Køen gik hele vejen ned af Gasværksvej og drejede om hjørnet til Vesterbrogade, da to nye københavnske gallerier for et par uger siden slog dørene op. I et stort fælles lokale, adskilt på midten af et forhæng, åbnede Gas9Gallery og Formation Gallery med henholdsvis Christina Wilson og Anne Riber bag roret, og i løbet af den første aften var godt 500 mennesker forbi ferniseringen.
For Christina Wilson er den massive opmærksomhed ikke helt fremmed. Fra 2002 til 2012 repræsenterede hun nogle af den periodes største danske kunstnere, herunder Jesper Just, Kirstine Roepstorff, John Kørner og Kaspar Bonnén, i sit galleri på Islands Brygge. Galleri Christina Wilson opbyggede i 00’erne et solidt renommé, Wilson selv fløj verden rundt for at deltage på de store messer, og det hele gik sådan set strygende. Og så, ud af det blå, opstod finanskrisen i 2008 og alting stod med ét helt stille. Galleriet overlevede nogle år, men Wilson selv var udbrændt og efter et par store vandskader i det nye lokale på Esplanaden, besluttede hun at stoppe.
Efter ti år som kunstkonsulent i eget navn er Wilson vendt tilbage som gallerist under et nyt navn og med en ny gruppe unge kunstnere, som foruden Hannah Heilmann tæller Ida Thorhauge Sønder, Kim Richard Adler Mejdahl, Hannah Toticki, Mikkel Ørsted, Niels Pugholm og Maiken Bent.
Kunstkritikk har mødt Christina Wilson til en samtale om, hvad hun lærte af finanskrisen, om hvordan markedet er et helt andet i dag, end det var sidst hun havde galleri – og om hvordan begge dele har givet hende en ny tilgang til, hvordan hun mener et moderne galleri kan tage sig ud.
Hvorfor har du besluttet at starte galleri igen?
Som konsulent ser man en masse forskellige praksisser, men samtidig skal man helst selv fylde så lidt som muligt: Når man møder kunstnere, så lytter man og kommer med indspark til deres praksis, og når man laver organisationsarbejde, så fjerner man sig fra sine egne interesse og kigger på deres forretninger. Man fokuserer på, hvordan man kan sammensætte elementerne sådan, at man opnår nogle nye virkeligheder, både indenfor en kunstnerisk og en kommerciel virkelighed.
Det har været nogle helt vildt lærerige år, men jeg fik mere og mere lyst til at lave udstillinger igen. Hver gang jeg mødte en fantastisk kunstner, tænkte jeg, at det ville være dejligt at have et sted, hvor jeg kunne gøre noget med deres praksis på langt sigt. Og hvis jeg skulle starte galleri igen, så skulle det være nu, hvor jeg stadig har 20 år tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg synes egentlig, at selv om jeg giver noget tilbage til kunstverdenen, så giver den mig så meget, at det føles som en gave.
Hvad er det, du har savnet ved at lave udstillinger?
Jeg har savnet at stå med en række værker og forsøge at visualisere den kompleksitet, der ligger i hele den kunstneriske praksis. Jeg synes det er allersjovest at lave udstillinger med kunst, som jeg næsten ikke engang selv forstår. For mig er udstillingen en undersøgelse, og jeg håber, at publikum vil undres over værkernes kompleksitet sammen med mig.
Hvordan har du udvalgt de kunstnere, du skal arbejde med her i galleriet?
Mange af dem er kunstnere, som jeg har haft i rådgivning og andre er praksisser, som jeg har gået og iagttaget igennem mange år og haft lyst til at arbejde med. Når man sammensætter et årsprogram, handler det om at prøve at komponere nogle forskelligartede energier, så udstillingerne sender forskellige vibes ud. Det må gerne være sådan, at det indadvendte bliver afløst af det udadvendte, eller det meget materialeorienterede bliver afløst af det ret formelle. Jeg prøver at finde en god rytme.
Galleriets profil vil have mindre fokus på det kommercielle og mere på det proces- og projektorienterede. Jeg mener jo, at alting kan sælges, så det er mindre styrende for mit valg af kunstnere. Hvem gider købe en gammel køkkendør af Hannah Heilmann? Det ville jeg gerne selv, og så tror jeg også, at der er andre, der gerne vil det.
Med dit gamle galleri havde jeg indtryk af, at du havde en meget udtalt ambition om at få både kunstnerne, men også galleriet hurtigt frem i verden; ud på de vigtigste internationale messer og op i kunstverdenens hierarki. Hvordan er ambitionen for dette galleri?
