Smag på ordet ‘hovedværk’. Det virker lidt altmodisch, ikk? Som et begreb af den slags, man kunne finde i de kunsthistoriebøger, som skrev Historien i ental og med stort begyndelsesbogstav. Det afgiver en vibe af autoritet, af noget, der bliver vedtaget posthumt af alle andre end kunstneren selv.
Hovedværker er temaet på kunstnersammenslutningen Den Frie Udstillings årlige ophængning, og det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at der overhovedet er et tema. De danske kunstnersammenslutninger – herunder Grønningen, Koloristerne og Decembristerne, der alle udstiller jævnligt i Den Frie Udstillingsbygning – viser normalt udvalgte nyere værker, typisk jævnt fordelt i salene og uden egentlig kuratorisk pointe eller greb.
Måske derfor har kunstnersammenslutningerne et lidt usexet ry.Det hjælper nok heller ikke, at de danske kunstnersammenslutninger, har mange år på bagen og ofte består af kunstnere, der er i midten eller ligefrem slutningen af deres karriere. Den måde at organisere sig på, i et udstillingsfællesskab, der ikke centrerer sig om et manifest eller en bestemt stil, lader ikke til at have samme appel på nutidens unge kunstnere.
Måske er dette ry lidt ufortjent. Sådan set repræsenterer sammenslutningerne en punket DIY-indstilling til det at skabe udstillinger og netværk, af samme slags, som vi også finder på de unge kunstnerdrevne udstillingssteder. En tilgang, der går uden om institutioner og kuratorer, blåstemplinger og gatekeepers, for i stedet at gøre deres egen ting. Som insisterer på, at den professionalisering af kunstverdenen, som vi har oplevet over de seneste 30 år, ikke er nødvendig for at lave god kunst, men at det derimod kan være en hæmsko for billedkunstnernes egne visioner, når andre fagligheder står for alt udenom selve værket.
Den Frie Udstilling er Danmarks ældste sammenslutning, der blev stiftet i 1891 som en protest imod den censurerede udstilling på Charlottenborg, og bærer dermed netop denne lidt rebelske «Vi gør, som det passer os»-attitude med sig. I dag består Den Frie Udstilling af 60 medlemmer (plus to æresmedlemmer), som udstiller på Den Frie Udstillingsbygning, i år under titlen Major Works. Modsat sammenslutningernes traditionelle udstillinger af nye værker, har vi i år at gøre med en slags hitliste: En udstilling af medlemmernes hovedværker gennem tiden.
På årets udstilling er det kunstnerne selv, der har udvalgt det, de anser for at være et hovedværk, og det kan heldigvis forstås på mange måder. Der er de helt klassiske hovedværker, som eksempelvis Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaard, der er repræsenteret med det kors, som Petersen bar ved den berømte performance, Uddrivelsen af templet i 1969, hvor hun gik nøgen gennem Børsen i København. Danh Vo er repræsenteret med et eksemplar af 2.2.1961 (2009), et håndskrevet brev fra kunstnerens far, som indtil videre er reproduceret over 1.300 gange. To oplagte valg af hovedværker, der for længst er gået over i kunsthistorien – også i den, der skrives med stort K.
Lidt i samme ånd har FOS valgt Koppen, der kan rumme alt (2008), et grønt Valhalla-agtigt kæmpekrus med et gammelklogt, furet ansigt. De fleste kender værket fra tv-programmet Den 11. time, hvor en alvorlig FOS insisterende forklarede den måbende vært Mikael Berthelsen, hvad billedkunst går ud på, og dermed skabte den vel til dato bedste brede kunstformidling, jeg kan komme i tanker om. Da jeg står foran koppen, går det op for mig, at jeg faktisk aldrig har set den udstillet før: Den er både større og langt mere udtryksfuld, end jeg havde forestillet mig, og det viser vel noget fjernsynsmediets magt, at jeg allerede føler, jeg kender værket.
Der er også andre tilgange: Uffe Isolotto og Hannah Heilmann har begge valgt værker, der peger på en tid, de har til fælles. Isolottos The Poster Boy for a New Generation fra 2013 var en del af hans soloudstilling på Overgaden om den selvoptagede kunstners vanskeligheder i en verden, hvor alle mennesker gennem digitaliseringen er blevet billedproducerende. Heilmanns Face Suit fra 2014, en form for havfruedragt i silke med prints fra kunstnerens eget facebookfeed, er på samme måde forankret i 00ernes postinternet-æstetik og optagethed af det digitales mulighedsrum og begrænsning. Begge værker knytter sig til udstillingsstedet TOVES, hvor Heilmanns værk oprindeligt var udstillet – og som vel var epicentret for den danske gren af postinternetkunsten – og begge værker virker som et pudsigt valg for to kunstnere, der også har det til fælles, at deres praksis siden har antaget en mere taktil og mindre glittet karakter.
