Indbildsk altruisme

Udstillingen Tomorrow is the Question tager afsæt i FN's 17 verdensmål, men repræsenterer i sig selv kuratorisk handlingslammelse.

Rirkrit Tiravanija, untitled (غداً هو السؤال) (明天才是問題) (tomorrow is the question) (morgen ist die frage) (завтра это вопрос), 2019. Foto: Anders Sune Berg.

Udstillingen Tomorrow is the Question er et samarbejde mellem Luise Faurschou, direktør for Faurschou Art Resources, og Erlend G. Høyersten, direktør for ARoS. Resultatet er en udstilling med en række internationalt anerkendte kunstnere. Kuratorduoen kan således bryste sig af navne såsom Rirkrit Tirvanija, Hito Steyerl, Doug Aitken, Mona Hatoum, Allora & Calzadilla, Alfredo Jaar, Simon Denny og Cao Fei.Udstillingen tager udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed, som ligger i forlængelse af Luise Faurschous arbejde i organisationen ART 2030, hvis formål netop er at knytte kunsten an til verdensmålene. 

Det første, der kommer mig i møde, da jeg fjedrer ned ad vindeltrappen til udstillingen, er lyden af hoppende bordtennisbolde. Snart står jeg midt i den åbne forhal blandt bordtennisborde befolket af amuserede besøgende. Det er en af maskotterne fra 90’ernes relationelle æstetik, Rirkrit Tiravanija, som står bag. Værket, som har lagt navn til udstillingen, har teksten Tomorrow is the Question stående på bordpladerne på fem af de største verdenssprog. På den tilhørende vægtekst fremgår det, at publikum tager aktivt del i spørgsmålet om morgendagens udfordringer alene ved at samle bordtennisbattet op og spille.   

Ovenover indgangspartiet, som leder ind til en rødglødende neonklode af Mona Hatoum, hænger i bøjet neon tekstværket Be Afraid of the Enormity of the Possible (2019) af chilenske Alfredo Jaar. Et udsagn, som ville have efterladt mig med et stort spørgsmåltegn, hvis det ikke var fordi, at jeg senere fandt ud af, at kunstneren er vokset op under Pinochets diktatur og således har oplevet reel politisk omvæltning ved militærkup. Det vil sige, at begreber som «det mulige», derfor har  ganske konkret betydning i biografisk forstand. Men denne signifikante information havde man fra kuratorisk side ikke sørget for at nævne i udstillingen. 

Midtvejs i den labyrintiske udstilling finder man Doug Aitkens filminstallation New Era (2018), som handler om mobiltelefonens opfinder, amerikanske Martin Cooper, som foretog det første mobilopkald. Dette ene opkald er omdrejningspunktet for værket, som desuden er udgjort af et mørklagt rum med spejlvægge, hvori filmen, som er projiceret på tre lærreder, reflekterer. Det er en gedigen produktion. Især musikkompositionen, som ledsager filmen, er vældig fin og forførende. Værket med al sit udstyrstykke skildrer medrivende på hårdtpumpet vis det sensationelle og banebrydende ved opfindelsen, som skulle blive  et   mellemmenneskeligt teknologisk hvermandseje.   

En afstikker både af formel og udsagnsmæssig klasse er en serie værker af newzealandske Simon Denny, som behandler diskussionen om demokrati i relation til bitcoin og blockchain, som er den underlæggende infrastruktur,  disse alternative transaktioner benytter. I videoen, der ledsager Dennys typiske kunstnerisk formgivne formidlingskabinetter, fornemmer man kritikken af blockchain i valget af fortæller, som på bedste salgstalemåde præsenterer blockchain som en demokratisk revolution og frelse for markedets jævne aktører. Herved mærker man, at der er en approprieret karakter på spil, som giver værket dets underspillede overskud. 

teamLab, Flowers and People, Cannot be Controlled but Live Together, Transcending Boundaries – A Whole Year per Hour, 2017.

Udstillingens store trækplaster – og ARoS’ nye midlertidige side-kick til Olafur Eliassons Your rainbow panorama – er det japanske kunstkollektiv teamLab, som udbyder virtuelle interaktive oplevelser. I dette tilfælde er det et vandfald og blomsterhav, som former sig efter, hvor den besøgende står i det virtuelle landskab, der er projiceret på gulv og vægge. Udstillingens overordnede parole taget i betragtning – at vi skal gå til fælles handling – træner dette værk dog mest af alt folks selfie-arm. Til gengæld tjener det som et udmærket billede på den kunstudslettende oplevelsesøkonomi, der findes i det generelle museumsmaskineri, som ARoS er indbegrebet af.

Løfter man blikket til, hvordan udstillingen overordnet set klarer præmissen angående kunsten i forhold til verdensmålene, så er det som om, det forventes, at man tager hatten af på forhånd, fordi udstillingen tager afsæt i de omtalte verdensmål. Jeg ser det ikke som andet end indbildsk altruisme. Det undrer mig derfor heller ikke, at Rirkrit Tiravanijas luksusaktivisme er med ombord. Den falder inden for den samme strategi –en nem oversættelig safe-the-world-happy-go-lucky liberal holdning. 

Udstillingen slår sig op på en forvrøvlet idé om, at tager man en tur i denne udstilling, bliver man som publikum ansporet til at handle. Det postuleres således i presseteksten: «De medvirkende kunstnere deler et fællesskab i deres fokus på nutidens store udfordringer i en form, der skaber eftertænksomhed om verdens tilstand, opfordrer til dialog og nytænkning og til kollektiv aktion.»

Det er en ovenud dumstolt pointe, som taler om en sammenhængskraft kunstnerne imellem, som ikke består i andet end, at de er blevet indføjet under den nærmest altomfattende tematik angående verdensmålene. Hvad der fra kuratorisk side ligner et forsøg på at skabe en udstillingspræmis, som sikrer, at de rammer inden for målskiven, ender i stedet ufokuseret og vagt. Dertil kommer, at man lægger ord i munden på de medvirkende kunstnere, når man tager dem til indtægt for den jubelaltruisme, som sejler rundt i udstillingssalene.

Men jeg fik da trænet min serv. 

Læserindlæg