Sommerferien gik i år for mit vedkommende til Napoli, hvor der på det arkæologiske museum findes en samling erotiske og til dels pornografiske artefakter fra Pompeii og Herculaneum, som man fandt engang i starten af 1800-tallet. De blev gemt af vejen i et hemmeligt kabinet, så omverdenen ikke skulle få kendskab til romernes perversitet, og næsten 200 år skulle der gå (med undtagelse af en kortere periode i de glade 1960ere), før samlingen blev åbnet for offentligheden.
Vi snakker om en marmorfigur med en slet skjult stivert under togaen, en lille penistalisman og lignende ting og sager, der for et nutidigt publikum er harmløst – ja og så en skulptur af Pan, der kopulerer med en ged, som nu er museets mest berømte objekt.
Jeg kom til at tænke på denne lille skat af antik erotika, da jeg i sidste uge befandt mig i Sidsel Meineche Hansens udstilling End-user på Kunsthal Aarhus, der nærmest er en art fremtidsarkæologisk studie i sex og begær, hvor Virtual Reality og robotvidenskab møder pornoindustrien i dirty business. Spændende hvad arkæologer graver frem af isen engang om nogle hundrede år.
I udstillingen finder man blandt andet VR-installationsværkerne No Right Way 2 Cum (2015) og Dickgirl 3D (X) (2016), hvor man ved at på montere sig et hovedvisir indtager en virtuel publikumsposition mellem benene på den kvindeligt udseende avatar, Eva v3.0, der sender en sprøjteorgasme i ansigtet på én, så dråberne risler ned over brilleglasset – eller man bliver til «dickgirl», der penetrerer et amorft lerklumpvæsen med en lysende, elektrisk blå pik. Agendaen er en klar queerfeministisk omgang med perspektiverne, hvor beskueren synker ned i en anden krop og kigger ud gennem andre øjenhuler. Ikke at man for alvor giver sig hen til simulationen altså. VR-teknologi har stadig lidt at indhente, hvad angår stimulans af empati.
Udstillingen er første del i trilogien Pre-order I-III, som er skabt i samarbejde mellem Kunsthal Aarhus, KW Institute for Contemporary Art i Berlin og Statens Museum for Kunst i København. Den blander tidligere værker med nye kommissioner og centraliserer sig om udviklingen af en sexrobot som et «minimum viable product», der kan købes på forudbestilling.
I Kunsthal Aarhus handler det om udviklingen af selve sexrobotprototypen og det ambivalente ejerskabsforhold mellem producent, produkt og slutbruger, kan man læse sig til i formidlingsmaterialet. Sidstnævnte hænger dog mest bare i luften som et oplæg til en samtale, der ikke materialiserer sig med værkerne. Det havde ellers været interessant holdt op imod en tid, hvor man taler om «brugere» af kunst og kultur. Måske det forløser sig senere i udstillingsserien.
En anatomisk tegning af en dukkefigur med kugleled og nogle akvareller af kranier lader forstå, at vi befinder os på skitsestadiet i udviklingen af den omtalte sexrobot. Mest centralt i den sammenhæng er skulpturværket Daddy Mould (Dead Reproduced) (2018), som er en glasfiberstøbeform til produktion af en sexdukke. Den er splittet i to og bagsiden er placeret på gulvet, så den på afstand ligner en helt behagelig liggestol, mens forsiden, med sit fyldige brystparti, står og læner sig ind mod en søjle i en klassisk, let foroverbøjet tag-mig-bagfra-positur.
Støbeformen er tomme skaller, som mimer vores forestillinger om robotten som en tom figur; som noget, der uden på ligner et menneske, men som under overfladen er ledninger, microchips og sensorer og derfor ikke et væsen med rettigheder eller som man behøver at opføre sig respektfuldt overfor. Og her nærmer vi os nogle af de etiske problemstillinger, som udviklingen af robotter og kunstig intelligens jo rejser. Et spørgsmål om affekt trænger sig på, hjulpet på vej af en højlydt cyborgagtig growlen, der indimellem fylder rummet, og man må til skiltene for at tyde, at det, der bliver hvæst, er et både smukt og ret rørende transhumanistisk manifest – signeret af «Your ambitious human offspring.»
Hvem ved, måske vil sexrobotterne blive revolutionerende for menneskets mere-end-menneskelige begær, men det ligner også produktionen af en slavehær af sexarbejdere, eller en ny kapitalistisk klasse, som Sidsel Meineche Hansen selv formulerer det. Viltert og problematisk et tankegods, som det er, forbliver det diskret tilstede i udstillingen, så kritik og nysgerrighed får lov at eksistere side om side hos, forekommer det mig, en kunstner, der arbejder med og lærer sig op med henblik på at kunne intervenere. Det ligner et ret fornuftigt queerfeministisk arbejde for vores lille fremtid.