Det er helt rigtigt set. Jeg var fuldstændig enøjet fokuseret på at komme frem med de ting, jeg lavede dengang. Jeg var på min første messe, Art Berlin, da galleriet var tre måneder gammelt, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle tage med. Jeg havde fyldt en hel lastbil op med værker, og jeg solgte vist et enkelt, så det var jo helt unødvendigt. Jeg havde helt klart den ide, at værkerne skulle ud på en større platform, for jeg tænkte, at der i Danmark er fem millioner mennesker og måske fem store samlere. Derfor var jeg også meget interesseret i at holde værker tilbage til de store internationale museer. Jeg var så fokuseret, at det nærmede sig det ensporede.
Jeg er nok blevet lidt mere nuanceret i min holdning til, hvordan man laver galleri. Min enorme ambition med mit tidligere galleri betød også, at jeg hele tiden var totalt stresset. Jeg var på syv messer om året og havde enormt mange penge ud at svømme hele tiden. Jeg skulle tjene så sindssygt meget hver måned, at det var svært for mig at forene min interesse for det kunstneriske projekt og den økonomiske virkelighed.
Denne gang er det vigtigt, at tingene foregår i et tempo, hvor jeg synes det er interessant at være i. Jeg vil nok arbejde mere herhjemmefra med at få kontakt til kuratorer, der kan komme her i galleriet, i stedet for at bruge for meget tid med at fise verden rundt med transportkasser og høje hæle.
Vil du i første omgang sigte mod lokale institutioner?
Nej, jeg har bestemt også øje på udenlandske kuratorer. Den teknologiske udvikling har jo flyttet sig meget siden 00’erne, og det regner jeg med at vi kan udnytte. Ambitionsniveauet i forhold til det internationale er sådan set bibeholdt, men jeg håber at gøre det, uden at vi behøver at flytte os så meget rent fysisk. Projekterne her skal gerne være af en kvalitet, at de altid lige kunne pakkes sammen og sendes til Liste, hvis vi skulle det. Det skal vi ikke, for jeg er et andet slags galleri nu, men kvaliteten skal være den samme.
Vil du ikke fortælle om, hvordan det var for dig at åbne galleri første gang?
Det var totalt med hovedet under armen, for jeg vidste jo intet om det. Jeg kom fra en position som galleriassistent hos Asbæk og Susanne Ottesen, men jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvordan det fungerede, når man selv stod med det hele. Min første udstilling i 2002 var med Kirstine Roepstorff, og det lykkedes at få solgt alle værkerne på den udstilling til museer. Så var jeg ligesom i gang.
Hvorfor ville du egentlig være gallerist?
Jeg havde tidligere arbejdet på et par kunstinstitutioner, hvor man har et meget tæt samarbejde i de tre måneder, en udstilling varer, og så flyver man videre til den næste. Man har ikke de der lange samarbejder, som man har på et galleri, og det syntes jeg var ærgerligt, når man lige havde etableret en forståelse og sat sig ind i en praksis.
Derfor virkede det helt logisk for mig at starte mit eget sted, så jeg lejede et lokale på Islands Brygge. Jeg havde en lang liste over kunstnere, som jeg gerne ville udstille – Bruce Naumann og Beatriz Milhazes fx – så dem skrev jeg til. Det var i hvert fald ikke indsigt, der prægede projektet dengang.
I de første år var der enormt meget fart på kunstscenen, og det betød nok også, at jeg var en ret dårlig gallerist. I 2008 flyttede jeg ind på Esplanaden og brugte absurd mange penge på at renovere lokalet og lave en smadderflot udstilling med Sophie Calle. Men ugen efter gik Lehmann Brothers ned, og så stoppede alting brat. Jeg styrtblødte penge, og min bank ringede til mig konstant. Hver måned skulle jeg betale 50.000 kroner af på den helt vanvittig store kassekredit, jeg havde fået i de år, hvor alt kunne sælges.
Det eneste, der var at gøre, var at afskedige alt mit personale. Jeg lagde et budget for, hvor mange penge, jeg skulle have ind hver måned, det var sådan noget i retningen af 800.000-1.000.000 kroner. Så måtte jeg gå ud på lageret og tage en beslutning om, hvilke værker, jeg kunne sælge for at komme derop, og hvilke kunder jeg presse dem ud til.
Efter halvandet år lykkedes det mig at blive gældfri, men det var en hård og ensom proces, og det var slut med at flyve rundt i verden ellerholde en kæmpe middag for 80 mennesker. Jeg kunne jo også godt se, at jeg ikke var blevet meget lykkeligere af alt det. Derfor har jeg virkelig prøvet at blive bevidst om, hvilke værdier, jeg gerne vil knytte til dette her sted, og det har jeg også talt med kunstnerne om.
Hvad er det for et værdisæt?
Det håber jeg kommer til at vise sig i udstillingerne, men det kunne være sådan noget som, at man gerne må fejle, og at man gerne må tænke udstillingerne som eksperimenter. Det skal være noget, vi selv synes er sjovt, og at kunstnerne og jeg skal være i samme båd. De skal heller ikke regne med, at jeg klarer alting for dem. Vi har en relation, hvor vi alle er voksne mennesker.
