Selvom Absalon Kirkeby kun lige er blevet færdig på Det Kgl. Danske Kunstakademi, er hans værker ikke helt ukendte for det københavnske kunstmiljø. Dels har han før udstillet hos det nu hedengangne Peter Amby (nu Last Resort), dels kender man ham fra kunstnerbogsforlaget emancipation(t/ss)frugten (som han driver sammen med Kasper Hesselbjerg), der har udgivet flere fotobaserede kunstnerbøger af ham, og så er der selvfølgelig den verdensberømte far, Per Kirkeby, der uvægerligt øger opmærksomheden om ham.
Bildæk, hønsehoveder, kranier, computere, svaner og snedækkede ruder er nogle af de genkendelige motiver i de store fotografier, der alle har samme dimension og er tydeligt billedbehandlede. Tydeligt i forstanden, at selve billedbehandlingen ikke er skjult, men tværtimod fremhævet. I Kirkebys værker er manipulationen en del af motivet; digitale penselstrøg ligges henover det fotografiske motiv, eller lidt sløsede photoshop-tuschstreger, slører det. Det er konstruktioner, iscenesættelser, fremvist via fotografiet, mens klassisk fotografis såkaldte indeksikalitet bevidst er obstrueret, sådan at fotografiet ikke henviser direkte til det afbildede objekt, men «skaber sig» omkring det, i alle ordets betydninger.
Motivet af en computer går da også igen flere gange – portrætteret med alle «grimme» dele inklusiv skærme, scanner, ledninger, computerbord og højttalere, på en farverig baggrund, der emmer af det artificielle i douce pink, eller med blå og orange farveeffekter.
Metoden er lidt som når maleren Torben Ribe bruger stikdåser og afskårne ledninger i sine malerier, og maler en pink farve henover lærredet. Et demokratisk projekt for øjet, hvor alt det grimme fra hverdagslivet inddrages i kunsten. Men hvor Ribe er konsekvent med at inddrage fejl, mangler og det uønskede i sin kunst så er det ikke kun en æstetisering af det profane og uvelkomne, der er på færde hos Kirkeby. Der er en tilstræbt lækkerhedsfaktor ved nogle af drengerøvsmotiverne (bildæk, der indrammes af neonfarver, et kranie, der udsmykkes med computerstreger), som mere handler om at eksperimentere med det fotografiske stof (mediet, motivet, computeren), om end det maleriske faktisk føles tilstede i Kirkebys værker.
For noget af det, der er særligt ved Kirkebys værker er deres meget mættede fremtoning; man kan næsten mærke og se farvetonerne glide over hinanden. Det er en slags visuel taktilitet, som trækker det ud af det rent digitale og over i den mere penselstrøgne retning – over mod det decideret maleriske.
I virvaret af vilde motiver og farverige mønstre bliver det kunstigt konstruerede, eller computerens manipulerende muligheder, dog samlet set udstillingens mest udtalte fokus. Og det er klart, at mulighederne for manipulationer, effekter, konstruktioner er endeløs. Om det er dette mængden af værker i galleriet skal udtrykke er dog mindre klart.
Og det er lidt synd, for jeg har også en klar fornemmelse af, at der er noget andet og mere på færde for kunstneren. Noget, der skygges for i mængden af indtryk, men som alligevel sanses undervejs. Fx er der pludselig et foto, der er horisontalt – hvor langt de fleste er vertikale – som helt enkelt forestiller en svane. Svanen er både hvid og sort, både ægte og artificiel, taget ud af sin sammenhæng og gjort til ensom skulptur på en flade. Det er et smukt billede, som ikke er befængt med effekter, men som stadig – selvfølgelig – er konstrueret. Det er som om, at når der momentvis skrues lidt ned for støjen, så fremstår sanseligheden klarere.
