En morgen under den københavnske messeuge cykler jeg ud imod Vesterbro, stadig helt omtåget efter gårsdagens tour de force igennem Chart Art Fair, mens jeg i hovedet gennemgår, hvad jeg har set: Nye, meget taktile Tove Storch-værker i en sexet lyserød nuance og et par materialelækre parfumeflakoner af Nanna Abell – ting, der alle har den samme sanselige objektkarakter. Måske er det manglen på en regulær udstillingskontekst funderer jeg, der får de smukke løsrevne objekter til at stå særligt frem?
På Lulu Refns Allure er der masser af rummelig, spænding mellem to gulvobjekter, en plexiglasform , der hænger frit i luften, holdt på plads af wires og et par mindre værker på en hylde langs endevæggen. Her ligger et ansigt, halvt smeltet ned i hylden, der er udformet som en hånd. Det ligner den gestik, klassiske statuer har, når de tænker dybt over tingene, og måske gør ansigtet netop det, mens det lader blikket vandre ud over rummet?
På gulvet ligger to koksgrå gipsfigurer og ligner fede sæler på en sandbanke. Figurerne tager form fra den slags bundfang, man indenfor fiskeri bruger til at holde en krog stabil på havbunden, mens den gennemsigtige form, der svæver over dem, stammer fra en form for bøje, som holder krogen over vandet. Imellem disse to udspændes et rum, der kunne indeholde hele oceanet, lokkende og truende i al sin fremmedhed, med dets mystiske havskabninger, sunkne skibe og undersøiske riger.
Langs gulv og væg er malet et sporadisk prikket mønster, der får overgangen til at flimre for øjnene. Som når en bølge slår ind over stranden og trækker underlaget af små sandkorn med ud i havet igen, bliver det svært at skelne, hvor væggen stopper og gulvet starter. Eller som når fiskens glitrende skel går i ét med sandbunden for at kamuflere sig imod de rovdyr, der måske findes i dybet.