Ti dage. Så længe fik Danmarks Radios omstridte dokumentar Grønlands hvide guld lov at være tilgængelig på kanalens streamingtjeneste, før den i sidste uge blev afpubliceret.
Dokumentaren fortalte historien om minen i Ivittuut i Sydgrønland, hvor man i en periode på omkring 130 år – fra 1854 til 1987 – brød den kryolit, der blev brugt i fremstillingen af aluminium. Man anslår, at omkring 3.5 millioner tons kryolit blev udvundet og udskibet til videre bearbejdning i København, hvilket gør Ivittuut til den største mine i Grønlands historie.
Hvis historiebøgerne er nogenlunde enige om mængden af kryolit, der blev udvundet, viste der sig hurtigt uenighed om, hvilken økonomisk afkast Danmark har haft af minen. I DR-dokumentaren fremlagde man blandt andet en graf, der kunne opfattes sådan, at den samlede værdi, Danmark fik ud af minedriften kunne være så stor som 400 milliarder kroner omregnet til nutidskroner – et tal som mødte kritik fra en række danske økonomer. Og mens debatten bølgede frem og tilbage med beskyldninger om alt fra misinformation til racisme, besluttede DR at trække dokumentaren tilbage og fyre den ansvarlige chefredaktør.
Mens Grønlands hvide guld, instrueret af Claus Pilehave og Otto Rosing, var under produktion søgte den danske billedkunstner Anne Haaning støtte til at producere en anden film om kryolitminen i Ivittuut. Haaning lavede allerede i 2019 videoværket Half Hidden, som var en del af et kunstnerisk forskningsprojekt om minebyen.
I Half Hidden, som blev udstillet på Den Frie Udstillingsbygning i København i 2020 og nu er del af samlingen på Statens Museum for Kunst, besøger Haaning den forladte mineby med sit kamera. Hun møder den enorme kunstige sø, som i dag skjuler minen, ligesom hun besøger den engang prangede driftslederbolig, der gik under navnet ‘Slottet’, som i dag henligger som en ruin. I værket, der udrulles som en kriminalgåde, jagter hun historien om kryolitten gennem billedarkiver og en samtale med en afdød shaman for at finde frem til, hvad der egentlig skete i Ivittuut.
Haaning har stadig sit arkivmateriale, som består af affotograferede billeder fra kasser på Rigsarkivet i København og Erhvervsarkivet i Silkeborg. Det er fotografier, der strækker sig fra midten af 1900-tallet, frem til kryolitminen var udtømt og blev forladt i 1987. På baggrund af den afpublicerede dokumentar overvejer hun, hvad der skal ske med dette arkiv, der tilbyder et unikt blik ind i dansk kolonihistorie. Er det tid til at lave en ny film om minen i Ivittuut? Og hvordan ser Haaning på den dokumentar, der har fået hele Rigsfællesskabet til igen at debattere kryolit og kolonitid?
Hvordan startede din interesse for kryolitminen i Ivittuut?
Det begyndte med et billede, jeg fandt på billeddelingstjenesten flickr. Det er taget nede i bunden af kryolitminen i Ivittuut, og det så helt vildt ud. Kæmpestore istapper og skrøbelige trækonstruktioner. Det lignede et still-billede fra en film om Det Vilde Vesten.
Det pirrede min nysgerrighed, så jeg bestilte materiale fra Rigsarkivet for at lære mere. På Rigsarkivets hjemmeside kan man se, hvem materialet har tilhørt og hvilken tidsperiode, det stammer fra, men ikke altid hvad indholdet konkret består af: Om det er fotografier, tekst eller logistiske fortegnelser. Det viste sig at være en hel masse fotografier, som fortalte en fantastisk historie om minebyen og den danske udvinding af kryolit i Grønland. Når jeg siger »fantastisk« er det lidt tvetydigt ment, for det er let at glemme den egentlige historie, når man ser på billeder, der ligner et eventyr. I starten anede jeg ikke, hvad jeg ville bruge materialet til, så jeg begyndte bare at affotografere alle billederne og lave en database over dem.
