unge og naive mennesker der aktionerer så godt som de nu kan, også godt som de har forstand på. De idealer dem tror jeg stadig på.