17. december – Pernille Albrethsen

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de skarpeste, skønneste eller mest skelsættende i 2018? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret af vore egne skribenter og inviterede gæster. Den 17. i rækken er Pernille Albrethsen, Kunstkritikks redaktør i København. 

UDSTILLINGER

Kirsten Astrup og Maria Bordorff, Urolige hjerte, Museet for Samtidskunst, Roskilde. Kurateret af Magnus Kaslov.

Astrup og Bordorffs queerede filmcabaret om De Danske Statsbaner rummer så meget oprigtig kærlighed til en af velfærdstatens bærende institutioner, at man tror, det er løgn. Til åbningen blev jeg så ramt i hjertekulen, at det næsten var pinligt. Nu, måneder senere, ved jeg hvorfor: Når først de unge lovende kunstnere begynder at besynge velfærdssamfundet på den måde, er det fordi, de kan se enden på det hele. Urolige hjerte er politisk pop med smæld i og med en klædelig råhed i udtrykket, som jeg håber, at duoen aldrig lykkes med at polere helt i bund.

Danh Vo, Take My Breath Away, Statens Museum for Kunst, København. Kurateret af Marianne Torp.

Man kan sige meget om disse midtkarriere-udstillinger, som ofte er en lidt ubekvem disciplin for de fleste kunstnere. Tilsyneladende ikke for Vo, som evner at skifte ham på eget oeuvre såvel som på hele institutioner så ubesværet, som var det et par strømper, han vendte vrangen ud på. Alene den skødesløse placering af flere årtiers hovedværker på hylderne af store lagerreoler var en overbevisende iltning af det ellers blodfattige begreb arkivkunst. Og selvfølgelig var det hele monstrøst elegant. Jeg spår, at der kommer til at gå meget lang tid, før vi atter ser en så velturneret udstilling på dansk grund, som den Vo landede på vores allesammens nationalgalleri. 

Cady Noland, retrospektiv udstilling på Museum für Moderne Kunst, Frankfurt. Kurateret af Susanne Pfeffer.

I år ophørte den dér «jeg-har-hele-verden-som-min-arbejdsplads» definitivt med at være cool. Uden på nogen måde at fremhæve mit eget liv som særlig CO2-neutralt, så har jeg i 2018 afstået fra flere flyrejser end vanligt. Misundeligt betragter jeg strømmen af billeder fra tropiske biennaler og alt for sjove åbninger på New Yorks Lower East Side, og – ligesom resten af verden – ved jeg heller ikke helt, hvad jeg skal stille op med det på længere sigt. Heldigvis var der triple jackpot på en af de rejser, jeg faktisk foretog mig. Den retrospektive udstilling med Cady Noland var et så fast konceptuelt greb om det, som kunstneren kalder «The Metalanguage of Evil» – aka amerikansk kultur med alt hvad det indebærer af dåseøl, vold og stars and stripes – at jeg kunne mærke det langt ind i mine iskolde aluminiumsknogler.

EVENTS

Over-Existing, Alt_Cph, Fabrikken for kunst og design, København. Kurateret af Anna og Esben Weile Kjær.

Apropos en nær fremtid, hvor vi rejser mindre og får det bedste ud af dér, hvor vi er, så var Alt_Cph – en kunstmesse klædt ud som performancefestival – absolut en af årets opture. Der skal noget ganske særligt til at skabe en så kondenseret energiudladning af kæmpende og kælende performancekroppe, som den søskendeparret Weile Kjær leverede i den gamle fabrik. Så meget simultan aktion i det store aluminiums-grid med pink gulvunderlag, at man umuligt kunne rumme det hele på én gang, hvilket jo præcis var meningen. Hvis bare lidt flere af de biennaler, som kunstverdenen farter rundt til, holdt bare et my af denne kadence, kunne man igen begynde at tro på det. 

Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle, I am Queen Mary, København.

I New York Times kunne man læse, at Danmark havde fået sin første offentlige statue af en sort kvinde. Ikke et ord om at skulpturen var udført i polystyren. Faktisk er det også lige meget. For værket genererede så meget international medieomtale, at I Am Queen Mary endte med at indfrie titlens profetiske sproghandling og manifesterede sig som et faktisk offentligt monument i Københavns Havn. Jeg er vild med den Marvel-agtige popæstetik og også det midlertidige materiale, som gør figuren til et sejt indspark i diskussionen omkring kunsten i det offentlige rum såvel som den omkring beskidt dansk kolonihistorie.

UDGIVELSER

Isabelle Graw, The Love of Painting, Sternberg Press.

Med afsæt i maleriet som «formation» optrævler Graw mediets materielle, kunsthistoriske og sociologiske genealogi, herunder dets særlige potentiale i en neoliberal verdensorden. Der er også seje refleksioner omkring samtidskunst og kunstkritik mere generelt, som forbliver saftige, tror jeg, fordi Graw gennem hele bogen analyserer og pingponger i relation til specifikke værker og udstillinger, hun har set, kunstnere hun har talt med og tekster, hun har læst. Og selvom den til tider lidt kyniske tilgang til kunstens væsen lader mig lidt koldt, så frydes jeg over pivspændende læsninger af nogle af de kunstnerskaber, jeg i forvejen ikke kan lade være med at dreje hovedet efter; Jutta Koether, Isa Genzken, og Jana Euler.