I sensommeren 2016 åbner en ny kunstmesse i København. Den nye messe, CODE, har tråde til den ældre kunstmesse Art Copenhagen, men er – i modsætning til denne og Københavns anden messe, Chart – en international messe. Der er allerede mere end en håndfuld interessante udenlandske gallerier på deltagerlisten, som foreløbig tæller 33 gallerier, heraf 7 danske.
Den ultrakorte fortælling om nyere dansk kunstmessehistorie kunne lyde sådan: I år ville den ældste danske kunstmesse Art Copenhagen have eksisteret i 20 år. Siden 1997 har messen holdt til i Forum på Frederiksberg. De sidste par år har messen gennemsnitsligt vist 60-70 gallerier fra hele landet. I takt med at kunst som branche generelt er vokset og antallet af kunstmesser globalt også er det, har Art Copenhagen over årene gradvist fået mere konkurrence. De toneangivende danske gallerier deltager efterhånden på op til 5-6 internationale messer årligt. Og med en lokal messe med så mange, primært danske, gallerier, er det klart, at der efterhånden synes lidt langt mellem snapsene.
I 2013 valgte en gruppe på fem københavnergallerier at etablere en ny messe. Chart Art Fair blev grundlagt af Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, V1 Gallery, Andersen’s Contemporary og David Risley Gallery. De fleste af disse havde deltaget på Art Copenhagen igennem flere år. De ønskede at forme en mindre, eksklusiv messe med en nordisk profil og som man skal inviteres til. På sidste års udgave af Chart deltog 28 gallerier, heraf var halvdelen fra Danmark. I år, ligesom i de forgangne år, har Kunsthal Charlottenborg i centrum af København leveret de eksklusive rammer.
At de nævnte gallerier brød ud ændrede også profilen for Art Copenhagen. Det medførte blandt andet, at en række andre af de tungere danske gallerier blev hjemløse i forhold til at deltage på en lokal messe. Uden Chart-gallerierne var Art Copenhagen knap så attraktiv at deltage på.
Art Copenhagen har derfor taget konsekvensen og på året for messens 20 års-jubilæum sadler man helt om. I weekenden 26.-28. august, samtidig med Chart, åbner to messer under samme tag. Hovedmessen er den internationale CODE Art Fair. Dertil kommer den mere bredt favnende Selected – en messe for de øvrige danske gallerier, der normalt deltager på Art Copenhagen. Begge messer finder sted i Bella Center Copenhagen, Skandinaviens største messehal i den nye københavnske bydel Ørestaden.
Dermed har Art Copenhagen nu mere karakter af et slags produktionsselskab, som har entreret med en række aktører, der skal hjælpe med omstruktureringen og etableringen af den nye hovedmesse. Det drejer sig om kunstneren Mikkel Carl, art advisor Christina Wilson samt kunstsamlerne Peter Ibsen og Claus Busch Risvig.
Spørgsmålet er naturligvis, om København har brug for flere kunstmesser. Kunstkritikk talte med Mikkel Carl om ambitionerne bag den nye hovedmesse.
CODE er tænkt som en international messe. Hvor mange gallerier planlægger I skal deltage? Kan du sige noget om hvilke, der kommer fra udlandet?
Vi gik i udgangspunktet efter minimum 30 og vi har indtil videre kontrakt på 33 gallerier. Og her er der altså virkelig fantastiske navne iblandt. Berlin-gallerierne König Galerie, Peres Projects og Nagel Draxler, samt London-galleristen Vilma Gold er nogle af de virkelig tunge. Men vi har også Anonymous Gallery, som jeg synes lavede en af de bedste præsentationer på Zona Maco-messen i Mexico City. Der er også de to fremadstormende New York-gallerier Kai Matsumiya og Lyles & King, Steven Turner fra L.A., Tristan Koenig fra Melbourne og ikke mindst Antoine Levi, der er med til at organisere den über coole Paris International.
Chart forsøger at være en mindre messe med nordiske gallerier – hvad er CODEs koncept? Nogle forbilleder?
For mig som kunstner har det nordiske aldrig været noget, der gav mening at orientere sig efter, men måske er det anderledes, hvis man er gallerist eller samler. Eller kritiker! Og desuden kunne man med samme ret spørge: Hvad er Charts koncept? Den regionale messe Market i Stockholm har jo i udgangspunktet samme idegrundlag.
CODE Art Fair er blevet til, som så meget andet nu om stunder, gennem netværk. Én bliver udpeget, men anbefaler så den og den, som så efterfølgende aktiverer deres netværk. Så messen har langsomt spredt sig baseret på individuelle kontakter, men også fælles interesser. Det ret enkle sigte er, at lave en international kvalitetsmesse i København, for det har vi aldrig nogensinde haft.
