7. december

Kirsten Ortweds højdepunkter fra året er af kunstnere, hun ikke kendte på forhånd.

Miriam Kongstad, Free-Fall, Folkemødet Bornholm, 2023. Kommissioneret af Ny Carlsbergfondet. Foto: Rune Schytte.

Miriam Kongstad, Free-Fall, Ny Carlsbergfondet, Folkemødet, Allinge 

Det var imponerende og berigende at opleve Miriam Kongstads performance. Med råstyrke, koreografi og lyd leverer Kongstad noget af det bedste, jeg længe har set. Hele performancen er komponeret omkring hendes egen tekst «Free-Fall», som hun leverer i et rytmisk samspil med kroppens bevægelser. Igen og igen falder hun ned på knæ med en voldsomhed, der forplanter sig, mens hun udsiger ordene: Out of my pocket, I pull a banana, The riper the better, The fall will hit harder. Hun skåner hverken sig eller omverdenen mod de nådesløse fald: I throw and I stumble, tumble between thrill and despair, And I turn myself into an icon of comic release. Den faldne engel rejser sig igen og igen.

Marie Rud Rosenzweig, Hands and knees, 2023. Olie, voks, pigmenter og lim på lærred, 35 × 40 cm. Foto: Malle Madsen.

Marie Rud Rosenzweig, Kipple, Kunstforeningen Gl. Strand, København

Et fascinerende møde med et kunstnerskab, der trækker mig ind i det, jeg vil betegne «maleriets ånd». Det særlige ved Rosenzweigs malerier er, at de udstråler vedholdenhed og en malerisk langsommelighed, hvor hvert enkelt maleri er sit eget rum. Hun er optaget af begrebet «kipple», et begreb, der betegner tilsyneladende ubrugelige hverdagsobjekter, fx en tom pastilæske eller en nøgle til en stjålet cykel og stammer fra Philip K. Dicks sci-fi-roman Do Androids Dream of Electric Sheep? Her er det brugt som udstillingens omdrejningspunkt, men også i de enkelte malerier bevæger hun sig ind og ud af historien, og ind i maleriets lag på lag, hvor referencerne tager spring fra dagligdagens fnidderobjekter til tegneseriens magtfulde figurer, der udgør selve det maleriske drama.

Simon Dybbroe Møller, Local Showers, 2023. Kunsthal Charlottenborg, 2023. Foto: David Stjernholm.

Simon Dybbroe Møller, Local Showers, 2023. Del af Full of Days, Kunsthal Charlottenborg, København, kurateret af Julia Rodrigues and Francesca Astesani

«What the fuck?», tænker jeg, da jeg støder ind i brusekabinerne på Charlottenborgs store jubilæumsudstilling. Her er endelig en skulptur, jeg kan forholde mig til 1:1. Endnu ved jeg ikke, hvem kunstneren er, og derfor begynder jeg nørdet at studere værket, der består af seks forskellige brusekabiner placeret tæt, så de danner en stor blok midt i rummet. Dimensionerne er optimale, bruseslanger med hoveder ser umiddelbart funktionelle ud, men uden tegn på rindende vand. Kabinernes bund er fyldt med sten i forskellige størrelser og minder mig pludselig om nogle bjergfloder, jeg har vandret op af. Et stykke afrevet læder med lynlås ligger mellem de fugtige sten og bringer mig straks ned på jorden: Er det den globale katastrofe, jeg ser ind i? Jeg træder et skridt tilbage og støder ind i et lille skilt på gulvet; «midlertidigt ude af drift.» Efter denne opmuntrende besked finder jeg navnet på kunstneren: Simon Dybbroe Møller.

– Kirsten Ortwed er skulptør og fornyeligt flyttet tilbage til Danmark efter 40 år i udlandet, primært i Køln. Bor i København og på Bornholm.

Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her