Noget af det mest imponerende ved det lille kunstnerdrevne udstillingssted Koh-i-Noor på Vesterbro i København er, at det stadig findes. Stedet blev etableret i 2004 af tidligere studerende ved primært Det fynske akademi. Koh-i-Noors lidenhed sammen med dets konceptuelle kunstneriske afsæt har det med at være indikation for et sted, der bærer sin egen snarlige død i sig. Stedet er så lille, og udstillingsperioden så kort (3 dage!) at der ofte bliver tale om et meget specifikt projektkarakter, et udsnit af en tanke, der eftersøges på de få kvadratmeter. Ofte bliver vinduet taget i brug for at give en ekstra eksponeringsflade. Således også med Honey Biba Beckerlees udstilling Entangled Realities II, som på den måde starter ude på gaden. Herfra kan man se en sort-hvid video, der viser nogle ældre billeder af måger, der bakser med vingerne ved Dronning Louises bro.
Henover billederne – gamle stereoskopier, der er sat i bevægelse – løber en tekst, der både forklarer og spørger til effekten af stereoskopiet: «Might we get a glimpse of parallel worlds in the parallel images of stereoscopy?» De 4 mågemotiver stammer fra et arkiv af ældre stereoskopier, som Beckerlee i udstillingen benytter som udgangspunkt for en refleksion over kvantefysikkens begreb «entanglement» – på dansk «sammenfiltring». Det er et ret stort emne (måske kun overgået af det om Gud), der nemt kunne ende som en ren google-udstilling, hvor kunsten kun refererer og ikke aktiverer teorien.
At tage udgangspunkt i videnskaben, og særligt fysikken, er en udbredt tendens indenfor samtidskunsten. Forståeligt nok: så forlenes man som kunstner på samme tid med en videnskabelig kompliceret og filosofisk diskussion, der på mange måder resonerer med æstetikkens egen mangetydighed. På årets dOCUMENTA så man en hel række værker i denne genre, og et stort rum i Fridericianum var givet til fysikeren Anton Zeilingers Quantum Now; et rum med maskiner, der viste kvantumfysikkens virkeformer. Her kunne man fx se, hvordan
et objekt, en partikel, kan befinde sig på flere niveauer samtidig, hvorved verden ikke kan siges at være en lineær ensidig størrelse, men indeholde flere rumligheder, flere – for os – usynlige simultane verdener. Dette fysikeksperiment var præsenteret på lige fod med de øvrige kunstværker, men havde mest funktion af et informativt resonansrum for emnets aktuelle udbredelse i æstetikken.
Hos Beckerlee bliver der dog ikke tale om et udelukkende illustrerende greb. Stereoskopi er en ældre fotografisk metode til at skabe illusion om rumlighed ved forskydning af billeder, der her kobles sammen med den fysiske teori om «mange-Verdener» eller sammenfiltring. De 4 ældre mågebilleder er sat i hver sin ramme med abstrakte sort-hvide billeder, der er skabt på lysfølsomt papir ved en version af «dobbeltspalteeksperimentet». Dette eksperiment kan man opleve en kuriøs variant af i et mørklagt baglokale, hvor en skarp grøn stråle sendes igennem en fra loftet hængende mågefjer, hvorved der på bagvæggen skabes disse interferensmønstre, der i fysikkens verden skulle vidne om, at én partikel (lyskilden) kan være én og mange på samme tid. De abstrakte billeder med mønstrene henviser altså til denne teori, men i sammenstillingen med mågebillederne, er de mest en analogi til en vinge, der basker. Udover at det ser utrolig smukt ud, så dannes der en dialog mellem de abstrakte mønstre og de gamle måger, der kun giver mening som æstetik og ikke som fysikeksperiment: dermed løfter Beckerlee sit æstetiske projekt fra den teoretiske baggrund og genererer ny viden, måske endda ny erkendelse? På den måde formår udstillingen at integrere en videnskabelig teori om sammenfiltring med et visuelt og filosofisk materiale, der i det lille lokale tilsammen skaber et fortættet refleksionsrum om tidens og rummets beskaffenhed.
