Henrik Olesen, Food chain incl. prehistoric animals, Den Frie Udstillingsbygning, København. Kurateret af Marianne Torp
«Trænger vi virkelig til så mange romanagtige romanudgivelser?», skrev kritiker og forfatter Susanne Christensen fornyeligt og diagnosticerede lugten i 2020’er-bageriet temmelig præcist. Og – har jeg lyst at tilføje – vi trænger heller ikke til flere performanceagtige performances, eller udstillingsagtige udstillinger. Og det var nok det, som ramte mig mest ved Henrik Olesens retrospektive udstilling: Trods det omhyggelige, detailstyrede udtryk, havde den nok sprækker (og nok ilt til hjernen) til – som en dvask krokodille – at kunne glide ned i det plumrede vand og undslippe den servile, friktionsløse formatering af ’content’, man efterhånden møder overalt i samtidskunsten. Papmaché-krokodillerne vred sig og landede perfekt på en sumpet nilbred mellem fritidshjem og evolutionshistorie.
Lutz Bacher, Burning the Days, Astrup Fearnley Museet, Oslo. Kurateret af Solveig Øvstebø, Helena Kritis og Dirk Snauwaert
Udstillingen med 50 års værker af Lutz Bacher var heldigvis heller ikke underkastet nogen funky formatering. Det var ’bare’ de rå værker præsenteret lidt hullet, lidt i klumper, nogle gange også lidt stramt, på en balanceret, men heller ikke for ydmyg måde. Et par udstoppede jeans, eller en stor, lidt vandskadet polystyrenkugle, måske indmaden fra noget, der engang spillede rollen i en scenografi. ’Readymades med patina’, som kuratorerne kaldte det på det fremragende udstillingsseminar. Ikke readymades for at vise, at alt kan være kunst (Duchamp) eller at alt er varer og transaktioner (90er-00ernes kunst), men for at bringe en destabiliserende affekt ind i tingene. Skamløst, beskidt, eller sentimentalt. Gulvet gynger under beskueren, mens Bacher går langt uden om plottet – medmindre, selvfølgelig, det kan fungere som en stor, fed vittighed.
Viera Collaro, White on Color and Light, Bianca D’Alessandro, København
Bianca D’Alessandro laver landets flotteste galleriudstillinger, basta! Sensommerens med Viera Collaro var ingen undtagelse. Rummet var tyst og hvidt og kun oplyst af dagslyset fra ovenlysvinduerne. De hvide malerier fremstod som bløde, kalkede ruder tilsat en ulmende puls fra de farver, der glimtvis trængte gennem de øverste laserende lag. Et varmt orange lys smøg sig ud på gulvet fra undersiden af en stor, strålende stjerneformation, der var landet midt i rummet. Mere kapel end sci-fi og mere humanisme end minimalisme. Ahhhh! [dybt, forløsende suk]
Øvrige bidrag til årets julekalender, se her
