Når man kører gennem det vestjyske landskab i Ringkøbing-Skjern Kommune, er der nyhøstede marker så langt øje rækker. Mejetærskerne er allerede væk, og tilbage på de stubbede arealer ligger halmballerne og venter på at blive kørt væk. Herude er billedkunstner Anna Bak (som tog afgang fra Det Fynske Kunstakademi i 2012) vokset op på et af de mindre familielandbrug, der bliver færre og færre af i takt med, at små bedrifter lægges sammen til store teknologiske industrilandbrug med enorme maskinparker. I 1985, hvor Anna Bak er født, var der 40.000 landbrug i Danmark – i dag er tallet faldet til omkring 7.500.
I landsbyen Videbæk, cirka halvvejs mellem Herning og Ringkøbing, ligger Vestjyllands Kunstpavillon, en snehvid museumsbygning, der er tegnet af bysbarnet Henning Larsen. Pavillonens samtidskunstprogram har gennem flere år under skiftende yngre kuratorer som Anna Margrethe Pedersen, Paola Paleari og Anne Zychalak Stolten været anerkendt som et af landets skarpeste, men fra begyndelsen af 2023 har institutionen skiftet profil. Med den nye kurator Tina Anette Madsen i spidsen ser programmet i dag en anelse mindre eksperimenterende – omend stadig vedkommende – ud. Måske til glæde for det helt lokale publikum? I hvert fald vil jeg tro, at mange vestjyder kan spejle sig i Anna Baks udstilling Dyster Høst, som taler om et landbrug i hastig forandring.
En varm, korngul bagvæg sætter rammen for en lidt foruroligende installation i mange dele. På et podie af halmballer ligger en serie keramiske skulpturer, der ligner overdimensionerede afgrøder, men allerede her er noget helt galt. Den gigantiske ærtebælg er tom, høsten er tydeligvis slået fejl, måske fordi den genmodificering, der har skabt kæmpeærten, har pillet ved naturens sarte balance. I et tekstilværk på væggen ser vi hvedeplanter, der har aks i begge ender; tydeligvis er landbruget gået amok i et forsøg på at effektivisere sig frem til så stort et udbytte som muligt. En serie linoleumstryk fortæller i digtform, og med inspiration fra gamle folkeviser, historien om et landbrug, der er bukket under for sin egen grådighed.
På den gule bagvæg hænger en serie redskaber til manuelt arbejde – en skovl, en hakke og så videre – støbt i aluminium og alle underligt forvredne, så de snarere minder om mordvåben. Tænk Stephen Kings Children of the Corn, og du rammer nogenlunde den underlæggende stemning af oldschool landbrugshorror. Og midt i rummet troner en slags totempæl med en bronzemaske og peger på landlig overtro. Forlægget er en såkaldt «kornkællin», en dukke af strå, man i gamle dage hængte op i laden for at beskytte kornet, men i Baks version ser den ud til at være fusioneret med heksen fra et Sankt Hans bål. To kvindeskikkelser, der har med gammeldags overtro, og måske også et drys kvindehad, at gøre.
Bak kalder selv sin udstilling for «et fiktivt narrativ», men for mig fremstår Dyster Høst egentlig mere som et stemningsmættet tableau, fyldt med nostalgiske referencer til folkesagn og lokale myter, og med en forkærlighed for håndens arbejde. Vi befinder os nok snarere blandt 1800-tallets hårdtarbejdende bønder end på et teknologisk industrilandbrug anno 2024, og med et utal af medier – fra bronzeafstøbinger og keramiske skulpturer, over tekstil og tryk – er det tydeligt, at også Bak selv har styr på sit håndværk.
Længere nordpå, i Thy hvor Limfjorden munder ud i Vesterhavet ligger Kunsthal Thy, hvor vi finder endnu et lokalforankret tableau. I en 500 kvadratmeter stor lade på det, der åbenbart er Danmarks ældste bondegård, Dovergaard, har billedkunstner Rasmus Søndergaard Johannsen skabt en kunsthal med internationale ambitioner og – bogstaveligt talt – højt til loftet. Med kun et par kilometers kørsel til SMK Thy og kunsthallen Regelbau 41, befinder vi os ganske vist langt fra København, men midt i et lokalområde i kulturel udvikling.
Anna Baks udstilling Fatal Waves er kunsthallens femte siden åbningen i 2023, og her er det særprægede rum virkelig godt udnyttet. De gamle loftbjælker, der understøtter ladens høje tag, spejler sig i overfladen på et stort bassin, der fylder det meste af rummets betongulv. Midt i bassinet ligger vraget af en robåd i fuld størrelse, støbt i aluminium, og fortæller den dystre historie om en tid, hvor fiskerierhvervet på Vestkysten var forbundet med stor fare. Ligesom i Videbæk tager udstillingen altså favntag med et lokalt erhverv som har undergået enorme forandringer over de sidste 100 år, og også her er det særligt fortidens folkesagn og overtro, der interesserer Bak.
Rundt om bassinet står forskellige skulpturelle elementer, der måske kan forklare, hvorfor båden er forlist. Bagerst i lokalet et flere meter højt fyrtårn med en skinnende blå overflade; en lampe roterer langsomt i toppen, mens den ydre form snarere minder om en kæmpeblæksprutte. Vi finder også en sovende havfrue, der ser ud til at være skyllet op på land, og en overdimensioneret konkylie, fra hvis indre et lavmælt lydværk afspilles. Man får en fornemmelse af sirenesang, af at havet ved Thy er fyldt med gådefulde skabninger, havfruer og monstre, der lokker fiskerne på afveje og sluger deres skibe.
Ifølge kunstneren tematiserer Fatal Waves den religiøse vækkelse i det nordjyske lokalsamfund, hvor en række menigheder dyrker en konservativ kristendomsforståelse. Men ligesom, det var tilfældet i Dyster Høst, er det som om, den egentlig historie forsvinder lidt i selve installationen, der hellere vil være et stemningsfuldt landskab af sagnvæsner og lækkert håndværk, og som synes at forblive i en fortid, der både er historisk og romantisk – omend præget af fare og hårdt slid. Det gør sådan set ingenting, for såvel landbrugets overgang fra manuelt arbejde til industri og fiskerisamfundets religiøsitet er tematikker, der er så klassiske og gennemarbejdede i film, litteratur og andre kunstværker, at de ikke kræver yderligere introduktion. I stedet kan man hænge ud blandt kornkællinger og havfruer i to scener, der nok rummer en dyster undertone, men også en dyb nostalgisk omfavnelse af det lokale og landlige.