Hvilken type billeder hæftede du dig især ved?
Jeg var særligt fascineret af billeder, der fortæller en historie om dagligdagen i minebyen og det koloniale forhold mellem Grønland og Danmark. De tidligste billeder, jeg har, er fra negativer på glasplader fra slutningen af 1900-tallet, og det har jo været den vildeste teknologi dengang. Alene det, at man løbende har affotograferet minens udvikling med mere og mere hi-tech-kameraer, fortæller noget om, hvor stort et prestigeprojekt det har været for Danmark.
Der er enormt mange statusmarkører i billederne – porcelæn, sølvtøj og Chesterfield-sofaer – og det er tydeligt at se, at minen ikke bare var en virksomhed. Det var åbenlyst et kolonialt projekt fra starten. Scenen i Half Hidden, hvor en porcelænskop bliver smadret, er netop tænkt som et billede på en kolonial logik, der gik i stykker.
Det interessante er jo, hvorfor man overhovedet havde sejlet sådan noget som porcelæn til Grønland. Jeg tror, det handlede om status. Om at bevare sin europæiske identitet og markere en forskel til den kultur, man kom op til. Man ville bevise sin egen overlegenhed på et sted, hvor man reelt ikke har kunnet klare sig under de samme vilkår, som grønlænderne levede under. Billederne rummer en vis arrogance overfor den viden, man havde i Arktis. Jeg synes også, man kan se forundringen og skepsissen i øjnene på de grønlændere, der optræder på nogle af billederne.
Der er ingen mennesker til stede i dit videoværk Half Hidden. Hvorfor egentlig ikke, når nu du havde fundet alle disse fotografier?
Det var virkelig svært at tage stilling til, hvordan jeg skulle vinkle denne her film. Jeg var meget opmærksom på, ikke at gentage den samme historie, som arkivet fortæller. Jeg ville ikke fortælle et eventyr om en rejse til det fremmede landskab. Jeg brugte især vandspejlet som billede, fordi det gør lidt det samme, som vores kultur også gør. Det glatter historien ud, så vi ikke kan nå den. Der er en udviskning af alt det, der ligger nede under vandspejlet, af alle de ting, der er sket på dette sted.
Både vandspejlet og porcelænet peger på den teknologi, man har anvendt i Ivittuut. Nede under vandet ligger minen, og da man rejste derfra, lod man alting stå. Så alle de maskiner og konstruktioner, man brugte i minedriften, ligger efter sigende stadig på bunden af søen. Jeg har en drøm om at lave en ny film, en slags Half Hidden 2, hvor jeg affotograferer alt dette med en undervandsdrone. Men i mit forsøg på at realisere filmen, løb jeg hurtigt ind i det problem, at Grønlands hvide guld allerede var i produktion – og at man selvfølgelig ikke giver støtte til mere end én film om samme emne.
Min film skulle faktisk også have handlet om værdi, men nok på en mere abstrakt måde. På samme tid, hvor ‘Slottet’ var én af de mest prangende bygning i Grønland, byggede man Tietgens Hus i København, Privatbankens hovedsæde. Og ligesom de første spadestik i Ivittuut, var det finansieret af Privatbanken, hvor C.F. Tietgen var direktør. Det er jo en anden slags spejlbillede, som også fortæller en historie om det, der ligger lige under overfladen i den dansk-grønlandske relation.
Måske er der plads til at lave den film nu, hvor DRs dokumentar er blevet trukket tilbage?
Nej, jeg tror omvendt, at det nu er blevet et emne, ingen tør at røre ved. Det er ærgerligt, for jeg synes stadig at kryolitminen fortæller en vigtig historie om kolonitiden, men jeg tror ikke, at der er nogen fonde, der vil støtte en ny film om Ivittuut lige nu.
Hvad tænker du om hele polemikken omkring Grønlands hvide guld?