Du kommer jo fra en konsulentrolle, hvor du bl.a. har ageret fødselshjælper for de helt nyuddannede kunstnere, du har rådgivet i Bikubens Atelierprogram. Er det den rolle, du gerne vil lægge fra dig?
Det er i hvert fald mit fokus, at kunstnerne skal kunne klare sig selv. Selvfølgelig skal de bruge mig og mine kompetencer, men vi giver hinanden fri til at gøre, som vi gerne vil. Det betyder, at de gerne må udstille på andre gallerier, ligesom jeg også har mulighed for at bruge rummet til andre ting i perioder.
De kunstnere, jeg samarbejder med og jeg har talt meget om de regler, der er i kunstverdenen, som man godt kan blive helt ked af og underlægge sig selv så meget, at man næsten ikke kan handle. Der er så mange does and don’ts i kunstverdenen, så mange ting, man må og ikke må, som hæmmer os alle sammen.
Hvilke regler kunne det være?
Det kan være kunstnere, der spørger sig selv, om de kan tillade sig at lave en bestemt form for værker, udstille på bestemte kunstmuseer eller være med på gruppeudstillinger sammen med bestemte kunstnere. I hele min periode som konsulent har jeg været fokuseret på at dekonstruere de forestillinger, og i stedet hjælpe folk til at skabe deres egne regler. Det er vi også meget bevidste om her på stedet.
Er der den samme type regler for, hvordan man skal agere som gallerist, føler du?
Ja, i høj grad. Da jeg havde galleri sidst, var der meget faste regler for, hvad man gjorde for ikke at træde ved siden af, og jeg var selv blandt dem, der håndhævede dem mest.
Eksempelvis var det i en lang periode rigtig pinligt at have en webshop, både som kunstner og kunsthandler. Man skulle faktisk helst holde sig langt væk fra alle former for digital markedsføring, fordi der var et dogme om, at kunst udelukkende skal opleves fysisk. Det har jo ændret sig siden, og i dag kan man sagtens blande den digitale og den fysiske verden uden at det bliver et problem.
Der var også meget strikse regler for, hvilke messer, man skulle deltage i – og særligt, hvilke man skulle holde sig langt væk fra – hvis man ville tages seriøst som galleri. Kom man til at tage på den forkerte messe, så var man dømt ude af den seriøse kunstverden og kunne lige så godt lade være med at ansøge de «rigtige» messer. Derfor var det vigtigt, at man så knivskarpt og rigtig første gang, for ellers var det slut. Det er jo i virkeligheden noget snobberi, for der kunne jo sagtens være nogle udmærkede kunder på nogle af de messer.
Jeg har stadigvæk den fornemmelse for, hvordan man bevæger sig rundt i kunstverdenen, men jeg tænker også, at der er nogle af de dogmer, vi godt kan lægge bag os. Vi kan godt selv definere, hvilke regler, der gælder for galleriet og vores kunstnere.
Hvilke er de væsentligste ændringer, der er sket på den kommercielle scene igennem de tyve år?
Det, der har ændret mest, er, at der er kommet en masse nye spillere på markedet. Der er kommet sådan noget som Kunstsalonen (red.: initiativ af Mette Helena Rasmussen og Anne Aarsland, der laver offentlige salgsudstillinger i private hjem) og designer-showrooms, der indskriver kunsten i en anden sammenhæng.
I dag er der også mange mindre formater på markedet; fra editioner til tegninger, skitser og små værker. Kunst er helt klart blevet et dekorationsobjekt i højere grad, end det var for tyve år siden, og den scene skal jeg lige finde ud af. På den ene side vil jeg gerne have nye kunder ind – også dem, der ikke er store samlere – men som sagt, vil jeg samtidig gerne bibeholde den kompleksitet, der kan ligge i værkerne.
Noget andet, der heldigvis er sket er, at kunstnerne har fået mere selvtillid. De kunstnerdrevne steder, vi har i dag, er langt mere professionelt drevet, end de var for tyve år siden, og det betyder også at nogle af dem begynder at agere mere kommercielt, og det synes jeg er en spændende udvikling.
Betyder det, at spillerummet for det klassiske kommercielle galleri blevet mindre?
Ja, det tror jeg. Tidligere sad gallerierne tungt på hele markedet, og det gør de ikke længere. Derfor skal man arbejde rigtig meget på sit narrativ som gallerist, hvis man vil lave en interessant platform. Markedet er slet ikke nær så entydigt, som det var sidst jeg havde galleri og det er jo en interessant udfordring. Jeg er spændt på, om den sti, jeg ønsker at betræde, kan blive så tydelig for andre mennesker, at de får øje på Gas9Gallery
