Jenkin van Zyls dragcarbaret i ARoS’ nye galleri er, trods alle effekter, en kedelig forestilling.
Der er en udbredt frustration over, hvad samtidskunsten har udviklet sig til, siger den britiske kritiker Dean Kissick. Nu udkommer hans opsigtsvækkende essay i en udvidet dansk version.
Nanna Abells udstilling i København er anskuelsesundervisning i skulpturel sensibilitet.
På kunstfestivalen Under
har den unge scene styr på det hele. Men er den også lidt for selvbevidst?
Med monsterudstillingen The Story of Public Art har MAPS i Køge truffet alle de rette valg.
Den Frie Udstillings årlige mønstring byder på hovedværker. Hvorfor og hvordan, de er udvalgt, er der ingen forklaring på.
I en afgørende politisk tid må inuit konsultere den levende erindring for at kunne se fremad, lød det på seminar om grønlandske performancetraditioner.
Kollektivet YEARS’ udstilling er frustrerende, som et konsolspil uden regler. Ond og god på samme tid.
Cecilie Norgaard på O-Overgaden er maleri om maleri på den bedst tænkelige måde.
Eliyah Mesayers fiktive stat har slået de sorte telte op i Aarhus. For den, der allerede kender til Illiyeen virker projektet stagnerende. Det er måske selve pointen.
– Der findes ikke et tal, der kan beskrive den dansk-grønlandske relation, siger kunstner Anne Haaning, som tror det bliver svært at lave film om emnet efter kontroversen om DR-dokumentaren.
Hvad er værd at gå i krig for? spørger Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen i et værk fra 2004, som i dag er mere aktuelt end nogensinde.
– For oprindelige folk kan det være lidt skræmmende at tale om at fjerne og udviske monumenter, siger kollektivet New Red Order.
Kulturrådets ordning for tidsskrift og kritikk øremerker midler for 2025.
Space Making på Astrup Fearnley Museet er en litt gammeldags maleriutstilling på den bra måten.
Kiki Smith drar in Moderna Museet Malmö i ett lågmält skimrande naturkaos.
