Drop mistilliden til armslængdeprincippet, lyder den bemærkelsesværdige overskrift på en pressemeddelelse udsendt fra Statens Kunstråd i går i forbindelse med et høringssvar, som rådet har indgivet til et lovforslag om revidering af Statens Kunstfond.
Rådet anfører følgende tre væsentlige kritikpunkter til lovforslaget:
– Rådet tager stærkt afstand fra lovforslagets bemærkning om, at Statens Kunstfond fremover skal redegøre for spredning af støtte i forhold til tidligere medlemmer af Statens Kunstråd og Statens Kunstfonds udvalg. Rådet finder, at denne bemærkning stadfæster en indbygget mistillid til armslængdeprincippet og dermed til selve konstruktionen af et nyt Statens Kunstfond.
– Rådet savner, at arbejdet med den internationale dimension på alle kunstområder sikres i loven. Rådet vurderer, at lovforslagets manglende tematisering af vigtigheden af udvekslinger på kunstområdet mellem Danmark og udlandet vil indebære en nedprioritering af det internationale arbejde. Det vil betyde, at vilkårene for produktion og visning af dansk kunst i udlandet og visning af udenlandsk kunst i Danmark forringes markant.
– Rådet stiller sig kritiske over for, at der fremover ikke vil være forpligtende møder mellem kulturpolitikerne og Statens Kunstfond. Ifølge lovforslaget skal kulturpolitikerne således ikke længere være medlemmer af repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Rådet foreslår derfor, at det nye Statens Kunstfond fremover skal afholde faste møder med Folketingets Kulturudvalg.
Advarslen kommer ikke just som nogen nyhed. De sidste par år har man ofte kunne høre flere af kunstscenens aktører – lige fra enkeltstående udvalgsmedlemmer i Statens Kunstråd til direktører på diverse kunstinstitutioner – ytre en bekymring for at det ellers så lovpriste armlængdeprincip (som sikrer at politikere afstår fra detailstyring af de økonomiske midler til inden for kulturlivet) skulle være under hårdt pres. Til gengæld er det ikke hver dag, at Statens Kunstråd udtaler sig så utvetydigt. Den klare tone vidner om at situationen er kritisk og at det er nødvendigt at minde om værdien af det måske mest grundlæggende princip indenfor dansk kulturpolitik – et princip, som kan føres tilbage til landets første minister for kulturelle anliggender, den socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt, der sagde, at man skulle «Støtte, men ikke styre,» hvilket blandt andet førte til oprettelsen af Danmarks første armslængdeorgan, Statens Kunstfond, i 1964. I Storbritannien havde man allerede i 1945 oprettet Arts Council, som modtræk til Nazi-Tysklands og Sovjetunionens brug af kunst til politiske formål.
I pressemeddelelsen opsummeres den aktuelle bekymring af formanden for Statens Kunstråd, Rune Gade: «I lovforslaget ser Statens Kunstråd mange gode overvejelser, men en række punkter har vakt vores opmærksomhed og bekymring. Ikke mindst den mistænkeliggørelse af selve armslængdeprincippet, vi mener ligger i forslaget. Vi opfordrer forligskredsen til at foretage de fornødne ændringer af lovforslaget, så vi også fremover har en lovgivning, der sikrer, at kunststøtten både fremmer kunst af kvalitet og mangfoldighed i de kunstneriske udtryk.»
Spørgsmålet er hvor denne mistænkeliggørelse – den medfølgende instrumentalisering og ønsket om stigende kontrol af kulturlivets organer – egentlig stammer fra? Måske det er den danske vrangvillighed mod at være kulturnation, som vi har set så mange gange før, der atter stikker snuden frem.
