Der er nærmest mennesketomt i metroen på sådan en almindelig mandag formiddag. Det vanlige mylder af butiksansatte, der møder sent på arbejde, institutionsbørn på udflugt og forretningsfolk, der iler afsted til frokostmøder, er afløst af en næsten knugende stilhed.
Derfor er kontrasten også til at tage og føle på, da jeg stiger af på Oslo Plads. Udenfor Den Frie Udstillingsbygning er en blandet gruppe af kunstnere og håndværkere travlt beskæftiget med at hejse meterhøje og -brede lærreder op på facaden. «Lidt længere til højre,» råber en kunstner, hvis ånde danner en sky i den frostklare luft. Balancerende på det øverste trin af en lang stige griber en håndværker fat i lærredets hjørne, så det retter sig ud og man kan se det farverige, og ekspressive billedsprog i sin helhed. Langs lærredets øverste kant står der med kulørte bogstaver: «Når folket ikke må komme til kunsten, må kunsten komme til folket.»
Det er kunstnersammenslutningen Koloristerne, der har skiftet deres årlige udstilling med det, de kalder «en manifestation» på kunsthallens facade. Koloristerne blev stiftet i 1932 af Aage Gitz-Johansen (også kaldet Qalipaasorsuaq) og den svenskfødte kunstner Emil Westman som en reaktion på 1920’ernes stramme modernistiske strømninger i maleriet. Hver vinter udstiller et udvalg af sammenslutningens 17 faste medlemmer sammen med en række yngre gæsteudstillere, men i år har coronarestriktioner og nedlukning af kunstinstitutionerne betydet, at man måtte gentænke både koncept og udstillingsformat.
«Vi havde flere ideer oppe og vende,» fortæller Carsten von Würden, der er formand for sammenslutningen, da jeg fanger ham i en pause i installeringen. «Blandt andet overvejede vi at trykke titlerne på de værker, der skulle have været udstillet inde i bygningen på nogle bannere, der kunne hænge på facaden. Så kunne de forbipasserende selv danne sig en forestilling om, hvad de forskellige titler kunne dække over. Men vi blev ret hurtigt enige om, at vi var nødt til at arbejde mere sanseligt.»
Efter en brainstorm med kunsthallens personale blev sammenslutningen enige om at lave et eksperiment. En mindre gruppe på 15 kunstnere – nemlig Søren Ankarfeldt, Martin Berge, Regitze Engelsborg Karlsen, Christina Hamre, Asger Harbou Gjerdevik, David Noro, Ida Kvetny, Michael Norre, Jakob Oksbjerg, Jon Pilkington, Niels Reumert, Hartmut Stockter, Jørgen Teik Hansen, Carsten von Würden og Maria Wæhrens – gik sammen om at skabe en række fællesværker, som kom til verden som resultat af en uges intenst arbejde i kunstbygningen. Gulvet i to af salene blev dækket af og meterlange lærreder rullet ud. Herefter gik kunstnerne i gang med arbejdet i hold på fire mennesker ad gangen.
«I denne her coronatid, som er så ensom for mange mennesker og så digital, syntes vi, at vi havde brug for at samles om noget stofligt,» siger Carsten von Würden. «Selv om vi kun har måtte mødes fire mennesker ad gangen, så har vi kunne mødes som et fællesskab i mediet. Derfor var det vigtigt for os, at vi arbejdede på de samme lærreder, for at få en følelse af sammenhold og fællesskab.»
Søren Ankarfeldt, en anden af Koloristernes kunstnere, støder til samtalen og fortæller, at det i starten var en udfordring at bevæge sig ud af sin egen komfortzone og arbejde sammen på en ny måde: «Kontroltabet er en del af konceptet. Der er en fin balance i, at man ikke må være for forsigtig, når man arbejder på denne her måde, men samtidig skal respektere andres arbejde. Det var en forudsætning, at vi kunne male ind over og fortsætte hinandens arbejde, og det kræver en enorm tillid. Måske var det meget godt, at vi kun have afsat seks dage som rammen om projektet.»
Både Ankarfeldt (f. 1952) og von Würden (f. 1961) synes, at det har været en oplevelse at arbejde sammen på tværs af generationer. «Da jeg gik på kunstakademiet i 70’erne herskede der en kollektivistisk ånd, hvor vi ofte arbejde på fællesprojekter. Sådan en ånd kommer jo i bølger. Ligesom maleriet har været erklæret dødt adskillige gange i løbet af min karriere, så kommer og går ideen om at arbejde spontant og kollektivt også,» siger Ankerfeldt, mens von Würden tilføjer: «Det er min fornemmelse, at særligt den ældre del af Koloristerne har let ved at arbejde på denne måde. Det samme gælder for de helt unge kunstnere, som er inviteret med som gæsteudstillere, og som var ekstremt åbne. Det er faktisk den generation, der ligger imellem, som synes, det var mest grænseoverskridende, men allerede om aftenen efter første dag kunne vi mærke, at noget havde løsnet sig. Dem, der havde været allermest skeptiske var helt i ekstase, fordi det havde været så stor en oplevelse at åbne op og slippe kontrollen lidt.»
For Den Frie Udstillingsbygnings leder Dina Vester Feilberg har Koloristernes manifestation ikke blot været et modsvar til krisen, men også en mulighed for at arbejde videre i et spor, kunsthallen allerede har lagt ud. «Det, at bygningen er lukket, har givet anledning til, at vi har måtte tænke det offentlige rum meget mere ind i vores program. Vi vil gerne have, at kunsten også er noget, man møder spontant udenfor bygningen, så det ikke kun er for det aktivt opsøgende publikum. Det er vores fordel som en lille institution, at vi kan reagere rimelig hurtigt, når situationen kræver det,» siger hun.
Kunsthallens udstillingsinspektør Nikolaj Friis Rasmussen, der har været tovholder på projektet, påpeger det lidt ironiske i, at sammenslutningen med denne udstilling formentlig får sit største publikum nogensinde. «Selvfølgelig handler det om at forsøge at vende en lidt ærgerlig situation til noget godt. Men jeg synes også, deres løsning er et smukt svar på en periode, hvor det uforudsigelige fylder meget for alle. Da de slap kontrollen, vendte de også tilbage til sammenslutningernes udgangspunkt, fællesskabet. Der har været en helt særlig energi, hvor helt unge kunstnere har stået og diskuteret tørretider og teknikker med kolleger på over 70 år. Vi har mærket den energi helt op i kontorerne. Jeg er ret sikker på, at J. F. Willumsen (red. medstifter af Den Frie, der også har tegnet bygningen), ville have elsket et projekt, som dette her.»
– Koloristernes fællesværk kan ses døgnet rundt frem til 21. februar.
