Forløsningen hænger i luften blandt værkerne, der markerer afslutningen på fem års fordybelse på Det Jyske Kunstakademi. Afgangsritualet er forbundet med en tyngende forventning, men også en dirrende spænding som er til at tage og føle på, når man træder ind i Afgang 2025 på Kunsthal Aarhus.
Blandt udstillingens værker finder man ingen højtråbende udsagn eller reaktioner på international storpolitik. I stedet er det samfundets underliggende strukturer, der bliver trukket frem i lyset og sat under forstørrelsesglas. I kunsthallens lyse lokaler peger de på det, vi styres af, både på et kollektivt og individuelt plan.
Fra udstillingens første hjørne starter Agnes Schybergs A line is a line, is a line, is a line med det, der ligner begyndelsen på et køforløb. Sorte afspærringsstolper og -bånd er anbragt i et forvrænget forløb spændt ud fra gulv til loft, og et gammelt fjernsyn med en video af menneskemængder. På båndene er printet citater fra de manualer, der blandt andet bruges til at styre menneskemængder og forme køen i sikkerhedskontrollen i lufthavn. Her stilles skarpt på magt- og kontrolstrukturer, som de fleste lader sig lede helt ubevidst af.
I samme rum står værket Nitpicking af William Valentin, der springer mellem ret forskellige skalaer. En kukkasse hænger fra loftet, hvor et mørkt landskab åbenbarer sig igennem et lille hul. En talerstol i menneskestørrelse med små sammenkrøllede papirstykker, og ved dens fod et miniaturelandskab med et træ, græs og to ølkasser i plastik. På afstand betragter en lille action figur hele scenariet. Titlen henviser til handlingen at kæmme lus fra andres hår. Tankerne bevæger sig rundt om det fragmenterede univers i et forsøg på at finde spørgsmål og svar. Men ligesom lus mellem hårstrå er de vanskelig at gribe. Måske er det meningen?
I næste rum møder vi et mørkt hævesænkebord med laminatoverflade i værket Autentisk kunstnerdilemma II af Cecilie Julie Holst Christensen. Ovenpå skrivebordet står en computerskærm med et papir med ordene «ude af drift», en grå skrivebordslampe ved siden af en brevbakke med A4-papir, en død plante, en samling kuglepenne og kunstnerens eget studiekort. På gulvet står en makulator og fuldender den kommunale fremtoning. I serien findes også Autentisk kunstnerdilemma I, en formidlingsvideo, og Autentisk kunstnerdilemma III, en performance, der opføres i udstillingsperioden. Ved at sætte sig selv og egen position som dimittend i scene giver Holst Christensen et indblik i kunstnerens arbejdsrum, som konstant svajer mellem virkelighed og fiktion og, ikke mindst, udfordrer vores forestilling om kunsten og kunstnerens væren i verden som noget ophøjet.
Tvivlen mellem det ægte og det uægte fortsætter i mødet med Gul stue af Sebastian Møller Jørgensen. Rundt omkring i udstillingens største rum står 28 dukker i 1:1-størrelse. De forestiller børnehavebørn og pædagoger på ekskursion. De bevæger sig langs væggene, kravler på gulvet, holder i hånd og iagttager kunsten. På trods af de naivistiske ansigter formet i skum er der en dyb indlevelse i dukkernes proportioner, kropssprog og interaktion med omgivelserne. Barndommens instinktive adfærd i mødet med kunsten og verden udstiller en nysgerrighed og intuition, som virker forfriskende i kunstinstitutionens rammer.
I kunsthallens mindste rum er der en næsten sakral stemning, som skyldes ovenlyset og det særlige ottekantede rum, men også af den poesi som fylder i værkerne. Tine Simonsen Antonius’ A basket, or a bit of rolled barn or a leaf I består af modificerede opbevaringsmøbler i forskellige pladematerialer. Møblerne er tømt for indhold og udstiller på den måde fraværet, som hun er optaget af både poetisk og filosofisk. På væggene hænger Andrea Glahns følsomme tegninger, der trods abstraktionen leder tankerne mod det kødelige. Tegningerne, der hænger i papbokse og bag plastfolie, spiller på begrebet shadowboxing – både i betydningen at bokse efter det usynlige, men også at pakke kunstværker ind for at beskytte dem. Men er, ifølge den ledsagende tekst, også en udforskning af autoimmunitet. De to kunstnere forstærker hinandens poesi i en verden af taktilitet og sensibilitet. Her er sammenstillingen af kunstnere særlig kraftfuld.
Amalie Götz skaber en lignende poesi i hendes sammenstilling af amatørfotografier i to serier. Den ene af hendes egen familie, den anden hentet fra salgsplatforme af personer der ønsker at sælge alt fra skeer, handsker, pasta, lystager. Objekterne virker isoleret betragtet tilfældige, men spiller hver sin afgørende rolle i en sart og metalblank æstetik over et arkiv af relationer, erindringer og værdier. De glansfulde ark er nøjsomt ophængt i et jævnt mønster, og planter en spæd samfundstvivl og -kritik igennem sin skønhed.
Årets dimittender dyrker spændingsfeltet mellem det bevidste og det ubevidste, det ægte og de uægte, på en stilfærdig men kraftfuld måde. Med skarpe, undersøgende blikke ridser de samfundets lak, og forventer det samme af beskuerne.
