En stor orm står i kælderen på Haderslevsgade; en snoet, industrigul udluftningsslange, der ender i en tvedelt tunge af zip-off-shorts. Luft smadres gennem slangen fra en tilkoblet ventilator, så kælderen larmer og shortsene stritter ud i rummet: et fjollet stykke friluftskrop. Oppustede ting er næsten altid fjollede, disse smarte løsninger, der skal gøre det nemmere at være menneske i elementerne: badevinger og luftmadrasser og gummibåde og minsandten også cykelhjelme. Som velfærdsstatens og dens misforståede outdoor-forfængeligheds smykke findes den såkaldte Hövding, så «urban cyclists» kan spænde for 2.000 kroner airbag om halsen og undvige cykelhjelmens usexethed.
Rasmus Røhlings skulptur er måske inkarnationen af det dumme ved denne kostbare, oppustelige sikkerhedsforanstaltning. Selve hjelmen er godt nok kun en lille plet på skulpturen: de aflynede bukseben er fyldt ud af hver sit runde maleri, hvor et barokt stilleben med frugter og den konkylielignende Hövding i sit oppustede stadie indtager det ene, et tidens overflødighedshorn. Alligevel føles det som om de ihærdige shorts og pumpens travle larm, hele den oksende krop, der synker lidt sammen, så snart der slukkes for luften, hænger utydeligt men skarpt sammen med den kompetente og åndede cyklistbeskyttelse, Hövdingen er.
Værket hedder Lazaret, selve slangen er et stykke udluftningsmekanisme med coronatelt-ophav, og det andet lille shorts-maleri forestiller Marvel-karakteren Venom. Ved siden af billedet af det købedygtige, skandinaviske menneske, der ikke går ned på udstyr i sin bevægelse gennem et cyklende, hobbycamperende liv, er altså også billedet, måske kritikken af et sundhedsvæsen i alarmberedskab, noget som både inficerer og håndterer.
I det tilstødende rum vises et klip fra en IDOART-produceret video om SMK’s undersøgelse af Michiel Sittows Christian II-portræt fra begyndelsen af 1500-tallet. Der er slowmotion og stock-piano som var det en bankreklame, mens nogle konservatorer måber over maleriets overraskende hemmelighed: dybt under Sittows pensellag åbenbares et portræt af en helt anden konge (måske den habsburgske kejser Charles V). Et omfattende teknisk setup ved siden af videoen livestreamer tilsyneladende dette nederste Habsburg-billede – men maleriet der vises er lavet til Røhlings udstilling som en Sittow-knock-off, og al teknikken er funktionsløs scenografi, der bare simulerer kompliceret monitorering.
Røhling beskriver udstillingen som et eksempel på såkaldt «lasagna logic», hvor betydninger ligger i lag og samler sig i en «syntax of stupidity». Mødet mellem luft og høj lyd og ret bastant skulptur og ret spinkle malerier og så lidt video af næsten sketch-agtig karakter, mødet mellem to gamle konger og nuets dygtige cykelhjelm og ‘Häagen-Dasz’ som udstillingstitel og sidebemærkning i den tilhørende tekst: alle disse møder eller betydningslag, kunne umiddelbart godt blive en eksploderet bunke af mulige sprog og historier. Men når man er i rummet, og bliver der lidt – eller måske særligt når man har forladt det – er det som om tingene trækker i hinanden. Alle mulige forbindelser sættes i spil uden at virke hemmelige eller prætentiøst komplekse.
For mig er der for eksempel en perfekt linje mellem IDOART-videoens generiske klaver, dette evindelige reklamesoundtrack til afdragsfrie lån eller konkurrencedygtige forsikringer, og så Hövdingen og shortsene som de kunne strammes om kroppen på en boligejer. Andre vil formentlig opleve noget andet. Häagen-Dasz føles som et tætpakket men præcist eksempel på, hvordan små og gode og skægge ting kan ske i de uafhængige udstillingsrum, der ikke er tynget af institutionernes kulturpolitiske forpligtelse til at opfinde og overeksponere sammenhænge og narrativer, der så kan sætte sig omkring kunsten og blikket og blive en lidt tung hjelm.
17.5.2022, redaktionen: Efter publiceringen af ovenstående kritik har IDOART bedt om at få deres videoklip taget ud af Rasmus Røhlings udstilling, da de ikke havde givet ham tilladelse til at bruge det. Videoklippet er derfor ikke længere en del af udstillingen.
