10. december

Simon Starling fremhæver nogle af årets udstillinger med pirrende tvetydig tilgængelighed.

Trine Søndergaard, untitled, 2021, fotogravure, 70 x 70 cm.

Trine Søndergaard, Nearly Now, Gl. Holtegaard, Holte

Ligesom den længe forsinkede og noget upassende navngivne Bond-film No Time to Die, blev Trine Søndergaards udstilling Nearly Now offer for – men måske også genopfundet af – de konstant skiftende pandemiregler i foråret 2021. Den eneste dør på Gl. Holtegaard, der ikke stod åben i Søndergaards nænsomt installerede udstilling, som omfattede en række stedsspecifikke fotografier af udstillingsrummets talrige døråbninger, var galleriets hoveddør, som forblev låst gennem hele udstillingsperioden. Vovede man sig ud til det lukkede udstillingssted, ville man måske set baghovederne af en række kunsthungrende besøgende, som fra deres plads øverst på omhyggeligt placerede gule stiger stirrede længselsfuldt ind gennem galleriets vinduer, hvor de med stor sandsynlighed ville se fotografierne af en række ​​kvinders baghoveder. Søndergaards hybride fotografier, der eksisterer i et tidsmæssigt tvetydigt krydsfelt mellem det afbildende og det konstruererede, synes at få ny og interessant energi i denne pirrende konstruktion af en udstilling.

Ann Lislegaard, Extinct, Palace Enterprise, 2021.

Nina Beier, Plug; Benedikte Bjerre, Work; Ann Lislegaard, Extinct, Palace Enterprise, København

De tre separatudstillinger, der fandt sted i det nyåbnede Palace Enterprise i Københavns indre by, brugte alle dette beskedne, om end ambitiøse udstillingssteds vinduer på yderst effektfuld vis. Hver af udstillingerne i denne kærkomne nye tilføjelse til byens kommercielle kunstscene aktiverede det montre-agtige galleri på en måde, der fungerede lige så smukt, når stedet var lukket, som når det var åbent. Palace Enterprise, der ligger på den travle Vester Farimagsgade tæt på Hovedbanegården, bygger således bro mellem det private galleri og det offentlige rum. Beiers erotiserede udvalg af badeværelsesporcelæn fyldt med fede cigarer, Bjerres besmykkede vaskemaskine med bagsiden vendt mod gaden, og Lislegaards gådefulde orakelugle siddende på en højteknologisk LED-skærm fungerede perfekt hele døgnet rundt.

Uffe Isolotto, skitse til Danske Pavillon, Venedigbiennalen.

Uffe Isolotto, forsinket dansk pavillon, Venedig Biennalen

Kunstneren, der officielt hedder Uffe Holm (dansk ord for «lille ø») og nu opererer under navnet Uffe Isolotto (italiensk for «lille ø»), skulle i sommeren 2021 have præsenteret sit værk på en lille ø i Laguna di Venezia som det danske bidrag til den Venedig Biennale, der dog blev udskudt til 2022. Denne appetitvækkende øgruppe af en udstilling forbliver indtil videre en utopi, selv om man måske kan udlede lidt om dens indhold fra en anden udstilling, der heller aldrig kom til at åbne i dette pandemiramte år, Den Frie 21 (Exhibitions) i København. Til denne fantomudstilling gentænkte Isolotto og hans samarbejdspartnere Soft Baroque træbroen fra Christen Købkes maleri Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro (1838) som en fatamorgana-lignende aluminiumskonstruktion, der erstattede Købkes to kyseklædte damer med en tohovedet muteret havfugl. Jeg er fortsat fascineret.

– Simon Starling er kunstner og bosat i København. Fornylig udstillede han The Pencil of Menzel & the Path on the Wolf på neugerriemscheider, Berlin og Gauge på Oku-Noto Triennalen, Japan.

Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her.