Kunstkritikks Louise Steiwer ser tilbage på et år, hvor sorgen endelig fik lov til at fylde i kunstens haller.
Amelie von Wulffens mise en abyme er et spejlkabinet af tider og stilarter, tættere på det virkelige end virkeligheden selv.
Nu handler Grønlands største kulturbegivenhed endelig om oprindelige folks kunst og overlevelse.
Alting er politisk, men Karim Boumjimars udstilling på O-Overgaden ånder gennem kropslig hedonisme og en dirrende, dansende streg.
Som en sikkerhedsnål i en skoleuniform. Sofie Winthers børnehave er et punket modstandsbillede.
– Christiania skal ikke blive et friluftsmuseum for 70er-kultur, siger kræfterne bag biennale i fristaden i København.
Jenkin van Zyls dragcarbaret i ARoS’ nye galleri er, trods alle effekter, en kedelig forestilling.
Der er en udbredt frustration over, hvad samtidskunsten har udviklet sig til, siger den britiske kritiker Dean Kissick. Nu udkommer hans opsigtsvækkende essay i en udvidet dansk version.
Nanna Abells udstilling i København er anskuelsesundervisning i skulpturel sensibilitet.
På kunstfestivalen Under har den unge scene styr på det hele. Men er den også lidt for selvbevidst?
Med monsterudstillingen The Story of Public Art har MAPS i Køge truffet alle de rette valg.
Den Frie Udstillings årlige mønstring byder på hovedværker. Hvorfor og hvordan, de er udvalgt, er der ingen forklaring på.
Kunstkritikks ansvarlige redaktør, Mariann Enge, ser tilbake på et år med følelsesstormer, minnearbeid og lukten av treverk i hendene.
Är döden det enda sanna? Kunstkritikks svenska redaktör om sitt år i konsten.
2025 var kosmologiernes år. Kunstkritikks redaktør i København elskede den skramlede, den rævesnu og den helt tyste.
Middelalder-psykedelia på jutevev slo hull i veggen og tiden for Kunstkritikks norske redaktør, Stian Gabrielsen.
