Typisk for tidens udstillinger med yngre samtidskunst, har den aktuelle udstilling, på det snart 2 år gamle kunstnerdrevne sted OK Corral, en fin prosaisk titel, Tell me again, slowly….What were you doing on Mars? Dertil kommer en pressemeddelelse skrevet som et digt, der også har fungeret som invitation til kunstnerne:«Mars is a place of dreams / our lost twin / our red desert planet. […] Will we colonize Mars? / will we live in fear in shelters?» Et rigt – men også meget styrende – oplæg fra kuratorerne, der også lyder fra skjulte højttalere i udstillingsrummet, og som bidrager til den lidt fremmedartede fornemmelse, som udstillingen skaber i kroppen.
Udstillingen er kurateret af Nikolaj Stobbe og kunstneren Ivan Pérard, der med flair for science fiction og rumrejser har inviteret en række yngre samtidskunstnere fra nogle af de mest højtprofilerede kunstakademier i Europa, fra eksempelvis Frankfurt, Wien, og Glasgow.
Det er blevet til virkelig sprød ny kunst om ét af tidens hotte emner; rummet! Alligevel er der en verden til forskel fra denne udstilling til andre geo-udstillinger. Her er der ingen teoretisk ramme, kun et digt og en masse formeksperimenter, der i sammenstillingen virker sanseligt udfordrende – faktisk som et sted lidt uden for vanlig tid og rum.
Først blev jeg fanget af Kevin Malcolms to bogskulpturer. Den ene, Reunion (2015) er en gammel sci fi-roman, fastmonteret på væggen. Man kan kun lige ane de gulnede sider bag et postkort med et vulkanlandskab, og så den ene sætning i versaler: «WHO GOES THERE?» Samme spørgsmål stiller man sig selv, når man går rundt i udstillingen.
Man kan eksempelvis undre sig over, Malcolms anden besynderlige bogskulptur, The Colonist’s Lament (Dead Knowledge) (2015): Oven på et lille marmorbord ligger endnu en gammel falmet sci fi-roman, og på den opslåede side er der ligesom landet en række pekannøddeskaller – nænsomt slebet til, så de ikke ruller ned. Analogien mellem den runde aflange nøddeskal og rumfartøjet er tilpas syret til at poesien fortsætter. Et taktilt clash af materialiteter, som går igen flere steder på udstillingen. Som i Kris Lemsalus Phantom Camp (2014), der består af to uldne soveposer, som ligger lidt sløset rullet ud på gulvet. I hovedenden stikker to overmalede keramikhundehoveder ud af poserne – de holder sig for øjnene (med «menneskehænder») og stikker deres hundetunger ud af de åbne gab. Et syn, der skaber et temmelig bizart virvar af støj i øjet, der accentueres med værker af rumaffald (Keith Allan), prints med japanske haver i Holland (Philipp Timischl) og farverigt designet rumtøj (Ivan Pérard).
Temaet, rumrejsen til Mars, er selvfølgelig old stuff, som der er skabt dusinvis af halvdårlige knaldromaner om – og enkelte gode klassikere. Værkerne på denne udstilling oscillerer også mellem emnets drengerøvsagtige kitsch-karakter og en mere kyndig form- og materialeundersøgelse, der selvfølgelig også placerer Mars som del af den aktuelle interesse for geologi, menneskets placering i universet etc. Men udstillingen er langt mere syret end didaktisk, og langt mindre postuleret end poetisk. I stedet for at dykke ned i den aktuelle teori om den menneskelige agens, rummets evige ekspansion, eller rumfartøjets Curiositys fund på Mars, så er det mere emnets «fantastiske» (som i fantasy) element, der bruges som afsæt for æstetiske formundersøgelser.
Det er faktisk enormt sjældent, at det kuratoriske projekt føles så nærværende som her, hvor det prætentiøse er erstattet af noget legende og uforskrækket, som resulterer i nye æstetiske eksperimenter, nøddeskaller på bogsider, eller hundehoveder i soveposer. Jeg tror sågar de har haft det sjovt, mens de lavede udstillingen.
