Jeg rejser rundt i Spanien og ankommer til Madrid, netop som det spanske nationalgalleri Reina Sofia åbner udstillingen ± 1961 – Founding the Expanded Arts. Udstillingen er kurateret af Julia Robinson og Christian Xatrec og fokuserer smalt og skarpt på 1960’erne ikke blot som urscene, men som «kode», for den kunst, der fulgte. Med udstillingen fokuserer de på tiden før 1967, som kunsthistorikere sætter som skæringspunkt for udviklingen af ny-avantgardens (selv)kritiske bevidsthed, og dermed på en tid før mange af de udstillede kunstnere – herunder La Monte Young, Robert Morris, Henry Flynt, Simone Forti, Walter De Maria, Ray Johnson, Nam June Paik og Yoko Ono – slog igennem i en bredere kunstoffentlighed. Som kunstner ligger forhandlingerne mellem et værks intention og materialitet mig selvsagt på sinde, og udstillingens fokus på kodens betydning for omformatteringen af værkbegrebet siden 1960’erne sætter tanker i gang. For hvad betyder det at kode kunsten? Og hvad betyder kodens komme for kunstens krop efter konceptkunstens fremkomst?
Ifølge Robinson og Xatrec er udstillingens sigte at spore den spæde udkrystallisering af hvad, der senere skulle blive til blandt andet konceptkunst og minimalisme – genrer, der ifølge kuratorerne ikke stammer fra det billedkunstneriske felt, men derimod har afsæt i musikken og de undersøgelser, som blandt andet opstod i miljøet omkring John Cage og hans undervisning i eksperimentel komposition på The New School. Ved at tilgå det kunstneriske medium gennem det tidsbaserede og konceptuelle partitur snarere end via det kunstneriske håndværk undslipper kunsten ifølge Robinson og Xatrec den mediespecificitet, der indtil da har karakteriseret den – kunsten frigøres fra den materielle krop og gøres til virtuel kode, hvorved der samtidig åbnes op for kontingensen – for tilfældighed, potentialitet, emergens og singularitet i mødet mellem kode og materiale. Code and contingency… Mellem koden og kontingensen bindes den medialt frisatte kunst til materialiteten.
I både genetisk og programmatisk forstand tænkes «koden» umiddelbart som en determinerende (og dermed ikke-kontingent) størrelse, der normerer materialiteter og fremskriver organiske, maskinelle og digitale kroppe. Men verden og tiden kommer på tværs af sådan en idealiseret forståelse af kodens operationer. For selvom koden altid vil skrive det samme, er der en lang række eksterne forhold, der indvirker på det materiale, koden har at skrive på, og dermed på resultatet. Ligesom to én-æggede tvillinger trods identisk genmasse ikke udvikler identiske kroppe, ligeså kan heller ikke kunstværkets partitur tage højde for alle de kræfter, elementer og forhold, der udgør den samlede masse af rum og krop, som partituret i kompositorisk forstand «instrumentaliserer». Det er sådan, kontingensen indfinder sig i ligningen.
Dette kan enten tolkes som en paradoksal brobygning mellem kodens determinerende orden og verdens kontingens – at denne kontingens giver den virtuelle kode et uendeligt, evigt foranderligt og singulært kompleks af rum og materiale at brydes i. Eller man kan zoome ud og følge min rejsemakker på rundrejsen i Spanien, den franske tænker Roger Caillois, når han i The Natural Fantastic skriver, at verden netop ikke er uendelig, men derimod består af et begrænset antal kombinationer af fænomener og tilsynekomster, der vil gentage og genfinde sig uventede steder: «[T]he actual number of forms and forces, compensations and competitions governing all things is relatively small, and so they reoccur, even down to their rarest repercussions». Hvis dette er tilfældet, og Caillois har ret, er der faktisk ikke tale om et møde mellem den determinerende kodes orden og verdens kontingens, men derimod om et møde mellem to koders ordner: Det kodende partiturs brydning i en større verdens begrænsede mønsterdannelse. Hvis kontingensen – forstået som emergent singularitet og tilfældets potentialitet – således har en rolle at spille i denne sammenhæng, må det være i hvert enkelt tidsbegrænset møde mellem partitur og materiale – eller er også disse møder indregnet i Caillois’ «all things»?
Uanset så er det i de tilsyneladende singulære møder mellem kode og materiale, at værkets materielle liv sættes i spil, og mediespecificiteten genfinder sig. For selvom koden er virtuel, har den brug for et medium at manifestere sig i. Med den amerikanske koreograf Simone Fortis ord, da hun på konferencen bliver bedt om at beskrive værket Slant Board, som opførtes i forbindelse med åbningen: «Jeg lavede dette værk, fordi jeg havde brug for at klatre; for at mærke min krops masse og styrke, min fysiske vægt, som modsvar til byens tæmmende og fremmedgørende indkredsning af livet».
I Fortis og de øvrige konceptualisters tilfælde gør koden det således muligt at føle og erkende specifikke rum og kroppe i et levende, singulært nu. Måske kan man derfor sige, at koden nok udgør værkets virtuelle genetik, men at værket først lever, når det har et medium at manifestere sig i og specificere?
/Marie
Marie Kølbæk Iversen (f. 1981). Billedkunstner MFA fra Skolen for Tidsbaserede Medier ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2008. Bor og arbejder i København. Medstifter og -redaktør på Internationalistisk Ideale.
