Levende lærreder

Donna Huancas neonunivers på Copenhagen Contemporary frisætter det ekspressive maleri fra en tung modernistisk arv.

Donna Huanca, Lengua Llorona, 2019. Installation view. Copenhagen Contemporary, København. Foto: Anders Sune Berg.

Det flimrer for øjnene som en form for fatamorgana, da jeg fra forårssolen træder ind i den boliviansk-amerikanske kunstner Donna Huancas udstilling på Copenhagen Contemporary. Her er lyset om muligt endnu skarpere end udenfor og et øjeblik bliver jeg blændet af det kridhvide sand, der ligger i banker på gulvet omkring det, der kunne ligne fire flimrende, svalende oaser midt i ørkenens ubarmhjertige økosystem af sol, sand og salt.

Frit på gulvet står seksten enorme malerier, domineret af kraftige blå nuancer og en voldsomt ekspressiv pensel, og danner den sceniske baggrund for en række mandshøje skulpturer, der ser ud som om, de er trådt direkte ud af de todimensionelle malerier og har fået krop. De er skåret ud i tyndt stål, der forsigtigt vrider sig om sig selv, som skulle de lige vænne sig til den nye kropslighed, der er tildelt dem udenfor malerierne. I alt deres abstraktion får man øje på antropomorfe detaljer – et øre, et organ og noget, der kunne ligne en tarm – ligesom de er forsynet med lange fletninger og hårpiske. En form for totempæl, måske.

Rundt omkring i topografienbevæger tre nøgne kvindelige modeller sig langsomt og meditativt, dækket fra top til tå af maling i kraftige psykedeliske farver. De ser ud som om, de er sprunget direkte ud af malerierne, men faktisk er det omvendt. For Donna Huanca – der sigende nok kalder sine performere for «modeller» – tager altid udgangspunkt i netop den levende krop.

Hun maler først direkte på kvindernes hud, hvorefter hun affotograferer detaljer på kroppen og blæser dem op til gigantiske fotostater, som hun senere maler hen over. Det er altså huden som medium, der er i fokus; som en flade, der kan bemales og som den membran, der ifølge Huanca gør det mest kraftfulde indtryk i mødet med andre.

Der er en cyklisk bevægelse i Huancas installationer, hvor den kropsmaling, modellerne bevæger sig rundt med i dag, kan blive et lærred for det næste maleri i morgen. Herfra kan cirklen sluttes, for ud af lærredet fødes nye skulpturer og modeller i en slags organisk kredsløb.

Lengua Llorona, som udstillingen hedder, er et ordspil af den slags, der lander godt på tungen. Llorona refererer til en mytologisk figur i boliviansk folkekultur: En ånd, der har dræbt sine børn og som i det hinsides græder over tabet i floder og vandløb. Det andet ord betyder netop «tunge» på spansk – altså en grædende tunge, der associerer femininitet, klagesang, men måske også det fugtige spor, en intim berøring med tungen efterlader på huden, som var det et penselstrøg.

Tilsat et lydspor af forvrængede stemmer fra både mennesker og dyr og en svag duft af Palo Santo – et helligt sydamerikansk træ, der bruges som røgelse i renselsesritualer – bliver hele udstillingen et oversanseligt parallelunivers, hvor shamanisme møder trippet, feminint sci-fi.

Donna Huanca, Lengua Llorona, 2019. Installation view, Copenhagen Contemporary, København. Foto: Elsa Kostic

Mens jeg står og måbende forsøger at percipere alt det, der foregår omkring mig, bevæger en af modellerne sig langsomt og yndefuldt ud til rummets kant. Hendes krop er halvt dækket af ultramarineblå maling og da hun i slow motion gnider sig mod de kridthvide vægge, smitter pigmenterne af og efterlader et svagt blåt spor, hvor hendes krop har været. Som en slags emanciperet Yves Klein bruger hun sig selv som den pensel, der sætter sit aftryk på rummet, ligesom Huanca tidligere har sat sit aftryk på hende. Og på trods af at kuratoren forsikrer mig om, at Huanca ikke er specielt interesseret i kunsthistorien, er det vanskeligt ikke at se netop denne del af performancen som et hint til modernismens store mandlige egoer, der med deres kraftfulde armbevægelser og ekspressive formsprog har holdt kvindekroppen fast i todimensionalitetens snærende ramme.

Hos Huanca træder kvinden ud af lærredet og bliver krop og med den krop sætter hun sit eget spor – ikke på lærredet, men på rummet og den omgivende verden.

Lengua Llorona er en vækkelse, en renselse og en frisætning af det ekspressive maleri fra dets tunge, modernistiske arv. Her er den blå farve den væskende kraft, der strømmer sensuelt fra kvindekroppen, som en tunge, der glider over huden. Det er et neonfarvet, feministisk powerstatement, der føles som en svalende oase – et fristed og en vanddråbe – midt i den golde ørken.

Donna Huanca, Lengua Llorona, 2019. Installation view, Copenhagen Contemporary, København. Foto: Anders Sune Berg.


Læserindlæg