Flere kunstnere har tydeligvis valgt at følge det rebelske til dørs og er gået kontra på udstillingens præmis. Sjovest er Peter Bondes Untitled (COOL PAINTING) (2025), som man må formode er noget af det sidste, han har produceret. Over Bondes karakteristiske spejlværk, halvt oversmurt med blå maling i tykke penselstrøg, er monteret en aircondition, og hen over værket er printede billeder af kunstneren selv i forskellige grader af ung og gammel punker. Hvis man er cool nok, bliver man naturligvis ved med at toppe.
Og så er der alle de andre. Det kræver et ret indgående kendskab til de enkelte kunstneres praksisser, hvis man skal kunne regne ud, på hvilken baggrund værkerne er udvalgt som hovedværker, og fra institutionens side er der ingen hjælp af hente. Det er normal praksis, at sammenslutningernes udstillinger ikke formidles i en folder, men i dette tilfælde kunne det have været brugbart for at forstå, hvorfor Mette Winckelmann eksempelvis har medbragt et meget farvestrålende patchworkværk i tekstil, frem for de mere afdæmpede værker, hun især arbejder med i dag. Repræsenterer værket et personligt vendepunkt i hendes kunstneriske tilgang? Har det en udstillingshistorie, der har bragt hende hen, hvor hun er i dag? Jeg ved det ikke, og det ærgrer mig, at jeg ikke kan følge med i udstillings helt grundlæggende præmis.
På samme måde viser Ann Lislegaard værket Animoid fra 2023, som ligner en aflægger af et værk, jeg oplevede på Vesterbro-galleriet Palace Enterprise i 2021. Her var en video af en animeret ugle, der glitchede rundt i en profetisk monolog placeret i vinduet, hvor den lignede et både morsomt og lettere ustabilt orakel. På Den Frie er uglen blevet til et AI-genereret print, stadig med en underliggende artificiel aura. Men hvorfor det er printet, som vises, frem for videoen, henligger i det uvisse.
Når man er færdig med at irriteres over den manglende formidling, der slører udstillingens præmis, så er Den Fries udstilling, som den slags plejer: En samling af værker, der egentlig ikke vil hinanden noget, ud over at være placeret i samme rum med en vis symmetri. Sine steder opstår alligevel synergieffekter, som når Heilmanns føromtalte Face suit taler med Henriette Heise store fototapet Uden titel (2025) af en anden form for digitalt rum. Eller når Nina Beiers skæglignende Parts (2024) peger videre på Ulrik Heltofts væghængte sølvskulptur HOC COH fra 2015, en afstøbning af Tycho Brahes næse. Fine samtaler imellem fine værker, men man savner fortsat at kunne se det store billede.
Den manglende kontekst betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan nyde de enkelte værker, og der er masser af højdepunkter på Major Works. Jeg har en fest med Yvette Brackmans Gheldh Sauna (2020), som jeg stødte på i Møstings Hus i 2020. Her inviteres man til at iklæde sig en badekåbe og træde ind i en fungerende, farverig sauna og meditere over det usunde kapitalistiske system som førte til finanskrisen i 2008, mens kroppen langsomt heales. Jeg glædes over Finn Reinbothes minimalistiske indramning af et tomt felt på væggen gennem ledninger og lysstofrør, og lol’er en del over Torben Ribes slørede video Untitled (Scrambled programme) fra 2015. Men det er kun fordi, jeg tilbringer for meget tid på instagram, at jeg ved, at Ribes værk oprindeligt blev udstillet på tv-skærmen i det lokale pizzaria – en bonusinfo som forærer værket en hel del, og som jeg simpelthen ikke kan forstå, man ikke oplyser om i udstillingen.
Major Works er på mange måder en udstilling, jeg har set frem til. I min optik er tiden perfekt til en revitalisering af udstillingsformater, der undsiger sig de klamme kuratorhænder og snærende institutionelle ønsker og krav. Jeg synes, at kunstnersammenslutningerne med deres punkede attitude og insisteren på at gøre tingene selv har en fremtid på en kunstscene, der nogle gange føles så professionaliseret og fagspecialiseret, at værkerne helt forsvinder i koncepter, og jeg tror på, at der ligger en stærk energi i at give en del beslutninger tilbage til kunstnerne. Major Works gør alt det, og roder samtidig lidt op i den kedelige formel, som mange sammenslutninger synes at være størknet i. Havde formidlingsmaterialet også været på plads, havde jeg været lykkelig. Som det er nu, bør man medbringe en telefon med adgang til google og en stor portion tålmodighed.
