I gamle dage ville den aktuelle udstilling på Charlottenborg hedde noget i retning af «Ung kunst fra Schweiz». Men tiden er løbet fra udstillinger defineret i forhold til nationalt tilhørsforhold (medmindre der er tale om deciderede kulturfremstød, som utroligt nok endnu finder sted) og derfor hedder udstillingen med unge kunstnere i miljøet omkring New Jerseyy – et kunstnerdrevet udstillingssted i det nordlige Basel og et af de sidste par års mest «hypede» initiativer – ikke «Schweizisk kunst nu!» men i stedet Corso Multisala.
Gruppeudstillinger af samtidskunst er en svær disciplin. Selv de mest prestigefyldte af slagsen, såsom Documenta eller Whitney biennalen lever jo sjældent op til forestillingen om en meningsfuld helhed eller relevant og stimulerende udveksling mellem de kunstneriske bidrag. Det gælder også de kuraterede gruppeudstillinger, som prægede kunstscenen for 10-15 år siden og som var baseret på prægnante koncepter af toneangivende kuratorer såsom Nicolas Bourriaud, Hou Hanru, Charles Esche eller Maria Lind. Og når jeg i skrivende stund forsøger at tænke tilbage på gruppeudstillinger, som har været stimulerende og igangsættende på et æstetisk og intellektuelt niveau kommer jeg sjovt nok til at tænke på en anden udstilling på Charlottenborg fra 2002, My Head is on Fire but my Heart is full of Love, som var kurateret af udstillingsstedet Modern Institute fra Glasgow. Det var dengang Will Bradley endnu var med, før galleriet blev en tung kommerciel spiller og hvor Modern Institute endnu havde integritet som en gruppe, der hang ud i Glasgow og var omgærdet af en særlig energi – og ja, på sin vis var en slags New Jerseyy for sin tid. Måske er det denne ægte følelse af gruppe, af nogle der virkelig interesserer sig for hinanden og for hinandens udsagn som kunstnere eller kuratorer, der skal til for at gruppeudstillinger rigtig lykkes?
Corso Multisala betyder, i direkte oversættelse, «multikursus», hvilket i denne sammenhæng er en lektion i den særlige æstetik og sensibilitet, som kendetegner kunstnerne omkring New Jerseyy. De grafiske mønstre Tbilisi Pattern (2011) af Thomas Julier og Emanuel Rossetti, udført som tapet og opklæbet på væggen ved indgangen til udstillingen, kan anskues som en slags prolog til udstillingens 9 sale – eller 9 akter, for det giver mening at følge den angivne kronologi og se udstillingen som en komposition kurateret af kunstnerne og Charlottenborgs Rhea Dall. De kulørte digitaliserede mønstre, som udgør Tbilisi Pattern, er emblematiske for den postmoderne club-æstetik, som kendetegner gruppen og henviser ifølge vægteksten til en tur til Tbilisi, Georgien, som en stor del af de deltagende kunstnere var med på og som hermed, på klassisk romantisk vis, anføres som gruppens genesis. Og sådan er der gennem udstillingen, via skiltningen, flere påpegninger af gruppens fælles interesser – eksempelvis for: en «Batman-tegneserie fra begyndelsen af den digitale tidsalder som repræsenterer det polyfone udtryk, der er typisk for det unge ’slæng’ og deres interesser»; den britiske komponist Cornelius Cardew (1936-81), hvis fascinerende, grafiske partiturer er udstillet i en glasmontre; og, ikke mindst, landsmanden John Armleder, hvis karakteristiske mønstrede murale værker er opført på en stor bagvæg og har – får vi at vide – inspireret flere af bidragene.
Det er givet et spørgsmål om formidling og et kompromis mellem Charlottenborg og kunstnerne, at udstillingen har lidt vel travlt med at skrive historien, optegne bevægelsen og fremhæve forbilleder og fællestræk. Det forekommer ind imellem lidt pudsigt kunstnernes unge alder taget i betragtning. For rent faktisk er kvaliteten ved Corso Multisala at udstillingen i sig selv viser at gruppen – underforstået den svære disciplin «gruppeudstilling» – netop ikke er et postulat. Corso Multisala er ikke resultatet af et kuratorisk statement, der, mere eller mindre didaktisk, fremhæves hos udvalgte kunstnere uden at man fornemmer, at der etableres en egentlig diskussion som beriger den samlede læsning. Der er heller ikke tale om den løse model, hvor nogle kunstnere (som ofte selv deltager på udstillingen) har inviteret venner og bekendte til at udstille, men hvor den forjættende synergi udebliver, fordi det grundlæggende slægtskab ikke rækker ud over Byens Kro (red.: bar i København, som er kendt som kunstner-hangout).
På Corso Multisala virker det rent faktisk som om, at Jan Voriseks skulpturelle højttalere vedkommer Mathias Altmanns club-inspirerede prints – at de udveksler fanzines og hører den samme musik. Samtidig fremstår Armleders syrede men schweizer-stramme sølvprik-mønster malet på bagvæggen som et partitur som de andre kunstnere, måske, tager afsæt i, når de spiller på rasleæg, tambourin, bongotromme eller et af de mange andre musikinstrumenter, der ligger spredt rundt i udstillingen, som en slags musikalsk tegnsætning i den overordnede komposition.
Corso Multisala er ikke en «must see»-udstilling. Ligesom der heller ikke er nogen særlig nødvendighed forbundet ved at spille en popsang, som sætter én i en særlig stemning. Nogle vil måske også sige, at det er overmodigt af Charlottenborg at vise en udstilling som denne på et tidspunkt, hvor institutionen måles for hver et skridt den tager (jævnfør Charlottenborgs turbulente historie de sidste par år). Alligevel har Corso Multisala sin berettigelse – også selvom New Jerseyy-kunstnerne hverken har et budskab om en anden politisk virkelighed eller i grunden byder på et revolutionærende nyt formelt udtryk. Corso Multisala er mest af alt en fornemmelse, en æstetik der egner sig til såvel scenografi som til grafisk design på et musikcover – som det gode dj-set på en aften med den rette energi og stimulerende samtale.