Det fremgår af jeres præsentationstekst, at I også byder på en række kuraterede udstillinger og specialprojekter. Kan du fortælle mere om disse tiltag?
Det har måske været lidt tungere at løfte selve hovedmessen, end vi havde regnet med, så nu må vi se, hvor ekstensivt sceneprogrammet og de såkaldte special projects bliver. Men der er definitivt to kuraterede udstillinger. Kunstner og kurator Ryan Steadman laver sammen med ditto Ryan Wallace udstillingen Flat Fix, der tager udgangspunkt i deres lokale scene, det vil sige New York. Og så kuraterer jeg, hvilket var grunden til, at jeg overhovedet kom med i projektet, udstillingen Danmark. Titlen stammer fra Jens Haanings værk af samme navn fra 2005. Ved at tage bestik af sammenhængen – det vil sige den danske kunstscene i almindelighed og messe- og gallerisituationen i særdeleshed – fik jeg den ide at lave en udstilling udelukkende med danske kunstnere, der ikke har repræsentation i Danmark.
Det viste sig hurtigt, at en masse af de for mig at se bedste danske kunstnere ikke har et dansk galleri, selvom de måske nok har et eller flere i udlandet. Det kan der jo være mange forskellige grunde til, og det er ligesom udstillingens motor. At kunstnerne, der alle falder indenfor denne kategori, tilhører forskellige generationer og positioner. Det er ikke 100% på plads endnu, men jeg har foreløbig ni kunstnere, deriblandt Ivan Pérard, Christian Falsnæs, Ditte Gantriis, Jens Haaning og Ann Lislegaard. Og for det ikke skal være løgn, fungerer udstillingen som en stand på messen, ligesom Flat Fix gør det. I New York er de «kunstnerdrevne udstillingssteder» jo i modsætning til herhjemme kommercielle gallerier, hvor kunstnere sælger deres kollegaers værker. Så nu skal jeg selv agere gallerist for en weekend.
CODE forløber samme weekend i august som Chart Art Fair. Er der virkelig plads til to sådanne sideløbende eksklusive messer i Danmark?
I København sker der ikke så meget af international karakter, at det gør noget. Og da slet ikke efter at netop Charlottenborg fra ministerielt hold er blevet sat til i stadig større omfang at økonomisere med kræfterne – for nu at sige det på den måde. Så i forhold til folks opmærksomhedsspand ville jeg nu nok mene at der er «plads» til at møde 50 internationale kunstnere, som ellers aldrig bliver vist her. Det er i hvert fald mit indtryk, når jeg taler med danske samlere; de glæder sig helt vildt. Og det samme gælder de kunstnere, der ligesom jeg mener, at gallerier ikke blot er noget fanden har skabt, men at de på godt og ondt og i stadig større grad er med til at trække læsset, nu hvor de offentlige institutioner konstant skal opdyrke nye publikumsgrupper, som, Gud bevare os, ikke er os.
Og hvis du med «plads» i virkeligheden mener, om der er økonomi til to eksklusive messer bygger det vel på en bestemt forestilling om økonomi; at der er et begrænset antal mønter på kistebunden, og hvis man skal dele dem med andre, bliver der færre til hver. Men sådan er det jo ikke. Hvis CODE Art Fair med listen af internationale gallerier – som altså ikke bare er udenlandske gallerier, men selv har et ekstensivt international netværk – er med til i endnu højere grad at sætte København på kortet, kommer der jo også flere og nye samlere til byen. Hvilket er godt for alle. Også for Chart. Uden sammenligning i øvrigt er det ud fra samme logik, at Independent – New York-messen, der netop har åbnet en filial i Bruxelles – er en god idé, også for Art Bruxelles, den gamle hovedmesse.
Foreløbigt bekræftede gallerier på CODE Art Fair:
Acapella, Napoli
Andrew Rafacz, Chigaco
Anonymous Gallery, Mexico/NY
Antoine Levi, Paris
Berthold Pott, Köln
Bianca D’Alessandro, København
Boetzelaer|Nispen, Amsterdam
Brand New Gallery, Milano
Charlotte Fogh Gallery, Aarhus
Cinnamon, Rotterdam
Drei, Köln
Dürst Britt & Mayhew, Haag
Galeria Stereo, Warszawa
Galerie Nagel Draxler, Berlin
Gether Contemporary, København
Hans Alf Gallery, København
Jacob Bjørn, Aarhus
Jan Kapps, Köln
Kai Matsumiya, New York
KANT, København
König Galerie, Berlin
Last Resort, København
Les Gens Heureux, København
Luce Gallery, Torino
Lyles & King, New York
Markus Lüttgen, Köln
Peres Projects, Berlin
Rod Barton, London
Steve Turner, Los Angeles
Super Dakota, Bruxelles
Tobias Naehring, Leipzig
Tristian Koenig, Melbourne
Vilma Gold, London