Lad os forsøge på maksimalt at bruge én vejrtrækning og to sætninger på den strukturelle præmis for udstillingen Extract IV – Young Art Prize, som åbnede i fredags på Kunstforeningen Gl. Strand i København. Den kuratoriske præmis – hvis der er nogen – vender jeg tilbage til. Det kræver lidt mere luft i lungerne.
En dyb indånding: Et privat fond giver en præmie bestående af et rejselegat på DKK 50.000, der uddeles til én ud af et felt på syv kunstnere, nyuddannede fra henholdsvis Rhode Island School of Design, Zürcher Hochschule der Künste i Zürich samt fra hver af de danske kunstakademier i København, Odense og Aarhus. Udvalget af kunstnere er foretaget af institutionens kurator Pernille Fonnesbech og vinderen, der også præmieres med en solopræsentation på Gl. Strand i nærmeste fremtid, bliver udpeget af en jury bestående af fire kunstsagkyndige (Gl. Strands direktør, Helle Behrndt,;den danske billedkunstner John Kørner; kurator ved Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris, Anne Dressen; og Poppy Bowers, kurator på White Chapel Gallery i London) ved en lille ceremoni på ferniseringen.
Værket, der blev udnævnt som vinder i fredags, er lavet af duoen Jens & Morten, som netop har taget afgang fra Det Jyske Kunstakademi. De arbejder rumligt og legepladsagtigt med skulpturer, og i juryens motivation blev de rost for at mestre forholdet mellem rum, objekt og overflade og for deres brug af internet-æstetik i en installation, der inviterer til inddragelse af beskueren.
Terminal hedder værket, og beskuerinddragelsen begrænser sig umiddelbart til, at man kan se sig selv og den horror vacui-agtige installation i rækken af helfigurs-spejle, som flankerer rummet og at man kan bestige en hjemmelavet landgang (titlen refererer til lufthavnen). Til gengæld har de to kunstnere kigget dybt og flaksende i kassen med internetkunstens clichéer. I den har de fundet falsk terrazzo-gulv, vinglas indeholdende gennemsigtigt resin med nedsunkne objekter (begge er elementer, der mere gennemført indgår i den danske kunstner Nina Beiers udstilling på David Roberts Art Foundation i London for tiden), plastikplanter og små 3D-versioner af den slags abstrakte bevægelses-pølsefigurer, din finger laver, når den glider over iPad’en. Og netop den lidt flaksende og limpistolagtige tilgang til den ellers så sterile og poserende internetkunst fremstår som værkets egentlige kvalitet.
I den mere seriøse ende findes den amerikanske foto- og film-kunstner RaMell Ross med en række større fotografier fra serien South County AL. Det er det sorte USA i delstaten Alabama, som kunstneren dokumenterer og til dels iscenesætter med ensomme individer, der øjensynligt strejfer omkring i en filmisk, øde og falleret setting i det gamle, historiske slave-område. Og med de seneste politidrab i Ferguson, Cleveland og New York in mente fremstår Ross’ tavse registreringer ganske aktuelle. Særligt billedet af et hvidt sydstats palæ fotograferet igennem displayet på en iPhone trækker, med sin fotografiske disponering af fokus og uskarphed, Nordamerikas smertelige historie ind i samtiden.
Jeg vil her også fremhæve den danske kunstner Selini Halvadakis film-installation Ruins of Memory – Memory of Ruins om erindringens produktion anskuet igennem turistfotografiets materialitet af lys, farver og forgængelighed. Værket er funderet i kunstnerens biografiske relation til Grækenland og indlejrer forskellige billedmæssige repræsentationsformer af ruinerne af Akropolis såsom lysbilledet, hjemmevideoen og 3D-printet. Selve videoprojektionens installation peger elegant på selve videoens tematik i og med det projekterede billedes materialitet af lys, som filtreres af den særlige semitransparente og frit hængende skærm og skaber et betagende rum på bagvæggen.
Hvis det lyder som om de tre beskrevne værker kunne komme fra tre helt uafhængige udstillinger, er det ikke helt galt, for hverken disse, eller udstillingens øvrige værker, har en umiddelbar fælles udsigelses-horisont eller materielle fællestræk. Og så er det, vi ankommer til spørgsmålet om udstillingens kuratoriske præmis. Gl. Strand postulerer vel egentlig ikke, at der er tale om andet end blot syv enkeltstående præsentationer, hvilket vel i og for sig er ganske forventeligt, når der er tale om en prisudstilling. Derfor er strukturen– spillereglerne om man vil – lig med den kuratoriske præmis.
Som besøgende er resultatet, at man imidlertid hele tiden har disse spilleregler – udvælgelsen og prisoverrækkelsen – siddende i baghovedet. Man ser det ene værk, tager en dyb indånding og ser så det næste, tipper med hatten og går videre til et rum med for eksempel farvestrålende, broderede scener med litterære, erotiske sci-fi-referencer (Sophia Narrett) og herfra til en dokumentar om fattigdom og fiskeri i Sydkorea (Kika Nicolela). Og så må man se bort fra, at værkerne i sammenstillingerne fremstår æstetisk lidt aparte imens man forsøger at fortrænge spørgsmålet om hvorfor det egentlig er netop disse syv udvalgte kunstværker, som optræder samlet lige netop her på Gl. Strand i København? Nå jo, det er jo præmissen.
Der er ingen tvivl om, at der med Extract IV – Young Art Prize er tale om en præsentation af gode separate værker. Hvilken betydning denne afgangsudstilling 2.0. så har lokalt eller i det store globale kunstlandskab er nok sværere at afgøre, men jeg tror ikke jeg tager munden for fuld hvis jeg siger, at Extract de sidste fire år, hvor den har eksisteret, ikke har skabt de største tsunamier i andedammen.
Gl. Strand husede i en lang årrække afgangsudstillingerne fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og har således en forhistorie som den institution, der introducerede de nye kunstnere for et bredt publikum. Og Extract kan ses som et udtryk for, at institutionen fortsat ønsker at lege med. Men for at legen skal fremstå mere relevant må udstillingen og konceptet opkvalificeres lidt. Måske skal feltet af kunstnere være mindre, og de enkelte kunstneres præsentationer være større, så der er mere på spil? Måske skal kurateringen i udvælgelsesfasen fokuseres og begrundes? Måske skal præmiesummen op? Hvad ville der mon ske, hvis institutionen rent faktisk satsede lidt fagkompetence og vovede at postulere en tendens blandt de helt unge kunstnere: «I år handler det om internettet!», «New Materialism er det nye» eller «Politisk kunst fra velfærdsstaten».
Debat og kontroverser er halvdelen af fornøjelsen ved at følge større prisudstillinger såsom Turner Price i London eller Preis der Nationalgalerie für junge Kunst i Berlin. Det kunne være sjovt om Extract turde gå lidt længere og udviste mod til at postulere, intellektualisere eller småråbe fra et ståsted for den helt nye kunst. Indtil videre er det blot et høfligt men ret tilfældigt «Goddag».
