Sådan bliver et kunstværk til

Amerikanske 1-centmønter klistret på sko, grene og underbukser. Lina Viste Grønli har skabt den perfekte udstilling på galleri Christian Andersen i København.

Lina Viste Grønli, Pentimento Knickers (Light), 2016. Undertøj, amerikanske pennies, silicone. Foto: Malle Madsen.
Lina Viste Grønli, Pentimento Knickers (Light), 2016. Undertøj, amerikanske pennies, silicone. Foto: Malle Madsen.

Lina Viste Grønlis nye værker på galleri Christian Andersen udgør den perfekte udstilling. At den er perfekt, skal forstås helt uden ironi og uden tungen i kinden eller en frækt blinkende smiley. Og der kommer ikke noget spidsfindigt ”men” senere i denne tekst, som minder os om, at når noget er perfekt, så er det samtidigt kedeligt eller uinteressant eller hvad man ellers kan finde på at sige. Der er ganske simpelt tale om en perfekt udstilling. Perfekt til galleri-konteksten. Perfekt til rummets dimensioner og perfekt installeret på sokler og podier (trenden med objekter på gulv er på vej ud). Og så er den endda tilpas kompleks og besidder den vidunderlige kvalitet, at værkerne er klogere end den (jeg) som ser på og skriver om dem. Perfekt.

Personligt har jeg tidligere blot strejfet den norske kunstner, som er født i 1976 i Bergen, uddannet i Aarhus og Oslo og bosiddende i Boston. Hos Christian Andersen så jeg i 2012 hendes eurytmi-værk, hvor en performer i sort-hvide fotografier stavede Phil Collins – et værk jeg forkastede som tendentiøst. På det tidspunkt var der en overflod af værker om, med og informeret af Rudolf Steiner og antroposofi – men så alligevel kradsede det dejligt med Phil Collins og, ikke mindst, med den uhøjtidelige titel: ”Phil Collins in Eurythmics”.

Lina Viste Grønli, Pentimento Kelloggs (Raisin Bran), 2016. Kelloggs Raisin Bran, US pennies, silicone. Photo: Malle Madsen.
Lina Viste Grønli, Pentimento Kelloggs (Raisin Bran), 2016. Kelloggs Raisin Bran, amerikanske pennies, silicone. Foto: Malle Madsen.
Lina Viste Grønli Pentimento Pumps, 2015 Pumps, amerikanske pennies, silicone. Foto: Malle Madsen.
Lina Viste Grønli
Pentimento Pumps, 2015
Pumps, amerikanske pennies, silicone. Foto: Malle Madsen.

Udstillingen her er mere kompliceret og mere sammensat betitlet, A Hobo Pentimento Objet Trouvé. Den består af tolv mindre objekter som alle er skabt ud fra det samme princip: amerikanske 1-centmønter er klistret på fundne genstande således at mønterne danner et sirligt kobberfarvet skjold om objektet nedenunder. De fundne genstande er: tre forskellige typer sko (et par med hæl, et par med mindre hæl, et par Nike træningssko); to grene fra et træ; to æsker cornflakes eller lignende morgenmadsprodukter; strømper og underbukser. Voilà.

Begrebet pentimento stammer fra malerkunsten og henviser til det synlige spor af et tidligere motiv, man kan se i nogle malerier, hvor kunstneren har skiftet mening. Det er herligt forvirrende i denne sammenhæng. Det simple greb, at tilføre de fundne objekter et andet lag af objekt referer Grønli nemlig til som en tingen – en gøren ting. Det begreb låner hun af den tyske filosof Martin Heidegger – og hun gør på sin vis også Heideggers begreb til sin egen ting og til en regulær maskine for værkproduktion. Hun har nemlig lavet mange udstillinger med dette tings-princip som motor, kan man se hvis man skimmer cv’et.

Hos Grønli bliver de fundne objekter altså til ting, som i mere end en forstand er tilført ny værdi. Dels qua den konkrete befæstelse af mønterne, men endnu mere qua tingenes nye status som kunstværker. Denne dobbelte tingsliggørelse er forrygende, og er for mig at se filosofi på højt niveau, udfoldet og konkretiseret således at disse værker for fremtiden bør være pensum på alverdens gymnasier: Sådan bliver et kunstværk til.

En væsentlig krølle på historien er den, at de omkostninger, der er forbundet med at producere den kobberfarvede 1-centmønt for længst har oversteget værdien af en amerikansk penny, som mønten også hedder i folkemunde.

Det forhold minder mig om den italienske medieteoretiker Franco Berrardis pointe om, at økonomien blev ren semiotik, da daværende præsiden Nixon i 1970erne annullerede guldstandarden og Bretton Woods-systemet, der fastsatte forholdet mellem forskellige valutaer i hele verden og at Nixon dermed så at sige satte dollaren fri. Hos Grønli er pengene på en gang re-semiotiseret i et 1:1 forhold mellem møntens symbolske og egentlige værdi. Men går man derfra via galleri-rummet hvor Grønlis værker gør sig til som skinnende begærs-ting og forsøger man så at ville begribe kunstmarkedet – det nok så berømte eneste uregulerede marked i verden – og hvordan kunstværket tilføres værdi her, ja, så er man for mig at se på rette spor. Helt perfekt.

Lina Viste Grønli, Pentimento, 2016. Installation view, Christian Andersen. Photo: Malle Madsen.
Lina Viste Grønli, Pentimento, 2016. Installation view, Christian Andersen. Foto: Malle Madsen.

En version af denne artikel bringes i Kunstkritikks bilag til den norske ugeavis Morgenbladet, Morgenbladet Kunstkritikk nr. 1, 12. februar 2016.

Læserindlæg