Tove Storchs skulpturer kan både minde om brusekabiner, labyrinter, iskasser eller som på den aktuelle udstilling, en stor, rusten radiator. Ved første øjesyn fremtræder de ofte gedigne, tunge og store. Kigger man nærmere på værkerne afsløres deres fragilitet og lethed – og helt andre dimensioner træder frem.
På mange måder udspringer Storchs praksis af en klassisk billedhuggertradition, der arbejder med form, rum og formen i rummet. Siden 2007, hvor kunstneren tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, har hun især arbejdet med tre materialer: papir, silke og stål. Over årene er hendes skulpturer blevet mere monumentale, og hendes første soloudstilling i 2011 hos Nils Stærk bestod eksempelvis af fem skulpturer (Untitled blue/blue, 2011). Hele serien blev efterfølgende indkøbt til Louisianas faste samling, og var med på udstillingen Pink Caviar, 2012. Det var også på denne udstilling, at Storch første gang præsenterede sin bogserie på 50 bøger (Untitled, 2012) skabt af unikatryk. Præsentationen foregik som en performance, hvor en gruppe siddende mennesker langsomt bladrede alle siderne igennem. Bøgerne bestod hver af 100 sider unikke, håndgjorte tryk, hvor den blå farve gik igen. Nu er den blå farve erstattet af den brune. Henholdsvis himlens og jordens farve.
Kunstkritikk mødte Tove Storch i anledning af hendes nye udstilling, der åbner i aften hos Nils Stærk i København.
Dine værker har i flere år fortrinsvist været skabt af en kombination af skinnende stål og farvet silke. Nu er metallet blevet rustent og silken transparent. Hvorfor?
Jeg har arbejdet med rust i en tidligere værkgruppe, hvor jeg lakerede rusten så den blev fikseret i sin proces. Denne gang ville jeg gerne slippe rusten fri, lade den være beskidt og ustyrlig og blande den sammen med silken, som jo umiddelbart ikke kan kombineres med skidt og rå materialer. Det var min intention at bruge det til at lave en slags aftryk af pladerne på stoffet og faktisk også omvendt. På den måde kom det til at handle omtryk, jo mere jeg arbejdede med at bearbejde materialerne, hvor pladerne lå stakket og lavede aftegninger på hinanden, og silken lå foldet eller udbredt mellem og ovenpå plader, værktøj, der også lavede mærker. Det hele bredt ud på asfalt og oversprøjtet med vand. Jeg har det som om jeg har masseret uforenelige materialer sammen i en kæmpe svinende grød og derefter skilt delene ad.
Det med aftrykket – aflagringen af spor på silke eller papir – har du også arbejdet med i dine bøger. Det er så langt fra en hurtig digital trykkeproces som det kan være. Er der en kritik indlejret i det håndgjorte og den langsommelige proces?
Jeg vil nok kalde det en insisteren i stedet for kritik, for jeg insisterer på at undersøge et kort led i en lang proces. Jeg behandler på en måde hele faget lidt overfladisk, ved at gå helt udenom gængse teknikker og al den viden der findes, og bare gøre det mest simple og umiddelbare; skrabe noget sværte henover et papir eller lægge noget hvidt på noget beskidt. Det er min egen version af «tryk», hvor jeg kan springe alt over, der har at gøre med motiv og masseproduktion og gå helt ned i dét med hvordan farven kommer over på papiret, noget smitter af, noget bliver suget ind i noget andet.
Nej, jeg overvejer faktisk aldrig bedraget. Det, der interesseret mig, er at se på noget. Når jeg siger «se på noget» mener jeg både at se på, hvordan kræfter fungerer i en konstruktion. Det har ofte noget at gøre med, at der er noget man ikke kan se. Det var der i forhold til mit afgangsværk, og det er der i høj grad også i forhold til denne udstilling. Jeg er nødt til at gå den samme runde i rummet igen og igen, og har det stadig som om jeg ikke har set det ordentligt. Selvom det er en simpel og overskuelig udstilling er det hele tiden som om noget skygger for mit udsyn. Det er en katalysator for en mere langsommelig «se-proces», men nej, jeg opfatter det ikke som synsbedrag.
Nogle af dine skulpturer kan egentlig siges at bestå mest af luft, og alligevel ser de så tunge og gedigne ud. Hvordan arbejder du helt konkret med den balance?
Jeg arbejder rigtig meget med den balance, fordi skulpturerne ofte er konstruktionseksperimenter lige på grænsen til kollaps. Jeg prøver altid at bruge så lidt, og så ubearbejdet, materiale som muligt. Jeg tænker, at der derigennem opstår både en fornemmelse af styrke og luftighed, fordi der kun er den allermest nødvendige opbygningsstruktur. Derudover er silken jo min trofaste ven angående det med at lave en grænse eller et snit midt i luften, for den er så tynd og fin at den næsten ikke findes.
