Der bor 27 mennesker i den japanske landsby Nagaro, udsigten til børn og vækst er i bedste fald fjern, byens yngste indbygger er 55 år. Mens Nagaro venter på at stoppe med at findes, befolker Tsukimi Ayano den med dukker. Hun er født i byen og syr mennesker, der agerer stofvikarer for levede liv i de støt døende omgivelser: Elever til den lokale skole, der måtte lukke i 2012, arbejdere der holder pause fra de jobs, byen ikke længere har. Der er noget på en gang sorgfuldt og ømt og skægt og creepy over denne simulerede hverdag et sted i Japan, og jeg har de stemninger i hovedet og kroppen, mens jeg bevæger mig rundt blandt dukkerne i SIGNAs svulmende og sirlige udstilling The Market.
Det relativt nye og stadig relativt ukendte udstillingssted Simian, sådan en stramt hvid og betonmættet kælder under metrostationen i Ørestad, danner ramme om det første SIGNA-projekt i adskillige år, hvor rummet ikke er levende, hvor teatret udebliver og en scenografi, selve tingene, træder i forgrunden. På den måde ligner det en mere traditionel udstilling end, hvad det efterhånden legendariske SIGNA-kollektiv (grundlagt og ledet af Signa og Arthur Köstler) forbindes med – i hvert fald hvis man med ’udstilling’ først og fremmest forventer noget, der hverken bevæger sig eller trækker vejret.
Alligevel er traditionel noget af det sidste, man kan kalde den groteske fantasi, der skyder op som en smuk og inficeret markedsplads under jorden (lige overfor storcentret Field’s). Noget intenst u-levende har slået rod i rummet, selvom stort set alting herinde er taget direkte ud af det købe- og slugeliv, vi kender. Slik og parykker til salg, kjoler og strømper og oliven og dårlige halskæder.
Dukkerne i pasteloutfits, der meget præcist balancerer den uvaskede lemfældighed og hyperbevidste brand-nostalgi, som 2020ernes young creatives praktiserer: disse dukker spøger lidt, de arbejder og fordriver tid på en måde, der føles ligeså kapitalismelevende, som den er død. Tomme mennesker, der sørger eller keder sig. Seks pavilloner er rejst i den kolde kælder, under og omkring dem breder markedet sig som den slags vamle sygdom forbrug jo er, men gennem det formløse ubehag luften damper og lugter af, skærer sig en skønhed, der igen og igen klistrer til øjnene.
The Market er en beundringsværdig overflod af tableauer, dimser og ubrugelighed i et kvalmende og vildt forførende omfang, hvis former hele tiden virker mere tungt flotte, mere barokke end deres glitrende billige overflader måske umiddelbart antyder.
Simili, negle, satin, en slags forvreden kink ved alt det her slidte pynt. Den dygtige sammensætning af genstande, mærker, materialer virker uimponeret over sin egen præcision, og det gør helheden anderledes, mere dyster og følsom, end de skråsikre moodboard-vibes som intelligent samtidskunst med popreferencerne i orden af og til kan skabe. Det er for eksempel mindre vigtigt, at dukkerne er klædt i 20 år gammelt tøj, der har ligget opmagasineret på Köstlers lager og uden videre er blevet moderne, end det er at mærke, hvordan de frosne dukkekroppe blandt andet samler sig i en tavs og brutal antydning af, at pengetilværelsen fuldkommen bogstaveligt gør mennesker bevidstløse. Det er mindre vigtigt, at roser og sæber og blonder understreger den visuelle kulturs vilje til romantisk sincerity, end det er at overgive sig til selve markedet som en samling bizarre nydelses- og undergangsaltre. Er det en kirke eller en ruin eller en afgrund vi befinder os i?
Det er ikke til at sige, hvad den overordnede fortælling i The Market gerne vil være, heldigvis, og det virker indlysende og tillidsfuldt, at scenografien mangler sit performede liv og sine klare stemmer. En befrielse, som at trække vejret vildt dybt ved havet, at være uafhængig af et entydigt narrativ, og samtidig få plasket utallige muligheder i ansigtet, fordi alt hvad dette marked sælger er historier og virkelighed. Udstillingen er frigjort fra retning og koreografi, så i et hjørne kan fornemmelsen af plastic og gråkold lyserød fra et sted i Kiev oversvømme dig, i et andet ligner vilkårligheden ved hårspænder-stiletter-neglelak-perle-glitterbutikken noget du stenede over i Skt. Petersborg eller Neukölln – et falmet farveskema gennem udstillingen som en cykeltur gennem en polsk landsby.
Alting findes i en eller anden form i forvejen, sådan kan forløbet af et liv vel også føles: Alt er sket før og vil blive cirkuleret videre i den sløjfe af skønhed og vold, som er verden. The Market føles som sådan en sløje, gang på gang ligner den et liv og så intet liv. Gang på gang er det ikke til at mærke om kærligheden til tingene eller ulykken i dem, begæret eller væmmelsen trækker de tydeligste, mest smitsomme spor gennem rummet. Og det er heller ikke vigtigt at afgøre.
Utroligst er anelsen om, at livløse parallelskæbner i en kælder i Ørestad befinder sig så tæt på de varme tilværelser vi går rundt og udfører med største fornøjede selvfølgelighed, at dukkerne nærmest ligeså godt bare kunne stå meget stille og holde vejret. Måske er det fornemmelsen af at få verden trukket ned foran ansigtet som en stram hue, at få sit blik og sit indre sprættet op af hjemsøgt virkelighed, måske er det skiftevis lysten til at besidde denne verden og kaste den op, der klamrer sig til kroppen længe efter kroppen har forladt kælderen. The Market ligner, ligesom livet, en kærlighedserklæring og en dødsdom.
