Det var en hverdagsaften lidt før midnat, engang i 1995. Sammen med min bror og et par venner sad jeg foran fjernsynet på Jakobs klubværelse på Nørrebro. Vi havde hørt, at der på TV Åben – en programflade på DR tv, hvortil man kunne indsende programforslag – ville blive vist noget helt ny videokunst fra USA. Vi kendte ikke kunstneren på forhånd, men var helt opslugte gennem de godt 40 minutter, hvor Matthew Barneys Cremaster 4 (1994) løb over skærmen. Den var vist nok formidlet til TV Åben af den legendariske gallerist Alexander Natas. Vi var fascinerede af hjulspin i vaseline, steppende gedekid og det generelt fremmedartede billedsprog, også selvom vi ikke forstod ret meget. Jeg havde aldrig set noget lignende – og da slet ikke på tv.
På det tidspunkt var videokunst langt fra noget institutionerne flokkedes om at vise, ligesom det var længe før videokunst var noget man kunne se på Vimeo og Youtube – og endnu længere før der var noget, der hed streaming-tjenester. Disse begrænsninger blev på en måde de berømte benspænd, som dengang optimerede oplevelsen af Matthew Barney på TV Åben.
Det var i virkeligheden nok sidste gang jeg satte mig foran fjernsynet for at vente på en kunstpremiere, sådan som jeg gjorde tirsdag i sidste uge, da kulturkanalen DRK viste «tv-KUNST», seks produktioner kommissioneret af Statens Kunstfond: «Data Kroppe» af Kristoffer Ørum, «Dit liv som billede» af Katya Sander, «Crash» af Anders Visti, «I am positive you are negative» af Louise Vind Andersen, «Allons-Y» af Hannah Heilmann samt «Forårsoffensiv i Danmark» af Jørgen Michaelsen.
Den store forskel var jo, at jeg ikke havde behøvet at være der lige på dét tidspunkt. Filmene kan streames på netsiderne hos DR og Statens Kunstfond. Men det ændrer ikke ved at tv stadig er et ret betydningsfuldt offentlig rum. I DR Medieforsknings årlige rapport om medieudviklingen i Danmark, som netop er udkommet, konkluderes det, at 38% af danskerne bruger streaming-tjenester ugentligt, men også at det samlede tv-forbrug ikke er faldende. Ifølge rapporten er der endda noget, der tyder på, at det samlede tv-forbrug (streaming og flow) aldrig har været højere. Dermed eksisterer det offentlige rum, vi kalder tv i høj grad stadigvæk. Og dermed er det også en virkelig god idé og et lige så legitimt offentligt rum som en rundkørsel eller et nyopført rådhus for Statens Kunstfond at kommissionere værker til.
Hvis man som seer gik med på legen om en ferniseringsaften med 136 minutters ubrudt kunst-TV, så var det lidt synd at tilrettelæggelsen af programfladen ikke også legede med. Således befandt de tre første film sig indenfor den samme tematik – algoritmer, big data og generelle spørgsmål omkring livet foran og bagved skærmbilledet. Det var så påfaldende, at man i første omgang kunne tro, at det var et overordnet tema udstukket af Danmarks Radio eller Statens Kunstfond. Her havde det gavnet programflade såvel som «gruppeudstilling» om disse havde været spredt lidt mere over hele aftenen.
Dertil kommer, at disse tv-produktioner ikke blot er lavet til hvilket som helst tv, men til selve ur-formatet, Public Service-tv. Og måske dette oplysning-til-borgerne-aspekt, som knytter sig til denne mediets grå eminence er en del af forklaringen på, bevidst eller ej, at hele fire af de nye tv-kunstproduktioner betjener sig af en Voice of God-fortæller, som kommenterede billederne på en så autoritær måde, at billedsiden ind imellem nærmest fremstår underordnet. Resultatet var at denne kunst-på-tv-aften ind imellem havde et lidt bedaget indtryk – en slags kommentarer fra monopol-tv’ets velmagtsdage a la 1964, dengang Marshall McLuhans stadfæstede, at «mediet er budskabet.»
I forløberen, den første udgave af tv-KUNST fra 2013, var formaterne begrænset til 6 minutter. Det er måske i virkeligheden et mere gangbart format, som ikke mindst svarer bedre til tv-mediets virkelighed, hvor man næppe kan forestille sig at et af de programmer, som DR indkøber af eksterne produktionsselskaber får lov at ende på 11 minutter, mens et andet tilfældigvis ender på 42, sådan som det lader til at være tilfældet med dette års produktioner. Det svarer lidt til, at man til en udsmykning i et nybygget bibliotek ser bort fra, at trappen er nogle meter kortere end det håndgjorte gelænder, som kunstneren har udarbejdet. Det er klart sjovest, hvis præmisserne er mest muligt medie-tro – og stedsspecificitet og kontekst er jo langt fra ukendte begreber i kunsten.
Det er givet også derfor, at Hannah Heilmanns sælsomme talkshow Allons-Y – hvori kunstneren selv optræder som en lidt distræt, langt fra behagesyg tv-vært, der interviewer en kønsforsker og en gynækolog om blandt andet hormonforstyrrende stoffers indvirkning på forplantningsevne og sexlyst – er blandt de mest vellykkede af dette års tv-KUNST. Heilmann tager fat i en kendt genre fra tv’ets barndom, som også er aldeles levende i dag, nemlig talkshowet, med indlagt digtoplæsning, musikalske indslag og vært iført lysegrå sekt-klæder, der kigger alvorligt på sin gæst og spørger: «Jamen, hvad nu hvis det er en dårlig idé at få børn?» Eller: «Hvem skal man være for at have skæbnesfri sex?» Ind imellem bliver publikums tis – indleveret i små syltetøjsglas – overhældt til en stor spand, hvilket ikke mindst bidrager til den underspillede verfremdungs-effekt midt i programfladen, som Allons-Y lykkedes med at fremmane.
Igen blev jeg sendt tilbage til en anden lykkelig tv-kunst-oplevelse en sen nat engang i begyndelsen af 00’erne, hvor jeg efter en bytur zappede forbi queer-undergrundskanalen Dunst, hvor der blev vist «Dunst på skiferie» – en flok af Københavns mest henrivende drag queens i fuld ornat på vej ned af en skibakke. Allons-Y havde lidt samme ubehjælpsomme, men forfriskende DIY-amatør-tv-stil og – det er afgørende, tror jeg – samme kærlighed til tv-mediet, flow eller ej. Det er lidt ligesom de kunstneriske nybrud indenfor tv-mediet, der fulgte af serier som David Lynchs Twin Peaks og Lars von Triers Riget, som heller ikke vendte TV-mediet ryggen. Tværtimod brugte de løs alle de genre-konventioner de kunne komme i tanke om, men på en ny måde, hvor også branchen efterfølgende kunne lære af det.
Man skal ikke have set meget kommercielt tv fra Italien, USA eller sågar Danmark for virkelig at sætte pris på Public Service-ideen, ikke mindst så fuldt udfoldet, som den er i dansk sammenhæng. Derfor ville det også være oplagt om kommende tv-kunst-produktioner – som man kun kan håbe, der bliver flere af – bliver til i en langt tættere dialog mellem kunstner, Statens Kunstfond og Danmarks Radio, sådan at der i endnu højere grad kunne blive tale om «integreret kunst». Helt i tråd med den konstruktive dialog mellem billedkunstner, bygherre, arkitekter, håndværkere og brugere, som går forud for de mest vellykkede offentlige udsmykninger.
