Ved rødstrømpernes festival i Fælledparken i august 1974 var der slået et telt op, hvor kunstinteresserede kvinder kunne mødes og tegne, male og snakke. Det blev begyndelsen på arbejdet med at stable en stor, international kvindeudstilling på benene. Det blev også starten på den hurtigt voksende kunstnergruppe XX.
Kvindeudstillingen XX åbnede i december 1975 på Charlottenborg med over 70 danske og internationale kvindelige kunstnere på programmet. Der var stofrelieffer med ordsprog om «kvindfolk» og «mandfolk», en amagerhylde med genstande der symboliserer kvindelighed, husmorballader, bannere, en kæmpesut og et lysende rødt hjerte i papmaché i Charlottenborgs gård, for at nævne bare en brøkdel af værkerne på den kæmpemæssige udstilling. Et helt rum var afsat til performance, selvom der fandt spontane happenings sted i salene, på trappen og i caféen.
Udstillingen rummede internationale navne som Marina Abramovic, Carolee Scheemann og Inge Mahn, og danske kunstnere såsom Kirsten Justesen, Susanne Ussing, Jytte Rex, Ursula Reuter Christiansen og Lene Adler Petersen. For både de deltagende kunstnere og den danske kunstscene generelt var Kvindeudstillingen XX en helt særlig begivenhed. Alligevel har udstillingen ikke rigtig fået sin veldokumenterede plads i dansk kunsthistorie.
Først i 2004 blev Danmarks Kunstbibliotek opmærksom på, at de ikke havde udstillingskataloget i deres samling, der ellers rummer samtlige udgivelser relateret til Charlottenborg tilbage til 1770´erne. Nu, mere end 40 år efter, udkommer bogen Det skete på Kvindeudstillingen, Charlottenborg 1975 med beretninger og dokumentation fra udstillingen, på initiativ fra én af de deltagende kunstnere og forfatter til bogen, Birgit Pontoppidan.
Pontoppidan, som har været filmarbejder gennem mange år, var som del af bladet Land og By (feministisk blad der henvendte sig til kvinder i arbejde og senere mere udpræget til billedkunstnere) med til organisere Kvindeudstillingen fra begyndelsen.
I eftermiddag til boglanceringen på Kunsthal Charlottenborg er Pontippidan i samtale med rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Sanne Kofod Olsen, om den skelsættende udstilling.
Hvorfor kommer der først en bog om udstillingen nu?
Efter min mening burde den være skrevet for længe siden, men ingen har gjort det. Kvindeudstillingen har ligget som et stykke udokumenteret kunsthistorie. Af og til bliver der refereret til udstillingen. Det var trods alt dér, at en stor del af den tids kunstnere indledte deres kunstneriske karrierer, heriblandt mange meget anerkendte kvindelige kunstnere. Det har været et stort arbejde at skrive det hele ned, interviewe alle deltagerne og samle alle fotografierne – også dem fra udlandet. Men jeg har gjort det med entusiasme.
I var en stor og blandet flok kvinder, kunstnere, men også fra andre hverv end kunsten. Hvad samlede jer om at lave en udstilling?
Der var opbrud og begyndende opgangstider i den spirende velfærdsstat, som skabte en grad af overskud til at finde ud af, hvad man selv havde lyst til – en mulighed man ikke tidligere havde haft. Flere kvinder fik uddannelsesmuligheder, og kvindernes arbejdskraft blev værdsat, men ikke til ligeløn, og arbejdet hjemme hvilede stadig på kvinderne. Møderne i XX og fællesskabet med de andre kvinder gav indsigt i, at ikke alt var, som det kunne være. Der var uddannede kunstnere eller akademielever, og dem, der ikke var uddannede kunstnere, havde kunsten tæt inde på livet via venskaber og ved beslægtede hverv. Grænserne var dengang ikke knivskarpe. Vi bød ind med, hvad vi kunne.
Ud over at være en vigtig begivenhed i dansk kunsthistorie, fik udstillingen også en del international opmærksomhed. Hvordan mærkede I det?
Der var rigtig mange mennesker inde og se vores udstilling. Jeg har mødt flere, som stadig husker den. En direkte virkning var, at en af arrangørerne til den store udstilling Künstlerinnen International 1877-1977 på Schloss Charlottenburg i Berlin få år efter sagde til os, at de blev inspireret af vores energi i København. Ifølge professor Monica Kaiser, som har skrevet bogen Neubesetzungen des Kunst-Raumes om europæiske kvindekunstudstillinger i halvfjerdserne, henviser mange udenlandske kvindelige kunstnere stadig til Kvindeudstillingen på Charlottenborg som en skelsættende udstilling.
Pressen skrev en masse om udstillingen, og Danmarks Radio rapporterede dagligt fra kunsthallen, men egentlige anmeldelser af kunsten blev det ikke så meget til. Hvorfor ikke?
Det kan man vel kun spørge pressen om. Men jeg føler mig overbevist om, at vi var en svær mundfuld at sætte i bås. Vi satte for mange spørgsmål i gang; hvem var kunstner, og hvem var ikke rigtig kunstner. Det var en sprudlende udstilling med mange fine værker, og der var megen god underholdning, men den var ny i sin art. Blev pressen taget ved næsen, eller hvad var det vi ville? For udover at vise kunst og tableauer brugte vi meget energi på at få folk til at føle sig velkomne. Man kan, lidt flot sagt, sige, at vi også ville dialogen med publikum. Blandt andet derfor opsatte vi en vægavis, som de besøgende kunne skrive på og satte os ofte i cafeen og talte med dem, der sad ved samme bord. Småting, men givende for begge parter.
I dagens anledning – hvordan markerer du selv den internationale kvindedag?
Det gør jeg i tankerne, og så sender jeg en hilsen rundt til mine bedste veninder. Det er uden tvivl en dag, som betyder utroligt meget. Der er så mange kampe at tage endnu. Det var også en af grundene til, at jeg blev glad for den 8. marts som dato for lancering af bogen.
