Der er noget rørende over afgangsudstillinger. Selv om det sjældent er unge kunstneres allerførste fernisering, er der alligevel en særlig transparent sprødhed over de udstillinger, der på én gang markerer afslutningen på fem års uddannelse og begyndelsen på en karriere som professionel billedkunstner. Et farvel til alt det velkendte, til kritikklasser og atelierfællesskaber, som midt imellem blomster og champagneglas og stolte familiemedlemmer, tilfører udstillingen et lille stik af vemod. Samtidig er det en fejring af alt det, der kommer, en form for overgangsritual, hvor man indlemmes i den langt større gruppe, kunstscenen, kulturlivet og måske på sigt kunsthistorien. Det er et sart sted at stoppe op og præsentere noget, midt imellem to verdener; den man må forlade og den, man håber tager imod en. Som var man en lille antenne, der sender sit output ud i verden uden at vide, om man overhovedet får svar.
Som det har været tilfældet igennem en årrække, ligger Kunsthal Aarhus lokaler til afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi, som i 2022 består af seks dimittender. Årets udstilling,der er kurateret af Mette Kjærgaard Præst, er rykket fra kælderlokalet op i stueetagens lys, hvor den får lov at brede sig over tre gallerier. En forandring, der særligt klæder Mathias Riis Andersens projekt, som står for sig selv i et ortogonalt lokale, der synes at være skabt til værket.
Herinde finder vi Riis Andersens enorme turkis skrummel af en modernistisk skulptur, der med sin voldsomt knugende tilstedeværelse minder lidt om en knyttet næve. Ifølge katalogteksten er der tale om en 1:1 replika af en HPHT-presse; en maskine, der gennem høj varme og tryk kan omdanne aske fra kremerede kroppe til diamanter, og det er jo i sig selv en fascinerende tanke. Frem for at få sine kære begravet eller sprede deres aske over havet kan man vælge den lidt mere spektakulære løsning at få presset en diamant, som man kan bære på fingeren. Det lyder smukt, men det peger også på en helt grænseløs forbrugerisme, der rækker helt ind i efterlivet. Det er ikke uden grund at forgængelighed rimer på forfængelighed, eller at den alment menneskelige drøm om evigt liv er en af kapitalismens mest efterspurgte varer. Som et blødt modspil til den tunge skulptur ligger en udstoppet allike på gulvet og fortæller om en anden måde at opnå udødelighed på. En tredje kunne jo være at blive billedkunstner og skabe værker, der går over i kunsthistorien.
En lidt anden og måske mere sympatisk tilgang til evigheden finder vi i Olivia Willmans sarte blondebroderier, der er monteret på smedejernsstativer, så de ligner luftige gardiner. Willman har broderet videre i samme stil på fundne blondestykker fra 1920’erne, og det er derfor kun nuancer i trådens farve, der fortæller, om broderierne er Willmans eller en af de kvinder, der kom før hende. Og sådan kan man jo også skrive sig ind i historien; som det seneste led i en intergenerationel samtale om og gennem et håndværk, der ellers ville uddø.
Årets afgangsudstilling er domineret af tre projekter, der på forskellig vis undersøger hvad det vil sige at skabe og forevige noget gennem fotografiet. Mikkel Høgh Kaldals projekt breder sig over adskillige vægge og medier, fra fotografi monteret på lærred, over indrammede negativer til billeder, der river sig løs fra den fotografiske repræsentation på en lidt teoretisk-lækker måde. Værkerne synes at være i en form for indbyrdes forhandling om forholdet imellem virkeligt objekt og medieret fiktion; en undersøgende proces, der forstærkes af springet imellem formater og medier.
Hos Fritjof Krabbe Nørretranders befinder vi os på en mellemting imellem en fabrik og en byggeplads; et sted, hvor noget er i forandring og tilblivelse. Et afspærringshegn, noget byggemateriale og et par paller med sammenpressede papkasser udgør den fysiske scenografi for en video og en projektion af et par hænder, der forsøger at finde den rigtige framing på den hvide bagvæg. I videoen fortæller en stemme om en byggetomt i sin barndoms gade og om en billedbog, der foregår i samme gade. I bogen har man udfyldt den tomme grund med et hus, og da fortælleren vender tilbage til gaden som voksen, er huset pludselig bygget. Spørgsmålet er så, om det er fiktionen, der skaber virkeligheden eller omvendt.
Anna Elisabeth Dupont Hansen undersøger billedhierarkier mellem intimsfærer og offentlighed på sociale medier igennem en serie af iPhone-fotografier, der er printet på tre badedyr af den slags, man typisk finder på influenceres feriebilleder. Dupont Hansens fotografier er af en lidt anden karakter: Slørede og pixelerede hverdagssnaps af madrester og noget, der ligner et sår i en mundhule. Det er et sjovt sammenstød imellem det helt private og sårbare, som vi normalt gemmer væk, og det mere glossy og plastikagtige, som vi ender med at give evigt liv.
På vej ud af kunsthallen støder jeg på en lille robotlignende dims, en antenne på tre ben, som via en lang ledning er forbundet til en solcelle i kunsthallens gård. Helle Kongstad Holm Petersen kalder antennen for et ‘tele-teater’, og da jeg passerer den, afgiver den en skrattende lyd, der går over i en egentlig monolog. Det er en teknisk omgang, der synes at spekulere over, hvordan vi kommunikerer med det ikke-menneskelige, eksempelvis robotter, vegetation eller terræn. Det virker bedst, når det står og skratter som et lille stykke telekommunikation, nogen har efterladt på en fjern planet. Måske bliver signalet pludselig opfanget af intelligent liv derude et sted og en helt ny verden kan åbne sig. Eller måske er det dømt til at stå og sende sit output ud i tomheden indtil det nedbrydes af de barske omgivelser. Ground control to Major Tom…
