Hos Gudrun Hasle har sproget og det smertefulde ved ikke at mestre det, en særlig rolle. For Gudrun Hasle er ordblind, og Gudrun Hasle er perfektionist. De to ting clasher selvsagt, og i hendes kunst bliver det til de efterhånden karakteristiske broderier, fyldt med stavefejl, intime detaljer, regler der skal følges og krav, der stilles af hende selv. Metoden er altså en form for bekendelseslitteratur, broderet, fejl for fejl, omstændeligt i stof. Terapikunst, der skal legitimere det kunstneriske projekt per se, er der dog ikke tale om, for Hasle giver også noget tilbage. Hun giver sig selv og sin historie. På soloudstillingen på Museum for Samtidskunst inddrager hun dog også en hel del andet – blot det handler om blod.
Modsmerte udfolder sig i fire mindre rum med mørkegrå vægge. Stemningen forekommer kølig og andægtig. Udstillingen omhandler smerte, som den opleves af en ung pige, Hasle selv, der som 15-årig begynder at snitte i sig selv. Diskrepansen mellem de kontrollerede rammer og det vanvittige indhold, understreger den følelse af udsathed og angst for kontroltab, som værkerne tematiserer. I hendes broderier kan man læse hendes strenge regler til sig selv, fx i værket Ruls befor /ruls now. Hvor hendes tidligere regler tillod at hun skar i sig selv, bare det ikke var synligt («I ma harm my sarlf hiden», så er reglerne i dag mere i overensstemmelse med resten af samfundets («I have to loke gode»). To større broderier, i hel kropsstørrelse, forestiller et anatomisk billede af kroppen, og på det ene, The plases i cot (2012), viser Hasle med streger og cirkler, hvor på kroppen hun skar sig. I en montre udstilles barberblade, hobbykniv og glasskår, samt en roman med gule streger, dér hvor hovedpersonen cutter sig. Emnet cutting skæres med andre ord ud i pap. Dette er det ene spor i udstillingen: Hasles personligt forankrede historie om sine lidelsesfulde teenageår.
Det andet spor i udstillingen drejer sig om blod – en fri fabuleren over emnet, hvor alt fra kulturhistorie til populærkultur inddrages. Der er fx en række træsnit af Dracula og Nosferatu, et avisudklip fra en lokalavis om en dame, der har bidt tungen af sin kæreste, og så en masse genstande, der ligner noget fra en spøg og skæmt-forretning; hugtænder, kunstigt blod, monstermaske. Ligeså i arkivrummet, hvor en lang hylde er fyldt med 80 sorte kontormapper nøje kategoriseret; «digte om blod», «vampyrer», «emo», «bloody mary» etc. Og så – mellem disse mapper – finder man Hasles egen private sygejournal fra da cuttingen blev opdaget, og hun blev indlagt på Bispebjerg Hospital.
På nogen måder oplever jeg hos Hasle et slægtskab med en kunstner som Peter Land og hans værker om det kropsligt uperfekte og det usminkede menneskelige, der ikke lever op til tidens standarder om kontrol og skønhed. Begge kunstnere bruger sig selv som materiale og figur, der nogen gange ender ud i hospitalisering og tilvejebringelse af det pauvre menneske. Og begge inkorporerer humor i fremstillingen af dette spil – mellem at ville være perfekt, og så ramme meget ved siden af, jævnfør Hasles iscenesættelse af sig selv som både svært dyslektisk og neurotisk kontrolfreak. Men det andet spor med vampyrer, masker og legetøjsblod bidrager ikke væsentligt til den fortælling. Man må overveje, hvad sammenstillingen af de to spor skal vise? Hasles personlige historie er smertelig og svær ikke at blive berørt af, mens de øvrige blodfeticherende elementer ikke skaber en større forståelse af pigesindet i smerte. Vampyrer tærer som bekendt næring af andre, og her lukrerer de på Hasles projekt, uden at tilføje andet end forstyrrelser af den beretning, man rent faktisk berøres af.