Half Hidden var en del af min praksisbaserede kunstforsknings-ph.d. ved Kunsthøgskolen i Oslo. Da jeg skulle holde mit forsvar i 2020, havde busteaktionen lige fundet sted i København, og samtalen om den danske kolonitid eksploderede. Der kunne jeg godt fornemme, hvor vanskeligt et emne, det er for mange.
Under arbejdet med Half Hidden mærkede jeg fra flere sider, at der var et ønske om, at mit forskningsprojekt skulle fremlægge en konkret konklusion, sådan som Grønlands hvide guld gør. Måske er det derfor, værket endte med at tage form af en slags kriminalefterforskning. Det virkede logisk at skabe et rum, hvor jeg kunne opdage materialet sammen med beskueren, for at tydeliggøre min egen position. I min film gør jeg heller ikke noget for at camouflere, at jeg selv er et barn af kolonimagten i den forstand, at jeg heller ikke kendte historien, før jeg begyndte at arbejde med den.
Det, at dokumentaren er blevet trukket tilbage, er et godt eksempel på, hvorfor man vælger at fremlægge materialet som en undersøgelse frem for som et facit. Det handler om, hvilken samtale man gerne vil rejse, for når man sætter tal på, er det svært at undgå en meget sort-hvid diskussion. Der findes jo ikke et tal, der kan beskrive den dansk-grønlandske relation eller hvad Danmark fik ud af at have en koloni i Arktis, men vi må ligge til grund, at ideen om overhovedet at have en koloni var at få et økonomisk afkast.
Jeg synes egentlig ikke, at det er så interessant at lave en film, der diskuterer hvorvidt Danmark var en kolonimagt, eller om vi fik et økonomisk udbytte ud af Grønland, for selvfølgelig gjorde vi det. Jeg synes, at historien om stormagtspolitik og relationer er mere interessante end tal, og jeg ville ønske vi kunne tale mere om det.
Egentlig er jeg ikke så overrasket over, at dokumentaren er blevet taget af. Det er jo en dynamik, der er meget genkendelig fra kunstverdenen, hvor det starter med en intern diskussion om metoden, men når værket rammer den politiske virkelighed, ender det ofte i cancelling. Så stopper samtalen om, hvorvidt det var en god film, fordi vi i kunstverdenen er nødt til at bakke op om værket, og i dette tilfælde dokumentaren. Det gør jeg selvfølgelig også.
Forskellen på dit værk og dokumentarfilmen er vel netop også publikum. Din film eksisterer indenfor kunstverdenen, hvor dokumentaren blev vist på i dansk public service-fjernsyn og derfor ramte den politiske virkelighed med det samme?
Jeg er uddannet i England (red. fra Goldsmiths i London), hvor skæringspunktet mellem dokumentarfilm og billedkunst ligger et andet sted, fx i forhold til funding. Jeg synes, der er en meget tynd linje imellem de to felter. Jeg så DRs dokumentar som et ønske om at vise et kapitel af historien frem, på samme måde, som jeg forsøgte med Half Hidden, men da den blev afpubliceret, blev dette kapitel aktivt gemt væk. Det føles stadig som om, der er noget, vi har svært ved at se i øjnene. Det kommer tydeligt til udtryk i hele debatten om programmet, men også mange andre steder.
Jeg ved, at der et sted i Nuuk befinder sig en container, som indeholder samlingen fra et mineralmuseum, der engang havde til huse i Ivittuut. Jeg har virkelig forsøgt at få adgang til det materiale, men det har ikke været muligt. Der er vist delte meninger om, hvad der skal ske med det materiale, og derfor står det så vidt jeg ved stadig i en container.
Jeg tror, det handler om, at det er et kapitel i historien, man ikke vil se i øjnene, for hvis man tager det frem, bliver man jo nødt til at tage stilling til det. Og nu ved vi, hvor sprængfarligt det emne er. Derfor håber jeg også, at jeg får mulighed for at vise mit arkiv et sted. Jeg tror, at vi bliver nødt til at forholde os til historien, for at kunne etablere en ny og bedre relation i Rigsfællesskabet.