I forhold til denne udstilling opstod rækken af stående skulpturer ud fra den der er fremstillet helt i metal. Metalskulpturen startede med at dreje sig om den luft, der blev lukket inde i rummene mellem rammer og plader, og hvordan man måtte forestille sig hulrummene uden at kunne se dem. De andre sluttede sig til, men faldt først på plads, da jeg besluttede at klumpe dem helt sammen, så det nærmest fremstår som én skulptur, og så lade de flade skulpturer indtage resten af rummet. Jeg synes de trækker i hinanden, og også i væggene, og på den måde kan jeg arbejde med luften i hele rummet ud fra en tung og massivt udseende kerne.
Som noget nyt i forhold til dine tidligere værker lagde jeg mærke til at silken på ét af værkerne havde spor af hænder. Hvad symboliserer dette menneskelige efterladenskab?
Det er et spor af noget der opstod tilfældigt, fordi processen med at ruste metallet og farve silken var ret vild. Men jeg kan godt lide det, fordi jeg i det hele taget synes at mit arbejde handler meget om det at røre ved ting. Jeg har rent faktisk smattet rundt i og gået på disse værker i flere uger. Det fascinerer mig, at de både er ultrafysiske objekter, der nærmest inviterer til at man gnider sig op ad dem og samtidigt helt stramme geometriske systemer. Kombinationen giver for mig et sted at dvæle.
Prøv og uddyb det – hvordan er det kropslige tilstede i dine værker?
Jeg vil gerne have at det er tilbagetrukket, at det kropslige ikke er udtalt, men nærmere sker for én. Jeg synes, det er interessant, hvordan man uden at røre kroppen, uden at lukke den inde og uden at prøve at snyde den, alligevel kan gøre den ekstra opmærksom. Mine skulpturer er tit forsøg på at beskrive en fornemmelse, jeg har, omkring hvordan man rører eller registrerer overflader, som en slags bevægelse. De starter tit som et forsøg på at beskrive det kendskab af berøring og form og rumlighed vi alle kender fra vores hjem – vores senge, skabe eller tæpper.
Kan du nævne nogen samtidige kunstværker eller kunstneriske praksisser som inspirerer dig?
Jeg kan nævne fx Isa Genzkens praksis, som jeg synes er både er helt skarp og helt gakket, og giver mig en følelse af uendelige muligheder og ingen grænser. Og Roni Horn som jeg synes er en virkelig dygtig kunstner, og hvis værker er helt ufatteligt smukke og præcise. Og så en yngre kunstner som newzealandske Kate Newby som jeg udveksler mange tanker med, og hvis værk og hele tilgang til det at være kunstner betyder meget for mig.
Pressemeddelelsen til din udstilling er nok blandt de mest minimale jeg nogensinde har set. Har du en modstand mod det formidlende aspekt?
Ja og nej, men jeg synes det er svært med mine egne ting, fordi de har flere samtidige udsagn. Det er ikke færdigt afrundede historier eller argumenter. De modsiger også tit hinanden, og det fungerer uden problemer i et værk, men ikke altid i en tekst. Når man skriver, skal sætningerne jo gøres færdige, give mening og den ene kommer efter den anden. Derfor har jeg tit, men selvfølgelig ikke altid, fornemmelsen af at noget er blevet glemt.
Hvordan oplever du selv at din praksis har udviklet sig igennem årene?
Jeg giver mig selv lov til, med god samvittighed, at blive det samme sted længere tid af gangen. Hvis jeg stadig selv er underholdt og nyder det, er der stadig mere at finde. I grunden har jeg hele tiden stået det samme sted og bare boret mig dybere ind. Tit finder jeg mit fokus ved at stille mig selv de spørgsmål, som jeg startede med at stille i min studietid.
Hvad kunne du tænke dig at forandre i kunstverdenen?
Jeg kunne tænke mig at gøre op med forestillingen om, at kunst er svært at forstå. Og samtidig ville jeg ønske, man gav kunsten lov til at være så elitær og ekstrem som den nogle gange har behov for. Måske hvis den fra det brede samfunds side blev behandlet som et hvilket som helst andet vidensområde, hvor fokus er at lave så præcis og dybdeborende tip top klasse forskning som muligt.
Hvorfor blev du kunstner?
Jeg har aldrig vidst, hvad jeg ellers skulle være. Jeg forestiller mig kunst som et sted, hvor en hvilken som helst vinkel – en hvilken som helst tilgang til hvad som helst – er mulig. Jeg bruger det både til at tænke og til ikke at tænke. Altså som udgangspunkt et sted med total frihed.
